Favorite People: Torsten Larsen – På røven i spejlkabinettet (igen)
Af Torsten Larsen
Jeg er stadig en smule i vildrede over sommerens pseudodebat, hvor Ralf Christensen og Erik Jensen røg i infight. Fronterne var trukket op med dagbladene ført an af Politiken på den ene side, Ralf Christensen og musikbloggerne på den anden. Der var lagt op til det helt store opgør. Men så løb det ligesom ud i sandet.
Mange havde travlt med at dæmonisere Erik Jensen, hvis eneste forbrydelse vel egentlig er, at han skriver om musik, som Carsten Werge kommenterer fodbold. Måske gik der hul på bylden for Politikens frafaldne læsere, som endelig fik en anledning til at markere deres utilfredshed med en avis, hvis kulturstof skrives af personer med professorater i flygtige til mellemkorte banaliteter (med Henrik Palle, ikke Erik Jensen, som skræk-/pragteksemplet), og som rammer lige ned i tomrummet efter den bratte afslutning på nullernes radicoolness-fest*.
*Moderskibet har det eftersigende fint igen, organet bløder stadig.
Indi(e)ana Christensen og jagten på den kiksede storebror
Men hvorfor gik Ralf Christensen, en af dansk rockkritiks klareste stemmer, i clinch med Erik Jensen, hvis emnefelt kun perifert berører Christensens? Hvis rockkritikken overhovedet kan ses som ét samlet felt i en kultur, der er eksploderet ud i alle retninger, så bør der være plads til alle, der har lyst til at ytre sig om noget som helst.
Ønsker Erik Jensen at benytte sin taletid til at begræde manglen på tidligere tiders massefænomener, hylde dansk comedy-rock og nostalgisk fælde tårer over dengang i firserne, hvor der var meget mere prestige, pladeselskabs-swag og blæs fra håbefulde, konservatorieuddannede HanneSanneAnneOgLis-kloner i at være musikjournalist, så står det ham frit for. Læserne har 10.000 andre mulige kilder til deres musikkritik. Og hvorfor er det et problem for Ralf Christensen? Om noget vinder han vel ved at fremstå mere sober
og seriøs i sammenligningen?
Sommerens similidisputs affødte yderligere et par usammenhængende indlæg fra henholdsvis Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, og Kristian Leth.
”Ralf Christensen er gammel” var omtrentligt, hvad Anita Bay Bundegaard kunne svinge sig op til om anmelder Christensen, der allerede fra starten af debatten fik tildelt rollen som ungdommens talerør på sædvanlig nivellerende journalistisk facon, mens Kristian Leth tog en pause fra sine hektiske programerklæringsaktiviteter med The William Blakes og kaldte anmelderne dovne og sensationslystne. Missede vi chancen for en vigtig diskussion her, eller var der i virkeligheden tale om en stoledans med ni deltagere og ti stole? Og var hver enkelt aktørs placering i forhold til disse imaginære stole langt vigtigere end selve dansen?
Gravstenen over den dødfødte debat, der aldrig for alvor kom i gang, var en sølle og sjusket sammenskrivning af læserkommentarerne til Leths indlæg, udgivet som en artikel i kultursektionen på Politikens webavis. Not with a bang but a whimper.
Det er tankevækkende, at fortalerne for nybrud, avantgarde og kulturel mangfoldighed netop kløjes i den facet af denne mangfoldighed, som hedder Erik Jensen. Der er noget helligt, noget forurettet og noget hævngerrigt over de nyere lag i dansk musikkultur. Det er som om, nettet har skænket os en fløjlsrevolution, som vi nyder goderne af, samtidig med at vi har svært ved at forlige os med, at der ikke er nogen, der har fået hugget hovederne af for fortidens synder. Vi hvæsser vores knive, fordi tidligere tiders mainstream er blevet en subkultur og ikke længere er en urørlig, selvkørende propagandamaskine. Vi vejrer syntetisk morgenluft, men længes efter ægte blod.
Ersatz-kompleksitet, tøj og tracks
Den syntetiske morgenluft omfatter de sidste ti års mest indflydelsesrige musikmedie, Pitchfork, som har udnyttet hullet efter, om ikke en reel monokultur, så i hvert fald den velfungerende, trygge og udbredte illusion om en. Nu er vi igen røget på røven i spejlkabinettet: Denne gang over ideen om den selvstændigt tænkende musikforbruger i den globale landsby, som kun har brug for en lille smule vejledning, før vedkommende kortvarigt simulerer en smagspræference.
Pitchforks karakterskala med dens decimaler giver den perfekte ersatz-kompleksitet, som man kan spejle sin egen simulerede dybde i, og med ca. fem nye anmeldelser om dagen kan man som en åndelig påklædningsdukke skifte sin ham efter behag. Det med påklædningen er centralt: Et typisk besøg på Pitchfork byder således på et mix af reklamer for tøj og tracks. Denne American Apparel-velour-T- shirt med disse uafhængigt producerede hampsko og den nye med Deerhunter – så er du kørende*.
*Dresscode sidenote: Den såkaldt hipster-uniform har bl.a. budt på comeback til overskægget, blusen med elastisk i ærmegab og liv og spraglede farver. For et barn af sluthalvfjerdserne vækker det minder om de før/efter-billeder af AIDS-ramte, der fra midten af firserne oversvømmede tv-skærmen, og som bed sig fast i mit skrøbelige barnesind. Konnotationerne er for mig derfor ikke udelukkende lyse, lette og ironiske.
Pitchforks greb har i stor udstrækning været at flytte fokus fra indhold til form. I stedet for at tale om sange, melodier og tekster, så taler man om produktioner, gestaltninger og indplacering i en ny musikhistorie, der skrives med en skræmmende hastighed og med pitchforkisterne, som den hånd, der fører pennen.
Lange og snørklede subgenrebetegnelser anvendes for på behændig vis at omgå manglen på fængende melodier, riffs og grooves. Forklaringen om, at det er genrens spilleregler, er et letkøbt forsøg på at kaste et flatterende lys tilbage på den person, for hvem tilsyneladende dødssyg musik har åbenbaret sig som fremragende. Grundtanken er ikke helt skæv; de fleste læsere af denne blog har vel oplevet, at en plade har åbnet sig efter et vist antal gennemspilninger(?). Min egen erfaring er, at det oftest er den vej, man skal nærme sig den musik, som viser sig mest langtidsholdbar. Derimod finder jeg det a bridge too far, når musikken ikke kan stå alene, men kræver subkulturelle forklaringsnøgler og spilleregler.
Ja, Pitchfork har været et frisk pust og en velkommen afløser for tidligere tiders altdominerende engelske musikpresse*. Jeg hævder heller ikke, at der ikke er kommet og kan komme meget godt ud af at fokusere på, hvordan musikken struktureres og gives
form. Jeg synes bare ikke, at en fremragende produktion af dårligt materiale er meget mere ophidsende at lytte til end en selvhøjtidelig singer/songwriter af halvfemserskolen, der insisterer på ikke at tilsætte sine sange andet end akustisk guitar og komprimeret åndedræt.
* Selv om vi sikkert står over for en kortvarig modebølge, hvor unge mænd igen vil forlade banegårdskiosker med NME under armen. Forskellen er, at bølgen sidste gang varede 15-20 år, men nu kommer til at bevæge sig fra Vesterbro til Skagen på under seks måneder, før den ebber ud.
BTW, chillwave is dead
Hver uge byder på en ny revival og en tilhørende strøm bands, som ikke vinder på egne dyder, men på evnen til at reproducere andres. Pains of Being Pure at Heart og Yuck hypes uhæmmet, men mest af fordi de giver anledning til at kanonisere halvgode plader fra firserne og halvfemserne, som vi så kortvarigt kan grave frem blot for at konstatere, at der var en grund til, at de samlede støv på hylden.
Som moderne, identitetssøgende verdensborger er jeg interesseret i, at den tid, jeg lever i, skal være noget specielt. At lige netop min tids musik er vigtig. Som forbruger i et overflodssamfund og musikelsker ønsker jeg, at der skal udkomme mesterværker hver dag. Men når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af.
Larsen & Furious Jane – In The Surf (fra “Dolly” 2011)
Indlægget “På røven i spejlkabinettet (igen)” er skrevet af Torsten Larsen og en del af Favorite People, hvor gæsteskribenter diskuterer og anbefaler musik. Torsten Larsen er forsanger i Larsen & Furious Jane, som i juli 2011 udgav deres fjerde album “Dolly” gratis på nettet på Monowave. Larsen & Furious Jane spiller sin eneste koncert i år den 12. november på Teater Grob.
