Zeuthen, Anderskov & Vestergaard – Tusind kollapsende musikker
Jesper Zeuthen / Jacob Anderskov / Anders Vestergaard – “Nocturnal” (ILK Music, 2023) – anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Mike Højgaard / Neue Pink.
Inde i Jacob Anderskovs hoved er der tusind musikker, der allesammen vil ud på én gang. Ikke bare én musik, der bliver blandet med en anden type musik, så de tilsammen skaber et nyt musikalsk udtryk, men et mylder af musik – et alt sammen på én gang. Og i stedet for at pøse dem ud i én stor kakofoni, mikrodoserer han dem. Antyder et væld af musik med et enkelt anslag eller en melodistump og lader dem hænge midt i rummet et kort øjeblik og udfolde en evighed på et par sekunder.
Uden at diskriminere: Pianisten og professoren – fra RMC – har lavet plader, hvor han improviserer over Radiohead og David Bowie, anden musik er skabt med kreativt afsæt i de matematiske formler, han beskæftigede sig med, inden jazzen vandt. Allerbedst har Anderskov dog indtil nu været på de to tidligere plader, han har lavet sammen med saxofonisten Jesper Zeuthen med over et halvt århundrede i dansk og international jazz og anden improvisationsmusik bag sig og den unge trommeslager Anders Vestergaard fra bl.a, men overhovedet ikke kun, Girls in Airports.
Allerbedst, fordi de bruger det klassiske trioformat og den traditionelle besætning som afsæt for at spille alt andet end det klassiske eller traditionelle – men med en tydelig anerkendelse af den tradition, de bygger videre på. Antydningsvist, hyperbevidste om, at hvert et anslag, hver en vejrtræning, giver ekko af musikhistorien i både helt kort, mellemlangt og urtidsperspektiv. Spillestilen er tilbageholdt uden at være anspændt, en mikrodosering af al den musik, trioens egen musik både bygger videre på og afmonterer, mens den arbejder sig frem.
På “Nocturnal” kollapser alle den musik, Anderskov har inde i hovedet, oven i hinanden og opløses, og gennem et 41 minutter langt forløb reddes trådene ud frem mod klimakset i den afsluttende “Ceremony”. Sangen er det tætteste, “Nocturnal” kommer på en forløsning, det tætteste, den kommer på at give slip, give los, give den gas: Frem til det punkt har “Nocturnal” været endnu mere afpillet end trioens to foregående plader, “Out of the Spectacle” fra 2018 og “Ecstatic Embrace” fra 2020.
Over store dele af pladen spiller Anderskov på et delvist præpareret klaver med dæmpede strenge, så der ikke er meget andet tilbage af tonen end et “klonk”, “dumps” eller “plik”. Klaveret bliver således lige så meget et percussioninstrument som et melodibærende instrument, og det har fået Vestergaard til at give det så meget plads som muligt med et trommespil, der konstant holdes i ave og derfor føles så meget desto mere som en befrielse, når han en sjælden gang giver efter og spiller noget, der kan genkendes som et rytmisk mønster, der endda bliver gentaget. Det er ret så eminent, og det giver Zeuthen plads til at blive den melodibærende – eller bare væve sine egne melodier ind over de umiddelbart løsrevne fragmenter, de to andre smider efter ham.
Her skal musikken ikke tjene noget spirituelt formål, den er rigeligt besjælet i sig selv.
Det kommer til at minde om den musik, tyske Peter Michael Hamel skabte i begyndelsen af 70’erne, både solo på præpareret klaver og synth og som leder af fusionsjazzgruppen Between, fordi der er den samme uforfærdethed overfor det ukendte og decideret amusikalske, samme anerkendelse af, at der er musik i alt – og samme inspiration fra ikke-vestlige musiktraditioner, der er tydeligst i Zeuthens melodilinjer, der flere steder synes inspirerede af nordafrikanske folkemusiktraditioner. Hos Anderskov, Vestergaard og Zeuthen er det bare fri for det eksotiserende øre og den newage-frelsthed, Hamel med årene kammede over i. Her skal musikken ikke tjene noget spirituelt formål, den er rigeligt besjælet i sig selv.
En enkelt gang tidligt på pladen udmønter det sig for en stund i noget, der er umiddelbart genkendeligt som jazz, sådan som jazz opfattes af dem, der opfatter jazz som en ensartet størrelse: “Tusmørke”, pladens andet nummer, forvilder sig kortvarigt ind i en regulær blues, det viber af cool jazz, men så snart, trioen har givet efter for det melodiske potentiale, opløser de det hele igen. Her er vi for længst hinsides traditionen.
Det er som at stå i en skov af musik og ikke være bange for ikke at kunne finde hjem, for man har ikke brug for hjem lige nu.
Det kan flere steder minde om en anden uortodoks trio i grænselandet mellem fusionsjazz og artrock, nemlig australske The Necks: Her er de samme frit faldende forløb, hvor musikken kollapser i atonalitet og er lige ved at forsvinde i sit eget kredsløb. Den samme undersøgelse af melodien som et virkemiddel, der fremstår helt fremmed i konteksten. Med en kliché og en meget tekstnær tolkning af pladens tema, som det angives af titlerne, kunne man også kalde “Nocturnal” en feberdrøm eller morfindøs, men det, der er på spil her, er snarere en art natlig klarhed. Det minder om den måde, ens sind ved nattetid kan åbne sig fuldstændig overfor andre indtryk. Det er som at stå i en skov af musik og ikke være bange for ikke at kunne finde hjem, for man har ikke brug for hjem lige nu.
Man kunne også – igen som med The Necks – kalde det cocktailmusik fra loungen til Helvede. Men grundstemningen på “Nocturnal” er ikke ildevarslende, der er ikke noget her, der er weirdet op som David Lynch og Angelo Badalamenti bag det røde gardin i “Twin Peaks”; det er ikke truende: Det her er lyden af, hvordan mønstre opløser sig, det er en uforbeholden overgiven sig til foranderligheden og et grundlag for at genopbygge musikken med nye harmonier.
Det er faktisk ret meget at konstruere både kollapset og genopbygningen på 41 minutter. Det gør “Nocturnal” voldsomt interessant at lytte til.
