Thulebasen – Et kærkomment comeback i friere former
Thulebasen “Suko” (Escho, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Frie musikalske rammer har altid været et essentielt kendetegn for Thulebasen. Det var tydeligt i den musikalske udvikling fra debuten “Guitar Wand” (2009) til “Gate 5” (2011), hvor bandets friske take på rockmusik fremkaldte en fornemmelse af uforudsigelighed og improvisation, uden at musikken fremstod ukontrollerbar og kaotisk. Det lød ofte, som om al energien ville sprænge kompositionernes rammer, men den blev tæmmet af bl.a. Felia Gram-Hanssens trommer samt Niels Kristian Eriksens og Nis Bysteds til tider nærmest proggede guitar- og basspil.
Også i live-regi gav bandet sig selv carte blanche til at afprøve alskens udtryk, og de hyppige skift i besætningen bidrog med nye nuancer til Thulebasens monstrøse rockmusik. 2012 bød på gruppens (indtil for ganske nylig) seneste udgivelse, “Forever Grinning”, der ud over titelnummeret bød på fem remixes, der hver især udforskede de potentielle former, Thulebasens musik kunne tage.
Nu, seks år efter, er Thulebasen tilbage med albummet “Suko”. Umiddelbart ikke for at fortsætte, hvor de slap, men for at starte helt forfra. “Suko” ligger umådeligt langt fra rockorkestret, som man sidst hørte det på “Gate 5” og “Forever Grinning”. Opsætningen har imidlertid også ændret sig markant og tæller, ved siden af Bysted og Eriksen, Anders P. Jensen på Buchla, Johan Suurballe Wieth på fløjte og Agnete Hannibal Petri med percussion og vokal.
“Suko” består af fire frie, dronede numre, men er i særdeleshed et værk, der kalder på at blive hørt ud i ét. Albummet starter ud med det knap et kvarter lange nummer, “Blomster Spells”, der med vuggende droner og bas-strøg hensætter én i en meditativ slummer. Musikken er dog langtfra søvndyssende, selvom den er blottet for den ofte eksplosive energi fra “Gate 5”.
“Blomster Spells” udmærker sig i høj grad ved, at nummeret på overfladen fremstår enormt minimalistisk og ensformigt, men under de langsommelige og repetitive rytmer findes et overvæld af diverse former for sporadisk percussion og mere uidentificerbare lydkilder. Det konstante frembrud af nye, minutiøse elementer bidrager med et modspil til den ellers så meditative musik, som Thulebasen anno 2018 tydeligvis er garant for. I ly af musikkens langsommelighed opstår der gang på gang noget nyt.
Det slentrende tempo er karakteristisk for “Suko” i sin helhed og er også den primære årsag til den ro, der falder over én, når man lægger øre til musikken. Roen er dog også nødvendig for at kunne tage notits af musikkens livlighed, dets mylder af ofte små og abrupte indslag, der redder musikken fra at forfalde til frie, men ellers pure kedsommelige musikalske kompositioner.
Info: “Suko” er ude nu på Escho og kan høres på diverse streamingtjenester.
