Shitney – Seismografiske prøveboringer
Shitney ”Earth Core” (ILK, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Jordens kerne kender vi ikke. Teorierne om, hvad den består af, er forskellige. Nogle mener, den består af jern, måske lidt nikkel. Nyere teorier anslår, at den består af guld, platin og andre metaller. Så sent som i december sidste år fandt man ud af, at der flyder en 420 kilometer bred jetstrøm af flydende jern 3000 kilometer under jordens overflade. Den er næsten lige så varm som solens overflade. Men ellers kender videnskaben ikke meget til, hvad der ligger under Jordens skorpe.
Dette mysterium udforsker Shitney på ”Earth Core”. Når videnskaben fejler, må kunsten slå til. Gruppen starter med en tunnelboremaskine af pulserende rytmer – det kunne lyde som en natklub fyldt med kroppe i stroboskoplys og væske ud over det hele – og bruger den energi til at bore ned gennem jordskorpen til de efterfølgende ni seismografiske undersøgelser udført med saxofon, micro-guitar, keyboards og elektriske trommer i et elektro-akustisk kaos af genrer.
De tre gruppemedlemmer i Shitney har været aktive på den danske musikscene i adskillige år. Estiske Maria Faust med bl.a. Maria Faust Jazz Catastrophe og Maria Faust Sacrum Facere, danske Katrine Amsler med bl.a. Television Pickup og Tuba Dynamite, og svenske Qarin Wikström med bl.a. Kostcirklen, Sekten og Babakarej. Det er altså med en vis erfaring, de tre begiver sig ud i det håbløse projekt.
Eksperimentet med at male naturen i toner har været forsøgt tidligere i musikkens historie. Wendy Carlos malede de fire årstider hen over mere end 80 minutter på ”Sonic Seasonings”, Third Ear Band udforskede de fire elementer på ”Elements”, og Brian Eno udforskede forskellige landskaber på ”On Land”. I det hele taget spiller naturen ofte med på ambient- og new age-plader. Robert Richs gengivelse af regnskoven på ”Rain Forest” er et klassisk eksempel. Og der er et mønster her. Alle albums bærer konceptet i titlen. Således adskiller Shitney sig ikke, men hvis man satte ”Earth Core” på til en yogalektion, ville man få nogle meget viltre træer.
Shitney bevæger sig gennem Jordens grundstoffer. Først er det svovl, der lyder som æteriske droner, radiostøj, enkelte dissonanser, inden melodien fra et smykkeskrin med en dansende ballerina dukker op, omblæst af en saxofon. Menneskers minder og historier synker ned gennem jordskorpen. Derefter følger ilten, der er høje, abrupte, abstrakte lyde med saxofoner, som kører i hurtige, forhastede forløb, efterfulgt af hakkende droner og ustabile rytmer.
Shitney bevæger sig rundt mellem Jordens kerne og skorpe og rammer vekslende grundstoffer, der giver forskellige rytmer, bløde toner, skærende kontraster og summende droner af sig. Det er en levende organisme, det her. Og mennesket er sunket ned i det. Flere steder dukker uforståelige, mumlende eller skrigende stemmer op. I ”Carbon – Sulfur – Situ Ruttu” genlyder flere gange den estiske talemåde ”Situ ruttu, karu tuleb”, oversat: ”Skid hurtigt, bjørnen kommer”.
Dette virvar fortsætter i to til fire minutter lange numre, indtil Shitney kommer frem til de sjældne elementer, ”Siderophile Elements”, i jordens overflade: guld, kobolt, jern, iridium, nikkel, sølv, platin osv., der kræver knap 13 minutters grundig undersøgelse. Her troner primitive trommemaskinerytmer, mens abstrakte synthtoner roder i baggrunden, inden Amsler borer dybt med en freejazz-solo på microguitaren, hvilket frigiver krystalliseret synthtonestøj. Og da metallerne endelig er boret fri, opstår der ro. Svævende, ustabil sax, lavmålte støjdroner inden freden sænker sig fuldstændig med blød, blæst sax og æteriske kvindevokaler.
Shitneys prøveboringer gør mig ikke klogere på Jordens kerne. Den afdækker kun det naturlige kaos. ”Earth Core” er et janushoved med sine elektro-akustiske undersøgelser på den ene side og de menneskelige, drillende aflejringer i Jordens skorpe, kappe og kerne på den anden. Det sidste nummer ”Graphite; black, Diamond; clear” – de to værdifulde versioner af grundelementet kulstof, der ellers indgår i alle kendte livsformer – slutter af med noget, der lyder som skitser til et Jean Michel Jarre-nummer mixet med lydsporet til et arkadespil fra 1980’erne. Navnet Shitney lyder som et forsøg på at skabe retfærdighed for skraldtale om popstjerner på samme måde, som ghettodrenge i USA begyndte at kalde hinanden ‘niggers’ for at annullere ordets negative konnotationer. Intet er ligetil i Shitneys videnskab.
Info: ”Earth Core” udkommer 10. februar på ILK. Samme dag spiller trioen releasekoncert på 5e i København (RSVP). Dagen efter spiller Shitney (sammen med Probosci og Elena Setién) på TAPE i Aarhus (RSVP).
