Yo La Tengo er en slags superhelteband i min verden. Ikke kun fordi jeg har fulgt dem fra omkring årtusindeskiftet, men også fordi det er sådan et band, der kan give sig i kast med et utal af genrer uden at knække nakken – eller miste sig selv i processen. De kan skrive bedårende små 60’er-poppede, vatindpakkede vuggeviser, velturneret alternativ guitarrock, svampepop med marimba, ...

Da vi tidligere i år havde fat i danske Teen Beams og deres ep ’Twenteens’, blev der tænkt luftige tanker om projektets mulige forhold til den hendøende chillwave-bevægelse. Fem måneder senere er det produktive enmandsband (en venlig bruger har oplyst, at det er en gut, som hedder Niklas, der står bag), så ep-aktuel igen, og i den forbindelse kan vi svæve ud i nye ...