v1984 – Splintrende ømhed
Af Alexander Julin
Koreansk-filippinske Christopher Ramos debuterede som v1984 sidste år med EP’en ”Becoming (N)one” på Glacial Industries. Ligesom adskillige andre nyere producere (fx omkring selskaber som Halcyon Veil og PAN) står han i et krydsfelt mellem intuitivt modstridende poler. I dette tilfælde er det mellem klassisk-klingende pianostykker, glitches og klubbede beats. Med EP’en ”Pansori”, der nu er ude på Knives, har Ramos skabt fem nye kompositioner, der ligesom på ”Becoming N(one)” kammer over af følelsesladede melodistrukturer inden for kompositionelt uforudsigelige rammer.
v1984 kan kendes ved sine krystalliske pianostykker, glitches og ofte opbrudte beats. Det er en form for fællesnævner for hans forskellige kompositioner, der dog varierer stærkt på ”Pansori”. ”Arla of Dawn” får lov at folde sit rendyrkede poppotentiale ud uden at slå knude på sig selv, mens det korte ”False Awakenings” blot er 37 sekunders musik, der flår sig selv i stykker og derfor også stopper, før det overhovedet er begyndt. Nummeret fungerer ligeledes som en midte for det spektrum af (u)tilgængelighed, som EP’en spænder over. For i modsætning til ”Arla of Dawn” og ”Too Much”, hvor der dvæles ved melodierne som rene repræsentation af dybfølt sårbarhed, står ”beauty_IT5INYR-H3D” som en lang, gentagende splintring af en melodi og en følelse.
Rystelsen af det ellers spejlklare lydbillede fremstår ikke som en overlegen voldsudøvelse. Det er ikke ukontrollerbar aggression som sådan, men nærmere en form for struktureret nedbrydelse. Det er, som om Ramos med ”Pansori” – og med ”beauty_IT5INYR-H3D” som kulminationen – sønderriver billedet af det ideelle popnummer for at vende vrangen ud på det og undersøge, hvad det består af.
Der hersker imidlertid dog også et bånd mellem melodi og følelse; melodierne som auditive repræsentationer af emotion. Splintringen af de krystalliske melodier kan derfor også ses som ødelæggelse og genfortolkning af en bestemt følelse; en måde, hvorpå en fast forståelse af udgivelsens latente ømhed og smukke melodier kan udfordres og genfortolkes. Ramos’ kompositioner er præget af en dobbelthed: De kan ikke begrænses til blot at være delikate og ømme i udtryk, for der er også noget modbydeligt konformt ved måden, hvorpå vi lader os tilfredsstille af ”den lette”, ”den rene” eller ”den forventelige musik”. På samme måde er ømheden ikke blot noget fint – det er en følelse, der slår over i angst og paranoia, og det afspejler den febrilske omskiftelighed i Ramos’ numre.
Info: ”Pansori” er ude nu på Knives.
