Utopi eller apokalypse? – refleksioner efter fire dage på Roskilde Festival (del 1)
Mathias Schønberg tager dig i denne første del af en reportage med gennem refleksioner over Roskilde Festival. Fungerer festivalen som udviklingsrum for utopier, som den siger, den vil, eller som fuck-det-hele-fest?
(Roskilde Festival pressefoto: Vegard S.Kristiansen)
Min ven spurgte mig for nogle måneder siden, “skal vi ikke tage på Roskilde?” Jeg var overrasket over spørgsmålet. Vi er begge voksne og har ligesom været igennem vores ungdoms store dannelsesdrukture på festivalen for efterhånden et par årtier siden. I mange år er det blevet til et endagsbesøg den sidste dag, hvor vi har set et par koncerter og for sjov forsøgt at passe ind i vanviddet. De snavsede armbånd, som cirkuleres udenfor pladsen fra opgivere til nyankomne endagsturister som os selv, har allerede set mere på en uge, end vi har på et halvt år. Solopgange i skraldelugtende lejre, tilfældig berøring af en fremmed hånd, koncerter fra den vide verden, tårer fra støvede øjenkroge og dressing der er løbet ned ad håndleddet. Og mens vi har stået og duftet lidt for meget af sæbe til at falde naturligt ind, lidt afmonteret fra det festivalpublikum, der i løbet af en uge har udviklet sig til én sammenfiltret klump af ufriseret koncerteufori, har vi faktisk nok haft et savn, vi nok ikke helt har turde indrømme. Et savn, vi har ignoreret med kritisk arrogance og hemmelig begejstring over festivalen. Men i år gjorde vi det fandme. Fik vores helt eget armbånd fra start til slut. Eller det vil sige, jeg gjorde. Min ven fik pludselig artist-residency i Athen hele juni og dukkede først op andensidste dag, mødtes med mig i en halv time, mistede sin telefon og blev ædt op i mængden. Jeg så ham aldrig igen.
Rundgang for pressen: Utopi, aktivisme og kølig hvidvin
Jeg gik rundt især de første dage ret alene, og på en måde virkede det dejligt normalt. Det gjorde jeg også, da jeg var 17-18 år gammel, hvor mine venner dengang stort set aldrig forlod campen, og jeg selv synes det var sjovere at høre musik end at ryge bong og drikke øl af en gummistøvle. Forskellen fra dengang til nu var i første omgang, at jeg var alene sammen med en gruppe af andre journalister og Roskilde Festivals programchefer for musik, kunst og aktivisme på en rundgang for pressen inden pladsens åbning onsdag.
På rundgangen gjorde de et meget stort nummer ud af at fremvise og fortælle om Arts & Activism-programmet, og stort set intet om musikken. UTOPIA var temaet for årets program, og det blev mange gange nævnt, at “data viser”, at unge i dag har svært ved at forestille sig fremtiden som bedre end nutiden. Vel ikke ligefrem breaking news, tænkte jeg med ordene fra Mark Fishers “Capitalist Realism” fra 2009 løbende koldt ned ad ryggen: “It is easier now to imagine the end of the world than the end of capitalism”. Siden 2009 er verdens undergang kun blevet en mere håndgribelig horisont, som unge såvel som tech-milliardærer orienterer sig ret konkret imod. Men spørgsmålet er, hvordan vi forholder os til den – som et brændende ønske om radikale forandringer, et feministisk og dekoloniserende projekt, der gør endeligt op med ekstraktiv kapitalisme og skaber nye forestillingsverdener om en bæredygtig fremtid? Eller som en fucking end-of-the-world-party, der slutter med et brag og, hvem ved, måske en koloni på Mars, hvor vi kan feste videre. I begge fald er der vel tale om utopier?
Jeg bliver derfor en smule ængstelig ved utopi-temaet, hvis indhold kun er utydeligt udtrykt i programerklæringen som “at give unge drømme liv”. Formuleringens tricolore af plus-ord er påfaldende vag, men jeg betrygges ved alle de gange, der siges bæredygtighed i løbet af dagen. Det er mindst 50. Dog studser jeg over, at kun Art & Activism-programmet bliver fremhævet for pressen, og det ikke én gang er det nævnes, hvad intentionen med hovednavnene og festivalens primære indhold er. Et spørgsmål brænder på tungen for at høre, hvordan det lige er, at en fire-ottedagesfest med forbruget skruet op til mangedobbelt og Busta Rhymes og Blur blandt de åbenlyst dyreste budgetposter bidrager til unge drømme om en bæredygtig fremtid? Men der gives ikke mulighed for spørgsmålet. Vi skal hurtigt videre.
Nu hvor man endelig har væltet hegnet til sommerferien, er det næppe ligefrem for at tage på aktivistisk sommerseminar. Der er for at smadre igennem, det ved vi jo godt.
Jeg vælger derfor at forholde mig til det præsenterede indhold med en vis mængde salt: Der er altid og har altid været et forblæst aktivisme-telt midt på festivalen, som et meget lille antal festivalgæster har bemærket på vejen op til Orange. Hvor mange gange har man ikke set et skuffet ungt ansigt forsøge at give en performance eller en talk en chance, inden det er gået op for vedkommende, at det er lektier? Nu hvor man endelig har væltet hegnet til sommerferien, er det næppe ligefrem for at tage på aktivistisk sommerseminar. Der er for at smadre igennem, det ved vi jo godt.
Presserundgangen kulminerede i en officiel åbningsceremoni med kølig hvidvin, saltstænger og tale af kulturministeren og festivalens øverste ledelse. Festivalens direktør Signe Lodrup holdt en længere brandtale i den mest venstreorienterede sociolekt, jeg har hørt siden 1. maj i en optagelse fra 80’erne: “Mennesker, fællesskaber, liv, drømme, etc., hvorimod vores kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, hev det hele ned på Jorden med en kommentar om, at det i år er 20-års jubilæum for Ko & Alien (de to oppustelige badedyr, der ofte ses i en publikumsflagstang anbragt således, at de nyder hinanden i takt til musikken). Med hvidvin og oratoriske floskler op til drøblen, valgte jeg at bruge tiden inden pladsens åbning på selv at gå en tur ned til Orange scene alene.
I år var nemlig også mit eget 23-års jubilæum siden min første Roskilde festival – katastrofen i 2000, hvor ni mennesker mistede livet til Pearl Jams koncert. Netop her mistede jeg en god kammerat fra efterskolen i mudderet foran Orange. Han hed Allan og blev 17 år gammel. De gange jeg siden har været på festivalen (langt fra alle år), er jeg altid gået herned for at mindes ham et øjeblik. Ligesom mange af os andre dengang, tror jeg, at troede han på, at det nyttede at kæmpe en bedre fremtid. Det skyldtes det nok, at vi havde gået på en udpræget aktivistisk efterskole, og mange af os var tilknyttet Globale Rødder, hvis slogan var, ‘En anden verden er mulig’ – snarere end at det var en ting i tiden. Starten af 00’erne var kronisk ironisk og intet-betyder-noget-agtig. Det er netop denne stemning af Ko og Alien’sk frihed fra mening, jeg selv først og fremmest forbinder med festivalen. Her er mærkeligt stille før stormen foran Orange scene. De enorme højtalertårne hænger truende over pladsen som sorte kraner eller angribende robotter fra fremtiden.
Roskilde Festival er for mig noget af det mest apokalyptiske, jeg kan komme i tanke om.
I dag stod mindet om ham tydeligere frem efter alle de ord om unge drømme om andre fremtider, men med en mærkelig ambivalens. Roskilde Festival er for mig noget af det mest apokalyptiske, jeg kan komme i tanke om. Ikke kun på grund af min første katastrofale oplevelse, men også den generelle stemning af at feste som om, der bogstaveligt talt ikke findes et ‘i morgen’, fordi festivalen netop slutter, og sociotopen ikke længere findes, når vi er taget hjem. Især ude på teltpladsen, hvor man før i tiden bogstaveligt talt brændte alt ned til grunden i en vanvittig ødelæggelsesrus den sidste nat. I kølvandet på disse refleksioner beslutter jeg mig spontant for at gå en tur ud på campingpladsen og tjekke stemningen ud.
Jeg har et mål. Jeg har læst, at der er et slags klimakunstnerisk installationsrum derude – Destroy Me Once, Destroy Me Twice – hvor man bl.a. kan lytte til kompost. Det er jeg meget interesseret i. Men efter en time ude på campingområdet er det endnu ikke lykkedes mig ikke at finde det. Min iPhone vil nemlig ikke samarbejde med Roskilde-appens interaktive kort, så jeg er lost i et stinkende kaos af teltnylon, skrald og pissende mennesker. Solen bager, og jeg glider rundt i tomme flasker på jorden og må se mig for før hvert skridt for ikke at skvatte i noget eller træde ind i en leg, jeg ikke forstår, hvor jeg skal drikke som straf. En pige på højst 16 år kommer vaklende imod mig kun iført kæmpe solbriller og underbukser. Frygteligt solbrændt og ude af stand til at holde en retning. Ingen lader til at tage videre notits, hun har sikkert styr på det, og man lader hende vandre som Herzogs pingvin mod det uvisse. Det er normalt her. Jeg giver op og glider ind i massevandringen mod pladsen, der officielt åbner nu.
Performance og Josefine Opsahl på Platform-scenen
Tidligere på dagen fik vi på presserunden en snigpremiere på Platform-scenen, hvor store dele af Art & Activism-programmet udspiller sig. Den britisk-amerikanske performancegruppe Marikiscrycrycry optrådte med en technobaseret danseforestilling, hvor danserne klædt som forskellige subkulturelle identiteter interagerede på tværs af forskelle og udfoldede spontane fællesskaber. De var i zombieagtig makeup og bevægede sig mekanisk animeret eller som levende døde. To raver-typer, en teenagedreng med sprittuschtegninger på kroppen og beskidte hvide sneakers (og blod ud af øjnene), en haitiansk zombiepræst, en new-waver og et par hippietyper dansede ud og ind af hinandens privatsfærer, overskred dem, accepterede hinanden, genoplivede på skift hinanden fra diverse kollaps. Det var enormt illustrativt for festivalscenariet, hvor man holdes unaturligt vågen og fester videre efter at være gået død og er anderledes accepterende over at bumle ind i hinandens verdener på tværs af kulturelle skel. Samtidig illustrerede efterlivstematikken også noget post-humant og talte på den måde ind i Utopi-temaet som fremtidsscenarie.
Scenen er egentlig ret fedt lavet – et stort kvadratisk podie, der kan tilgås fra alle sider, hvor optrædende og publikum er i niveau. Tæt over den svæver et stort tungt kvadrat som tag og minder lidt ildevarslende om en nærkontakt af tredje grad, eller måske om en kæmpe magnet, der holdes oppe af negativ kontakt med podiet. Det er tydeligvis et energifelt af en eller anden art. Jeg går med en allerede indarbejdet naturlighed tilbage hertil, som om den allerede er blevet en base, mens jeg orienterer mig i programmet. Det passer fint – det er nemlig her cellisten og komponisten Josefine Opsahl spiller et performanceværk, skabt med koreografen Jules Fischer.
Værket har titlen “It doesn’t look like anything to me” – en sætning der gentagende synges i forskellige variationer af samme melodiske tema henover Opsahls elektroniske cellospil. Sætningen stammer fra serien Westworld, hvor den fungerer som programmeret kode til at standse egentlig kognition hos de AI-styrede robotter, der i serien udfordrer skellet mellem humane og ikke-humane livsformer. Celloen spiller hen over sig selv i lag af loops, der generativt manipuleret af effekter vokser i volumen og former et ret stort og groft lydende landskab, hvor meget lidt stadig lyder som cello efter manipulationen. I centrum sidder Opsahl og spiller med stærk determination og bevarer et centrum af distortet, men klar cellolyd som frontfigur i kompositionen. Rundt om på scenen springer og kaster dansere sig omkring klædt i trevlede dragter med spraymaling og tilfældige materialer som post-antropocæne fragmenter efter en dommedagsfest.
Er jeg mon selv programmeret til at standse egentlig kognition i mødet med andre livsformer?
Det er nok ikke koordineret med Marikiscrycrycry, men det æstetiske overlap med den performance, jeg netop har set, er påfaldende: iscenesættelse af festivalen som en queer verden efter Verden, som vi kendte den. Opsahls melodiske struktur er langt mere cirkulær end narrativ, som det var tilfældet med Marikiscrycrycry. Melodien, som værkets titel synges over, har i sin mildhed en dragende, lidt uhyggelig kvalitet som kanon mod cello-loopene og hænger i øret efter performancen som en gammel drillevise, man husker fra engang, man ikke kan huske. Har jeg oplevet dette før, eller har det hele tiden været her? De cirkulære gentagelser presser mig til at meditere over sætningen, og jeg er ikke helt klar over, hvad det er, jeg bliver drillet med eller til: Er jeg mon selv programmeret til at standse egentlig kognition i mødet med andre livsformer?
Videre i programmet – Big Joanie og Debbie Sings
Efter Opsahl og Fischers queer opfordring til at overveje egne programmeringer er det eneste passende næste valg i programmet at gå ned til Gaia-scenen og se bandet Big Joanie fra Storbritannien – i eget mange gange gentagne udsagn fra scenen: “A black feminist punkband!” Faktisk udgjorde netop den sætning omkvædet i en af deres sange. To guitarer, keys og et trommesæt uden stortromme, som den ene forsanger stod op og spillede på. Det hele faldt konstant fra hinanden, og det rørte ingen af de fire musikere, der ufortrødent fortsatte med at levere mega underlige rockkompositioner. Somme tider mere grungede, somme tider helt statiske uden forløb og somme tider noget, der syntes at være med på set-listen, blot fordi det føles sjovt at spille.
Mellem numrene blev der holdt taler om solidaritet med minoriserede kvinder og queers, og selv “You – the big white cis man in the front”, råbte forsangeren og pegede et skrummel af en ung fyr ud foran alle, “you show your solidarity just by staying here for our show”. På den måde blev hele publikum politiseret ind under samme teltdug, hvor talerne mellem numrene blev brugt til at også at undervise i nyere revolutionære queer-teoretikere. Enkelte akavede blikke florerede blandt publikum over lidt ufrivilligt at være del i en radikalt queerpolitisk kritisk masse, men alle virkede til at være med på den – nok ikke mindst draget af bandet, der udstrålede en selvsikkerhed, man skal have været igennem lidt af hvert for at besidde. Koncerten kom på opfordring fra en god ven, bassisten Elvira Hebel, der om mandagen spillede på samme scene med Aperly High, og som efterhånden er at finde som backbone i ret mange seværdige operationer. Efter koncerten pointerer Elvira, hvor fedt det er at se et band, der spiller deres eget budskab. Jeg forstår med det samme, hvad de mener: at standarder for god/dårlig musik, som traditionelt set er særligt præsente i rock, blev fucket lige i face med et implicit budskab om nedbrydelse af samme normative målestokke.
Det føltes under hjernebarken som knitrende cellofan og blev kun mere og mere åndssvagt på den helt gode måde i løbet af koncerten
om Debbie Sings-koncerten
Et helt anderledes flamboyant take på dekonstruktion oplevede jeg lidt senere til Debbie Sings på Apollo-scenen. Koncerten, som der med god grund blev skrevet rigtig meget om fra andre mediers langt hurtigere journalister i dagene efter, var en visuel febervildelse og en perfekt vanvittig omgang hyperpop med stort H. Alt skete på én gang og rigtig meget af det. Autotunen var skruet op til smølfe-level og skabte et univers af syntetisk nuttethed med gabbertechno og tryllestøv fra Debbie, der for rundt som en fe i plateaustøvler og sparkede døre ind til højre og venstre. Det føltes under hjernebarken som knitrende cellofan og blev kun mere og mere åndssvagt på den helt gode måde i løbet af koncerten, hvor queer cowgirls dansede squaredance, og den gode Adam Squelle i leopardbukser hamrede løs på elguitar temmelig autonomt fra resten af vanviddet. Et af mange højdepunkter var da Anton fra First Hate dukkede op i kappe og maske og sang en stærkt autotunet version af Vampire Boy foran en skærm med en kæmpe dansende frø. Intet var normalt, og alt gav skiftende mening så hurtigt, at neuronerne fyrede rundt i kasketten på én i samme tempo som beatsene.
Da jeg senere lægger mig på min luftmadras i det særligt rolige presse-campingområde bag festivalpladsen, føles mine spørgsmål fra først på dagen, om hvorvidt Roskilde festival kan fungere som drømmeverden for unge utopier, eller om det snarere er en fest for apokalypsen, fjernt. Jeg er blevet bevæget andre steder hen. De årer i festivalprogrammets uoverskuelige delta af indhold, min opmærksomhed er løbet ud i, har alle været bemærkelsesværdigt queer. Og på hver deres forskelligartede måder ret ikoniske som forslag til måder at forstå verden uden faste antagelser.
Clarissa Connellys morgenandagt på Platform
Efter en indtryksrig onsdag vågner jeg egentlig ret veludhvilet. Jeg føler ikke helt, at jeg er på festival endnu. Ingen har tisset på mit telt, og andre går ligesom mig selv i badesandaler og morgenkåbe til de rene baderum med tandbørste i hånden. Som det første går jeg op til Platform for at se Clarissa Connelly’s Canons. Jeg sætter mig på podiet i skrædderstilling lidt uden for den overhængende platform i energifeltet og lytter. Jeg bliver virkelig bevæget. Det er beskrevet i programmet som “folkemusik til en ny tid”, og den catchy selvmodsigelse viser sig at holde meget godt stik.
Kanonerne har en lethed over sig, der minder om leg og arbejde i marken om sommeren. De otte sangere bevæger sig rundt i cirkulære danse, mens de synger, med enkelte klap, trin og fagter. Musikken, som de otte kvinders korstemmer frembringer uden akkompagnement, har dybe keltiske islæt og lyder formet af urgammel forståelse for naturen, hvor forår og begyndelse overlapper med vinter og mørke: “The flowers blossom like candles in the sky – is it already a year ago?”, synger de, mens de bevæger sig i ring. Én kanon, tor jeg, handler om regn, og de forskudte ords konsonanter udtales her lidt klistret med spyt i munden, som skaber en illustrativ regnvejrseffekt. Jeg hører fragmenter af teksterne overlappe hinanden og danne nye tilfældigt opstående meningskombinationer: “The hills are crying, it knows, are crying, your name, the hills, it knows, are crying, your name?” Hvem der er i stand til at græde og besidde viden – naturen eller du som menneske – bløder umærkeligt ind i hinanden.
Vi er allerede i en ny tid, hvor guddommelig musik er mulig uden overgivelse af jeget til fordel for en højere sag.
Lidt senere i koncerten tiltager variationerne i klang, og hver sanger træder ud af kollektivet med udtalt individualitet. Én synger sin sætning med hvislende luftighed, og den næste med dyb og fed klarhed. Den næste fraserer med et jodlet knæk som et hyrdekald, og hver især står de frem som de personer, de er, med egen plads og ret. På den måde afsløres en tilgang til tonalitet og arbejde med klang som en en moderne forståelse for musik med klare holdninger til, hvad et kollektiv kan være. Ikke alt er helt rent, det må gerne skure og dirre lidt i sopranernes overtoner – sammenholdet mellem dem er vigtigere end sakral renhed, og selve ideen om et kor som disciplineret enhed udfordres. Gruppen fremstår snarere som et enigt, men forskelligt forbund af stemmer. Det er så ubegribeligt smukt og frigørende. Vi er allerede i en ny tid, hvor guddommelig musik er mulig uden overgivelse af jeget til fordel for en højere sag.
Jeg går derfra med en dyb følelse af ro og lethed. På vejen videre ud på festivalpladsen kommer jeg i tanker om et digt af Sappho, som hun skrev på øen Lesbos for ca. 2600 år siden:
And their feet move rhythmically,
as tender feet of Cretan girls
danced once around an altar of love,
crushing a circle in the soft
smooth flowering grass.
Jeg husker før i tiden på festivalen, hvordan der også blev præsenteret kor eller klassisk musik om formiddagen, som en slags helende kur til tømmermændene. Men det var typisk statslige orkestre og kanoniserede værker af store komponister, hvilket fremstod lidt komisk i konteksten og tillod ironisk deltagelse i musikken. Her var Clarissa Connelly’s Canons en klart mere oprigtigt helende medicin, ikke kun mod tømmermænd, men mod den ironiske uoprigtighed i festivaltilværelsen.
Busta Rhymes vs. Loyle Carner
Et helt anderledes slag i maven oplever jeg senere på dagen, da jeg finder mig selv i pitten foran Orange scene til Busta Rhymes. Jeg er der, egentlig ikke fordi jeg er kæmpe fan, men fordi min ven Alli, som er forsanger i Special Interest og senere på aftenen skal spille på Gloria, er det. Deres ven er forsanger i Soul Glo, og begge er de afroamerikanere, Alli med kæmpe orangefarvet mikrofonhår og meget lidt tøj på, og deres ven med guld-grills over alle tænderne. De er begge helt oppe at køre over Busta og har tidligere, da de fandt ud af, at han skulle spille, fortalt om deres første oplevelser med ham, da han i deres barndom kom frem på MTV: “He was so fucking black and just not what we were used to”. Men mens vi står i pitten, og mine to venner begejstret rapper med på alle teksterne, må jeg med kæmpe skam skærme for enkelte andre publikummer, der har vendt sig fra koncerten og i stedet filmer Alli og deres ven på deres telefoner. Måske fordi, de aldrig har set en autentisk person fra det sorte USA før, men det er fandme så pinligt altså.
“I don’t want a bunch of guys singing that shit to me, ew! That’s disgusting”
Busta Rhymes fra Orange scene
Da Busta Rhymes fra scenen med overgjort foragt beder alle mænd om at stoppe med at synge med på Baby if you give it to me – “I don’t want a bunch of guys singing that shit to me, ew! That’s disgusting” – bliver det for nederen for mig. Jeg skrider og tænker, “var det virkelig det værd, Roskilde? At fyre en sikkert tocifret procentdel af budgettet af på en doven gammel rapper, der brugte halvdelen af sit set på at stå og smådanse til sin vens dj-set af hiphop-numre, vi alle sammen har hørt en million gange, og lukke homofobisk lort ud? Her var det ikke ligefrem unge drømme, men forældede machoidealer, der fik liv.
“Listen, growing up in South London, it was really difficult living up to how to be a man – but, honestly, fuck that, just be a person – if you wanna cry, just cry, if you wanna laugh just laugh – be a person like you need to be.”
Loyle Carner fra Arena
Men her vil jeg lige spole hurtigt frem til min sidste koncertoplevelse på festivalen to dage senere: Loyle Carner på Arena, der med sin hiphop-koncert skabte et helt andet rum for følsomhed. Måske var det flossede følelser og overstimulering efter fire dage, der gjorde mig særligt modtagelig, måske var det den helt utroligt smukke aftenhimmel, der med violette skyer blandede sig i oplevelsen af Loyle Carners elguitarists lange, opbyggelige linjer af soul over et til tider Amy Winehouse-lydende backingbands koncert. Men da den britisk-guyanesiske rapper i godt en halvanden time havde taget publikum med helt ind i et tekstunivers om personlige vanskeligheder med bl.a. ordblind, ADHD og blandet baggrund og stoppede koncerten for at sige et par ord til publikum, begyndte jeg sgu at græde. “Listen, growing up in South London, it was really difficult living up to how to be a man – but, honestly, fuck that, just be a person – if you wanna cry, just cry, if you wanna laugh just laugh – be a person like you need to be.” Det er jo egentlig helt vildt enkelt og banalt, men stadig så sjældent at høre det fra en anden mand udtrykt i et enkelt og uakademisk sprog. Selvom Lil Nas X dagen inden havde renset Orange scene for Busta Rhymes homofobi med en parfumeret røgelse af ekstravagant visuelt overdrev, var Loyle Carners ligefremhed så tiltrængt nede på jorden og reel, at den føltes som balsam i den varme aftenluft over festivalpladsen.
Selvom dette udgjorde min sidste oplevelse lørdag aften, er refleksionerne over fire dage på Roskilde Festival langt fra færdige her. Spørgsmålet står stadig ikke helt besvaret: Kan den kæmpe ud-af-hjernen-oplevelse, festivalen først og fremmest er, skabe et sociotopisk rum for forandring, som eksisterer videre, efter den sidste dåseøl er hældt i svælget? Og hvordan fungerer musikken som drivkraft for det? Selvom sidste uge fra Berlingske til Information var fyldt med ekstatiske konstateringer af, at en ny æra af prominens til ikke-normative identiteter og samhørighed med Jorden blev skudt i gang på Roskilde 2023, er jeg ikke helt så sikker. Jeg vil så gerne melde mig i koret, for jeg vil så frygtelig gerne også tro på det. Det ved jeg dog ikke om jeg kan.
Dette var første af to dele af Mathias Schønbergs reportage fra Roskilde Festival 2023. Senere på ugen kan du læse del 2 og måske selv bedømme, hvorvidt festivalen fungerer som utopisk rum for forandring, som den siger, at den vil.
