Vanessa Amara + Health & Safety – Kursskift og kollektivitet under kirkehvælvingerne
Vanessa Amara + Health & Safety, Koncertkirken, 22. juni – liveanmeldelse af Mikkel Arre / Foto: Martin Breidahl
Selv om det kollektive aspekt er noget af det, der adskiller koncertoplevelser fra at høre musik hjemme i stuen, sker det ret sjældent, at man får fornemmelsen af rent faktisk at være en del af et fællesskab sammen med resten af publikum; at alle er på vej i den samme retning, hvad enten det så er mod kropslig ekstase eller indadvendt sjælegranskning. Ikke desto mindre lykkedes det i perioder, mens på den gode side af 100 tilhørere sad eller lå på gulvet i Koncertkirken på Nørrebro, indhyllet i Vanessa Amaras debutkoncert.
Bevares, den blide og tålmodige neoklassiske ambiente musik efterlader ikke så meget tvivl om, at trioen (der indtil sidste års “You’re Welcome Here” var en duo) taler mere til den indre ro, end den søger at aktivere kroppen. At et bands præmis er klar, er bare ikke ensbetydende med, at tilhørerne køber præmissen – men det gjorde de denne aften med noget, der nærmest virkede som andægtighed.
Der var bestemt også grund til at være imponeret over, i hvor høj grad Vanessa Amara var i stand til at genskabe det luftige udtryk fra dette års kassetteudgivelse “Like All Mornings”. De lette anslag på det overdækkede flygel blev loopet og gik gradvist i grynet opløsning, så de blev til disede aftegninger. Samtidig gjorde lagene af genklang det svært at høre, hvornår der blev spillet nye toner på flygelet. Imens skabte harmonikaklange og bløde guitarlinjer et stort åbent lydbillede, hvor nøje afmålte syntetiske bastoner drev numrene frem mod antydede kulminationer.
Det var unægteligt flot, men de første 20 minutter af koncerten var samtidig så harmoniske og tilbageholdende, at det var svært at mærke nærvær. Vanessa Amaras indledende numre fremstod nok imidlertid særligt renskurede, fordi de var en klar kontrast til aftenens første koncert, der ligeledes udgiver sin musik på posh isolation. I modsætning til trioens rumlige og organiske lydbillede arbejdede Johan Wieth (Iceage) med en anderledes sammenstykket, opbrudt æstetik.
Koncerten var Wieths første under solopseudonymet Health & Safety og adskilte sig også fra Vanessa Amara ved bryde markant med udtrykket på sin kassetteudgivelse fra sidste år. Dette bånd var så lavmælt og monokromt i sit udtryk, at det grænsede til det utilnærmelige, men live var Health & Safety en helt anderledes livlig oplevelse. Gennem det meste af den halve times koncert var der samples af slagtøj – ringlende klokker, metallisk rungende bækkenslag, dundrende trommeslag – eller andre loopede elementer, der skabte skævt dunkende rytmer. Hen over det vred og strakte Wieth sine guitartoner gennem diverse pedaler, så de skiftevis var skærende eller elastiske som svungne orgelflader.
Frem for alt var koncerten varieret og uforudsigelig. Ud fra den pibende, nærmest industrielle støj i åbningsnummeret var det f.eks. umuligt at gætte sig til, at afslutningsnummeret ville munde ud i et spilledåse-klingende – og decideret catchy – parløb mellem korte loops af klaver og gnistrende akustisk guitar. Det var temmelig uventet at ende med at sidde og nynne med på et fragment af en slags ørehænger.
Helt så forbløffende var den sidste halvdel af Vanessa Amaras koncert ikke, men ikke desto mindre løftede den sig virkelig. I takt med at orgelet midt på scenen kom til at fylde mere i lydbilledet, voksede intensiteten, og de opadstigende melodier gav kortvarige strejf af eufori – men selvsagt uden at sætte nogen kroppe i bevægelse. Til gengæld var det her, i koncertens sidste 15-20 minutter, at følelsen af at tage del i en kollektiv opslugthed blev tydelig.
Det gjorde det desto mere overraskende og effektfuldt, at det afsluttende nummer forvandlede sig til et stort, næsten spacerock-brusende klimaks med skinger støj og dyb, rumlende bas. Ligesom når man lytter til Vanessa Amara-udgivelserne, var det svært at gennemskue, hvilke lydkilder der førte til hvad, og mens man funderede over det, så blev klimakset brat afbrudt, og koncerten var ovre. Først dér i tomrummet efter afslutningen blev det klart, hvor befriende denne atypiske grad af dramatik egentlig var. Og på den måde kom aftenens to koncerter alligevel til at flugte med hinanden ved at være stærkest, når det musikalske udtryk tog en uventet drejning.
