Passive/Aggressive

Will Long – Diskret aktivisme med synkoperet rytmik

Kritik May 22 2018 Will Long

Will Long “Long Trax 2” (Smalltown Supersound, 2018) – anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

Et sted mellem meget behageligt og utrolig kedeligt. Det var, hvad jeg umiddelbart tænkte, første gang jeg lyttede til “Long Trax 2”, der er det andet album fra Will Longs house-projekt, som er udgivet under eget navn. Amerikanske Will Long er baseret i Tokyo og er ud over dette projekt mest kendt under aliaset Celer, under hvilket han har produceret en gigantisk mængde udgivelser. Derudover kuraterer han også pladeselskabet Two Acorns og er involveret i de to labels Normal Cookie og Bun Tapes.

Albummet er en opfølger til “Long Trax”, der blev udgivet på Terre Thaemlitz’ (bedre kendt som DJ Sprinkles) label Comatonse Recordings i 2016. ”Long Trax 2” består af seks numre fordelt på tre 12”-singler. Hvor “Long Trax” var en meget omfattende udgivelse fordelt på i alt syv 12”-singler, hvor hvert nummer blev ledsaget af et “Sprinkles Overdub”, så er “Long Trax 2” noget mere beskeden, både i forhold til spilletid og musikalske udfoldelser.

De tre 12”-singler kan bedst beskrives som et ekstremt minimalistisk take på deep house-genren, hvor det eneste, der er tilbage, er en række optegnelser over generiske forestillinger om genren. Hvert nummer består i al simplicitet af en stortromme, der markerer alle slagene i en 4/4-takt, en hi-hat på off-beatet, maj7-akkorder i alverdens tonearter og samples af taler/samtaler. De forskellige lag bliver introduceret ét for ét med en minimal variation fra nummer til nummer. Efter et par minutter bliver der tilføjet én eller to former for claves-rytmik, enten i form af et kantslag, clap eller en anden form for syntetiske percussions. Denne synkoperede percussion er det, som generer den største variation mellem de seks numre.

Umiddelbart lyder det ikke overvældende, men de ellers så ‘generiske’ beats får en uventet dybde, hvis man lytter til de korte lydklip i form af spoken word-samples, som Will Long diskret har inkorporeret i sine produktioner. Disse klip forholder sig hver især til racisme på den ene eller den anden måde. Den sparsomme produktion på albummets åbningsnummer “Nothing’s Changed” giver plads til Barack Obama, der lettere tøvende og opgivende siger: “Nothing’s Changed… Should we pretend that we have a colorblind society?” Det korte sample strækkes ud over nummerets 11 minutter, hvilket giver en vis spænding, fordi lydklippenes budskaber kun langsomt åbenbares. Den indledende bemærkning “Nothing’s Changed…” får lov til at stå alene, så man som lytter kan nå at spørge sig selv “Hvad er det, som ikke har forandret sig?”

De små lydklip kan også ses som kommentarer til den umiddelbare lytteoplevelse, som “Long Trax 2” fremkalder. Det er ikke bare housemusik, der skal få lytteren til at give sig hen (eller kede sig). Tværtimod kræver det, at man er opmærksom, hvis man skal fange numrenes ”budskaber”. På “You Know?” kan man høre Jean-Michel Basquiat mumle små bemærkninger, der for det meste drukner i rumklang, hvilket bare i endnu højere grad understreger pointen om, at man skal lytte efter. Basquiats bemærkninger og mumlen forbliver i det abstrakte og skjuler ordenes mening godt, mens budskabet andre gange er krystalklart som på “That’s The Way It Goes”, der er bygget om et klip af komikeren Richard Pryor, der opgivende siger: “I just think it’s part of capitalism to promote racism.”

Hele konceptet med blandingen af house-beats og politiske budskaber var også udgangspunktet på “Long Trax”, der blandt andet blev genudgivet på CD med et nyt cover, der forestiller politikeren og borgerrettighedsforkæmperen John Lewis, som en kommentar til Donald Trumps indrejseforbud. Konceptet på “Long Trax 2” er altså ikke nyt. Forskellen er dog, at numrene fra 2016 er langt mere fokuserede på variationen mellem de forskellige produktioners opbygning og muligheder, hvilket især er tydeligt på DJ Sprinkles’ “overdubs”. Her er “Long Trax 2” i stedet bygget op om produktioner, som giver plads til at lytte efter budskaberne.

“Long Trax 2” er med sine seks numre, der alle sammen strækker sig over et sted mellem ni og tolv minutter, et eksempel på, hvor meget man egentlig kan gemme mellem linjerne i produktioner, der er skrabet helt ind til benet. De politiske budskaber er meget diskrete, men hvis man virkelig giver sig tid til at lytte efter, bliver man præsenteret for en række potente, indignerede kommentarer til den amerikanske racisme-debat, som helst skulle efterlade lytteren bare en lille smule politisk agiteret.

Info: “Long Trax 2” blev udgivet på Smalltown Supersound i marts både som tre 12”-singler og en CD, der samler alle seks numre. Will Longs første udgivelse under eget navn, “Long Trax”, blev genudgivet på Comatonse Recordings i april.