Passive/Aggressive

Teguh Permana & Yngel – Utilregnelige og længselsfulde kompositioner fra dansk-indonesisk impro-gruppe

Kritik October 14 2019 , af emilgrarup

“Teguh Permana & Yngel” (Resonans Recordings, 2019) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

I 2018 mødte den københavnske guitarduo Yngel, dengang og nu bestående af Taus Bregnhøj-Olesen og Emil Palme, den indonesisk-sundanesiske musiker Teguh Permana i en lejlighed i Bandung, Indonesien. Resultatet af dette møde blev fire improvisationsstykker, der i juli i år blev udgivet som den selvbetitlede LP “Teguh Permana & Yngel” på Asger og William Kudahls Resonans Recordings. Tidligere har duoen også arbejdet med indonesiske musikere på albummet “Indonesia” (2018), så på nogle måder kan man se den nye LP i forlængelse af dette samarbejde.

Teguh Permana er en ung musiker, der har specialiseret sig i det sundanesiske strygerinstrument tarawangsa, der er centralt i den ceremonielle musikgenre af samme navn. Musikken praktiseres af de sundanesiske bønder i den indonesiske provins Vestjavas bjergområder som en del af en danseceremoni, der kredser om trancetilstanden og som sommetider kan vare op til et døgn.

Pladen består af de fire improvisationer “Hiji”, “Dua”, “Tilu” og “Opat” (en, to, tre og fire på sundanesisk), hvis længder strækker sig fra 3 til 16 minutter. De fire stykker er ligeså meget et studie i instrumenternes lydmæssige mulighedsrum, som det er et musikalsk værk. Konstant bliver man som lytter konfronteret med musikernes tilstedeværelse gennem brummende forstærkere, fingre, der glider over de elektrisk forstærkede guitarstrenge og den hvislende lyd af mødet mellem buen og strengene på tarawangsa’en.

Selvom resultatet af lignende eksperimenter med instrumenters mange smålyde oftest virker højlydte og aggressive, så er “Teguh Permana & Yngel” en meget afdæmpet plade. Instrumenterne bliver behandlet med en mildhed, der giver et dybere og mere præcist indblik i musikernes spillestil. Resultatet er et nærvær, der fremmanes gennem følelsen af, at man er helt tæt på musikerne, mens de udforsker mulighederne i deres egne musikalske frembringelser.

På trods af, at tarawangsa’en er fængende med sine længselsfulde melodier, forekommer de to elektriske guitarers rolle som akkompagnement mindst ligeså vigtig. Gennem sitrende akkorder skaber de to guitarer vedvarende droner igennem hele pladen. Lydene befinder sig det ene øjeblik langt væk og det næste helt tæt på, mens melodien svæver ind og ud mellem guitarernes langsomme og tålmodige udvikling. Nogle gange flyder de tre stemmer sammen, andre gange adskiller harmonierne sig markant fra hinanden. Her bliver mødet mellem den sundanesiske trancecyklus og den evigt søgende og rodløse improvisation helt tydelig. De tre musikere spiller aldrig mod hinanden, men vælger nogle gange at gå egne veje for at kunne udforske nye muligheder i de ellers simpelt opbyggede kompositioner.

Et højdepunkt på pladen er de første minutter af “Tilu”, hvor strygeinstrumentets enlige toner blander sig med den trafikstøj, der kan høres fra en nærtliggende gade. Her er det ikke bare sammenkoblingen af musiker og instrument, der står helt klar, men også det konkrete rum, som musikerne befinder sig i.

Musikken på de fire numre er ikke bare en traditionel indspilning af fire kompositioner. Det er ligeså meget optagelsen af en forening af tre musikere, der med forskellige musikalske tilgange forsøger at skabe et samlet hele. Resultatet er en taktil lytteoplevelse, der kombinerer længselsfulde melodier med instrumenternes utilregnelige smålyde.

“Teguh Permana & Yngel” blev udgivet som 12” den 8. juli på Resonans Recordings.