Terminalist – Tiden er ikke til at lave musik, der ikke tager kritisk stilling til, hvad der foregår
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Theis Wilmer Poulsen.
Thrash metal er ikke som sådan en musik af tiden, men for Terminalist er genren ideel til at beskrive den tid, vi lever i. Emil Hansen forklarer, hvorfor det giver mening at skrive et thrash metal-album om krisesamfundet.
Ikke at der er noget nyt i, at thrash metal er samfundskritisk: Da genren skilte sig ud fra heavy metal i begyndelsen af 80’erne, var det, fordi bands som Metallica og Slayer blev inspireret af punk og hardcore til at strippe metallen for rockstjerneattituder og egoer i stadionstørrelse og bare spille hurtigt og råt med tekster om, hvorfor alt omkring dem var lort. Men fire årtier inde har thrashen været gennem adskillige revivals, der i det store hele har reduceret den til en nostalgisk fadølsfest. Det har været en af sanger, guitarist samt komponist og tekstforfatter Emil Hansens visioner med bandet Terminalist at undersøge, hvordan man fortsat kan bruge thrashen til at belyse aktuelle problemstillinger.
“Thrash har altid taget kritisk stilling, også selvom det ofte har været ret bøvet og forsimplet. Men det mangler i dag. Der er alt for mange pizza-thrashbands, der bare prøver at genskabe lyden fra ‘89, hvor jeg synes, der er potentiale for at opdatere genren i en ny kontekst. Jeg synes ikke, tiden er til at lave musik, der ikke tager kritisk stilling til, hvad der foregår.”
Det stopper bare aldrig
Det gjorde Terminalist også på det ambitiøse debutalbum “The Great Acceleration” med afsæt i Paul Virilios teori om højhastighedssamfundet, hvor vækstparadigmets indre logik får alle til at halse efter udviklingen for ikke at blive hægtet af – uden de nødvendigvis gør sig klart, hvad de opnår ved det, eller hvad konsekvensen ville være af at stå af. Samtidig gav det mening for et hyperthrash-band – altså et thrash-band, der spiller dén tand hurtigere – at koble musikken og rammen om teksterne sammen på den måde.
“Vi havde et stort opsat sci-fi-tema på det første album for at bruge fremtiden til at belyse de problematikker, vi lever med lige nu. Det blev en fortælling om et rumskib, der rejser ud i rummet, fordi Jorden er blevet ubeboelig.”
I februar ‘22 var Terminalist ved at have skrevet musikken færdig til den næste plade, og Emil skulle finde et nyt tema.
“Vi oplevede lige 24 dages normale tilstande. 1. februar blev de sidste coronarestriktioner løftet, og d. 24. gik Rusland ind i Ukraine. Der var ingen nedlukninger, men situationen var igen en helt anden, og krisetilstanden slog igennem over det hele med inflation og energikrise. Det er den erfaring, den nye plade er skabt på baggrund af: Det stopper bare aldrig.”
Og den erfaring var Emil nødt til at omsætte til en ny rammefortælling:
“Det ville være forkert at lave endnu et album, hvor vi spekulerede i en dystopi, når nutiden var mere intereressant.”
Emil Hansen, Terminalist
Den seje fortvivlelse
“Det er mandag i anden potens,” konstaterer Josephine Ludvigsen i Terminalists merchbod på spillestedet Beta den første mandag i august: Ikke bare er det mandag, det er også den dag, hvor alle er vendt tilbage på arbejde efter sommerferien, og samme dag er det tilsyneladende blevet efterår med storm og oversvømmelser over hele landet.
Det er med andre ord den perfekt håbløse krise-setting for Terminalist at give en snigpremiere live på det album, “The Crisis as Condition”, der kom ud af Emils og bandets overvejelser.
Rammen for pladen blev fastlagt, da Emil læste Mikkel Vedby Rasmussens bog “Krisesamfundet”. Her fremfører forskeren, at historiens afslutning, som Francis Fukuyama skrev om i 90’erne, hvor den liberale kapitalisme altid ender med at sejre over diktaturer og totalitarisme, blev nulstillet under corona. Den verdensomspændende krise blev af de enkelte lande håndteret som selvstændige, afgrænsede kriser med vidt forskellige bud på, hvordan situationen skulle håndteres. Dermed tegnede der sig ifølge Vedby flere forskellige veje videre frem for udviklingen, opsummerer Emil.
“The Crisis as Condition” handler altså om at leve med krisens uforudsigelighed, og hvordan det bliver en begrundelse for at fastholde nogle strukturer – men også hvordan det betyder, at intet står mejslet i sten, fordi alt faktisk kan ændre sig igen. En håbefuldhed midt i håbløsheden, selvom Emil konstaterer, at så meget er der altså ikke at være fortrøstningsfuld over lige nu.
Den politiske rockmusik har måske ikke et vildt godt ry, og det var Emil bevidst om, da han skrev “The Crisis as Condition”. Han ville undgå at stoppe budskaber ned i halsen på lytterne og de letkøbte paroler.
“Men der skulle være nogle fede linjer, der står tydeligt frem. Nogle punchlines. Jeg læste bl.a. Mikkel Krause Frantzens “En fremtid uden fremtid”, hvor han skriver, at fremtiden er ikke, hvad den har været, og det citerede jeg i nummeret “A Future to Weave”.”
Men det var faktisk en ting, jeg studsede over, da jeg hørte pladen: At du undgår de linjer, hvor budskabet bliver reduceret til noget sejt. Sådan som når Kreator sang om “Hailstorms, tornadoes,” og man er bevidst om, at det handler om noget dårligt, om klimaforandringer, men næven skyder også i vejret, fordi det lyder benhårdt.
“Jeg synes faktisk, vi er ret seje undervejs på pladen,” griner Emil.
“Men jeg vægter ofte ikke at have et klart omkvæd i sangskrivningen. Som i titelnummeret, hvor det ikke helt føles som et omkvæd, for der er et temposkift, og så kommer linjerne “This is not a crisis / This is a condition.””
Musikken skal afspejle teksten, og det giver nogle udfordringer: Hvordan skriver man om krisen og får musikken til at føles kritisk?
Emil Hansen, Terminalist
“Det gør vi i det nummer med skiftende taktarter og temposkift: Det rytmiske fundament skifter hele tiden, så man som lytter bliver holdt på dupperne. Vi har prøvet at gøre det catchy, men samtidig skal man aldrig vide, hvad man kan forvente, der vil ske i musikken, fordi det er et grundelement i nummeret, at man ikke ved, hvad der sker.
Så er der på den anden side et nummer som “Mutating Fractures”, som har et meget catchy og groovy omkvæd, hvor jeg prøver at sige seje ting som “Will we prevail over this ordeal?” og “Will we outlive our own ideals?” i en sang inspireret af coronakrisen, om hvordan kriser selv muterer som en sygdom, så den ene krise medfører den anden: Krigen medfører energikrise og inflation, som igen medfører, at vi udvinder endnu flere fossile brændstoffer. Det er to forskellige måder at forsøge at leve op til genrens konventioner, men også undergrave dem.”
Den lyse fremtid er en løgn
På scenen på Beta lever Terminalist op til thrashens konventioner med battle vests fulde af stofmærker for andre thrash-bands, T-shirts og – nåh ja, i hvert halvdelen af medlemmerne med det lange hår, traditionen foreskriver. De er bevidste om at videreføre en stil, og derfor er det heller ikke kun Frantzen og Fukuyama, der citeres i løbet af “The Crisis as Condition”, men også det tyske thrash-band Kreator, der om nogle var bannerførere for den politisk bevidste thrash i 80’erne og 90’erne. I sangen med den meget sigende titel “Material World Paranoia” bjæffer Mille Petrozza: “The promise of a better future is a lie”. På Terminalists “Move in Strife” parafraserer Emil det: “The promise of a better future / The promise is a lie”.
Jeg kan huske, at vi tilbage i januar hørte “Material World Paranoia” sammen, og du var helt oppe at ringe over den. Hvorfor er det lige præcis den sang med Kreator, du refererer nu?
“Det er jo en åbenlys hommage. Selvom jeg ikke har dyrket Kreator så meget, lyttede jeg en del til pladen “Coma of Souls” i den periode, hvor jeg skrev teksterne, og det har slået mig, hvordan den plade, ligesom flere andre thrash-plader fra samme periode, er helt vildt aktuelle i dag. Nogle af dem var næsten profetiske: Testaments “The New Order” udkom 5. maj 1988, og på coveret ser man et hullet ozonlag som et dødningehoved – 23. juni, altså halvanden måned senere, sidder Nasa-forskeren James Hansen i Senatet og siger, at den globale opvarmning er noget, vi er nødt til at bekymre os om. Testament har det cover i ‘88, Kreator skriver sangen “When the Sun Burns Red”, Nuclear Assault laver pladerne “Game Over” og “Handle With Care”, som fremstår vildt forudseende i dag. De bands sagde de samme ting dengang, som vi gør nu. Men samtidig må man så også konstatere, at Kreator og Testament lavede plader, som endte med ikke at få ret i deres dystopier i deres umiddelbare fremtid.”
Thrashen har ikke altid fået ret i sine varsler. Måske er vi ikke så tæt på afgrunden nu, som jeg skriver.
Emil Hansen, Terminalist
En anden, mindre åbenlys, reference på “The Crisis as Condition”, går til de så godt som glemte canadiske scifi-thrashere Obliveon, der åbnede deres debutplade med ordene “Nothing’s gonna be the same from this day forward.” 33 år senere åbner Terminalist “The Crisis as Condition” med ordene “It’s never gonna be the same”: Verden er lige foranderlig og uforudsigelig, som den fremstod ved indgang til 90’erne, og der er ingen grund til at gøre sig nogle forhåbninger om, at den nogensinde kommer til ikke at være det.
På den måde får Terminalist alligevel sneget nogle nøglesætninger ind, som måske ikke så meget er klare politiske paroler, som de er betragtninger af samtiden. Det kan thrash stadig bruges til, og selvom Emil nærer en sund skepsis for både den politiske rockmusik i det hele taget, hvor modstandspolitikken bliver varegjort, og for den nostalgifest, som store dele af metallen er reduceret til, nærer han faktisk håb for, at det i det små bliver bedre.
Har du været bevidst om, at politisk rockmusik ofte ender med at blive reduceret til paroler?
“Ja, selvfølgelig. Men tiden er en anden nu, end den var i 00’erne og 10’erne, hvor det hele var forbrugsfest, og alle paroler blev gjort salgbare. Det virker på mig, som om der er en anden krisebevidsthed til stede nu.”
For mig leverer nogle af de bedste metalplader i de senere år politisk engagement.
Emil Hansen, Terminalist
“Se en plade som “Hostile Architecture” af skotske Ashenspire, der er både tankevækkende og provokerende. Selvfølgelig er det relevant for et skotsk band at lave et album om, hvordan urbane strukturer udelukker hjemløse og socialt udsatte. Jeg har savnet den tråd i ikke bare metal, men i musik i det hele taget. Og måske ser vi nogle sammenhænge nu, som tidligere tider ikke kunne sætte ord på.”
På Beta har Terminalist spillet en halv time, og Emil er gennemblødt af sved. Inde i den lille sal, der nu er blevet helt pakket, går et andet canadisk scifi-thrash-band på, Voivod. Veteranerne har 40-års jubilæum i år, men på en eller anden måde virker deres koncert som mere end det tandløse nostalgitrip, mange af deres jævnaldrende kollegers koncerter har udviklet sig til. Måske fordi nutiden faktisk er kommet til at ligne den fremtid, Voivod manede frem i 80’erne? Ikke 1:1, men tæt nok på til, at det virker let foruroligende. Måske er det en erkendelse af det, der får publikum til at opføre sig helt uhørt for et moderne koncertpublikum under åbningsnummeret, den 36 år gamle “Killing Technology”: Ikke én telefon filmer bandet, ikke ét ansigt er oplyst af de blå skær fra skærmen.
Det går selvfølgelig hurtigt over, men på sin egen måde viser det, at Emil måske faktisk har fat i noget, når han mener, at thrash metal kan bruges til at få os til at tænke over vores samfund og den måde, vi er til i det på.
“The Crisis as Condition” udkommer fredag d. 8. september på Indisciplinarian. Samme aften markerer Terminalist udgivelsen på spillestedet Loppen.
