Western Skies Motel – Fri mønstermusik som en bro mod transcendensen (interview)
Af Mikkel Arre – foto: René F. Hansen
Der udkommer næppe andre danske plader i år, der lyder som ”Prism”, den første fuldlængdeudgivelse fra soloprojektet Western Skies Motel. Når jeg tør konkludere det, er det ikke, fordi René Gonzalez Schelbeck, der står bag Western Skies Motel, har fundet et helt særligt komplekst udtryk, som ingen vil kunne gøre efter. Tværtimod er det bemærkelsesværdige ved ”Prism”, at Schelbeck får enormt meget ud af et helt nedbarberet set-up: en akustisk guitar med en lille modifikation – og så ellers masser af tid.
Det strålende resultat er på én gang rolige og søgende kompositioner, hvor fingerspillede guitarmønstre glitrer og changerer, så betoningerne hele tiden varierer. Det er eftertænksom musik, der imidlertid aldrig bliver meditativ eller stillestående. Skal man trække paralleller til nogle samtidige musikere, er folk som James Blackshaw og Norberto Lobo gode bud. ”Prism” fremstår dog lidt mere åben og udforskende, hvilket måske hænger sammen med, at pladen i høj grad er improviseret frem.
Hele ”Prism” kan høres i SOUNDS, og nedenfor fortæller René Gonzalez Schelbeck om at komponere spontant, om at gøre guitaren til en harpe og om længslen efter at blive ramt af skønheden.
Tilbage i 90’erne spillede Schelbeck indie- og støjrock, men udviklede med tiden, hvad han selv kalder ”lidt af en lede ved rockmusikkens formler.” Derfor har han været væk fra musikken i mange år, og åbenhed og flydende genregrænser er nøgleord for Western Skies Motel-projektet.
P/A: En del af ”Prism” er komponeret spontant. Hvad indebærer det, og hvordan er indspilningerne foregået?
René Gonzalez Schelbeck: ”Setuppet til indspilningerne af ”Prism” var virkelig simpelt: to mikrofoner og en guitar. Min musik lader til at blive mere interessant, hvis jeg ikke arbejder for længe ad gangen på en komposition og bare lader mig rive med i nuet i en slags stream of consciousness.
Pladen er indspillet i fire lange serier, hvor ‘båndet’ fik lov til at rulle i et par timer ad gangen. Et par af numrene har jeg rodet med i en længere periode, men størsteparten opstod egentlig bare som mønstre og variationer i løbet af indspilningerne. Nummeret ”Different Paths”, som er én af mine personlige favoritter fra pladen, har jeg faktisk kun spillet den ene gang.”
P/A: Sammenholdt med din debut-EP, ”Reflections”, virker ”Prism” mere enkel og fokuseret med guitaren som absolut nøglepunkt. Hvad fik dig til at gå i den retning?
RGS: ”Jeg tror, jeg havde et behov for at udtrykke mig mere umiddelbart. Måske skal det ses som en modreaktion på et andet album, jeg har arbejdet på igennem en længere periode. Måske som en lidt romantiseret drøm om enkelhed og om at slippe for processen med at sidde og dreje på knapper og bekymre sig om tekniske detaljer. Indimellem kan det at indspille musik virke så løsrevet fra det at spille. Det kan let risikere at føles lidt konstrueret og kalkuleret. Det at skabe noget, der kan udtrykkes helt direkte gennem den fysiske interaktion med et instrument, har altid fascineret mig og på nogle måder repræsenteret noget meget ægte.”
P/A: Hvad inspirerede dig til at bruge den såkaldte 3rd bridge-teknik, og hvad betyder den for dit udtryk?
RGS: ”3rd-bridge-teknikken er simpelthen bare utroligt spændende. Den ændrer fuldstændigt dit forhold til guitaren som instrument. I virkeligheder skaber den jo guitaren om til en 12-strenget liggende harpe, der tvinger dig til at have en anden tilgang til instrumentet. For mig har det betydet, at jeg har arbejdet med at opfatte musik som mønstre snarere end mere præcist definerede tonerækker. Jeg har også leget med idéen om at tænke på guitaren nærmest som en arpeggiator på en synth. Altså dét at lade en begrænset mængde toner danne nogle små rytmiske figurer og forløb ved at variere accenter og placeringer.
Oprindeligt blev jeg introduceret for teknikken i en mere støjende og eksperimentel variant via Sonic Youths skruetrækker-trick og Glenn Brancas rablende dobbeltguitar, og jeg har selv rodet rundt med lignende støjeksperimenter. Lidt tilfældigt faldt jeg over det kinesiske strenge-instrument guzheng, som er bygget op på samme måde, og det fik mig til at eksperimentere med den akustiske guitar.”
P/A: I pressematerialet bliver der trukket paralleller til både flamenco og vestafrikansk musik. Hvis du ellers kan stå inde for de referencer, hvilken indflydelse har de to ting så haft på ”Prism”?
RGS: ”Klangen af 3rd bridge og nylonstrenge minder mig ganske enkelt om koraens. Jeg synes, den malineske musiktradition fortæller en historie om en kultur, hvor musikken (og måske kunsten som helhed) er dybere forankret og hænger mere grundlæggende sammen med et livssyn. En historie om en mere transcendent sammenhæng mellem emotioner og spiritualitet, som for en ugudelig vesterlænding som mig forekommer enormt ren og ubesmittet. Det er selvfølgelig en idyllisering, men jeg tror, at vi indimellem længes efter at rammes af kunsten og ‘det smukke’ uden den moderne civilisations forråede intellektualiserede filter. Nu skal jeg vist passe på ikke at lyde for newage, det er bestemt ikke min intention.
Mine egne rødder er halvt spanske, og i en leverpostejfarvet skandinavisk virkelighed kan jeg godt misunde mine sydlandske slægtninge deres mere synlige, men også mere ligetil temperament. Mit eget er nok mere introvert. Jeg må tilstå, at mit forhold til flamencoen ikke stikker så frygteligt dybt. Det er mest nogle rytmiske elementer, og en brug af åbne dronende strenge, som jeg har fundet inspiration i.”
Info: “Prism” er udkommet på det polske selskab Preserved Sound.
