Passive/Aggressive

August Rosenbaum & CTM – At bevæge sig inden i et værk (interview)

Feature June 3 2021
August Rosenbaum og Cæcilie Trier, foto: Ea Verdoner

Redigeret af Mikkel Arre

August Rosenbaum og Cæcilie Trier er velkendte skikkelser på den uafhængige københavnske musikscene som komponister og sangskrivere, instrumentalister og producere. Både i eget navn og som akkompagnatører har de fundet eget land et sted mellem det elektroniske og det nyklassiske, det improviserede og det komponerede. Nu er de sammen aktuelle med en ny LP og en kollektiv udstilling med kunstnerne Ea Verdoner og Lea Guldditte Hestelund på Copenhagen Contemporary, der fungerer som en totalinstallation af video- og lydværker, skulpturer, tekst, duft og dans – titlen er “Celeste”.

Et ambient lydspor skaber vibrationer i gulvet og leder publikum rundt imellem sten, syngende stemmer og klavertoner, mens en særligt sammensat duft hænger i luften. Centreret omkring et cirkelrundt krater ligger en række skulpturer i sten på det bløde gulv. Den sanselige totalinstallation fordrer et horisontalt perspektiv med sine skulpturer og kroppe i liggende positioner på gulvet. “Celeste” insisterer på sin egen tid og eget perspektiv og understreger den enkeltes forbundethed til andre og andet, lyder det i udstillingsteksten.

LP’en “Celeste” udkommer på posh isolation og består af i alt 12 suiter. Det kan ses som et soundtrack, men fungerer også som et rum i sig – afgrænset af August Rosenbaum og CTM på piano, cello og vokal, og med feltoptagelser og samples af elementer fra udstillingen, der er bøjet og strukket ud i en rumlig produktion, i øvrigt co-produceret af Malthe Fischer.

Første nummer fra albummet “Even If” udkommer i dag.


P/A: Hvordan er musikken til “Celeste” komponeret og produceret, som gør, at den passer ind i et samlet værk af skulptur, performance og video på et museum?

AR: “Det, at musikken er opstået i ligeværdig samtale og proces med Ea og Lea (Verdoner og Guldditte), og værkets andre formgivninger; koreografi, rumlige greb og skulptur afspejles også i måden, albummet er optaget på. På en måde er hele processen indlejret i albummet. Dele af musikken er optaget på iPhones, fordi idéer er opstået impulsivt i et prøvelokale til en koreografi, og andre er optaget mere forkromet i et studie, fordi de kaldte på en mere intentionel og hi-fi-forløsning af en gennemkomponeret idé. Andre dele af albummet er improviseret frem med akustiske instrumenter i en kælder, og andet er skabt ud fra “fundne” lyde såsom stenene, der går igen som ID’er i værket, som cirkulære skrab med en mejsel mod sten, men også som behandlede stenlyde, der bliver til korstemmer eller strakt til lavfrekvente underlag. De forskellige tilgange og spændet mellem kvaliteter er blevet et tema på albummet, som også spiller en rolle i installationen – der fremkaldes både øjeblikke af klarhed og mere slørede møder, lidt ligesom at bevæge sig igennem et landskab eller et rum.”

CT: “Musikken er skrevet sideløbende og i samspil med tilblivelsen af rum, objekter og bevægelse i det kollektive værk. Der er den centrale cirkulære bevægelse, idéen om et objekt, der både kan bæres som opbevarer og som beskyttelse, opsamlingen af et stof som væves ind i det fælles udsagn eller undersøgelser med fire individuelle stemmer. Det startede med samtaler omkring et bord, vandrende i en park med mundbind i vintervejr, vi spillede computerspillet “Celeste”, vi læste litteratur og lyttede til musik sammen og så film og talte om, hvad der føltes vigtigt at tale om; hvad fællesskabet kunne og ville. Og det blev i høj grad en fælles undersøgelse af tilstande; observante og sansende tilstande, hvor sammenhænge og strukturer toner frem imellem de forskellige elementer, som findes i rummet.

Der er også det åbenlyse, at Lea Gulddittes stenblokke, som siden blev hugget til skulpturerne, er involveret i vores lydoptagelser, så stenene har fået karikerede/manipulerede stemmer i kompositionerne.”

P/A: Er der nogle særlige rumlige eller filmiske hensyn/potentialer i den musik, I arbejder med i en sådan sammenhæng?

CT: “Der er en undersøgelse af det specifikke rum, “Celeste” finder sted i, men også en række andre rum etableres. I musikken veksler vi mellem at belyse de rum, som vi faktisk har optaget i, og de rum, som repræsenteres ved fremstilling – båndets bearbejdede og tidslige rum, de digitale rum, stofligheden i det digitale og i det analoge. 

Og i høj grad synes jeg, det blev som en konversation mellem August og jeg, hvor vi hver især undersøgte tid, som horisontal og vertikal idé i musikken, og musikkens muligheder for at udvide den oplevede tid. Inspireret af bl.a. Gertrude Steins tekst (“Orta eller en der danser”, red.) som uden kronologi og med ufattelig mange gentagelser, som alligevel aldrig helt er identiske, nærmest opløser den narrative tidslinje. Eller Morton Feldmans undersøgelser af taktilitet, af den oplevede tid i en harmonisk progression, som ikke holder, hvad den lover.”

AR: “For mig skiller processen omkring “Celeste” sig også ud ved, at netop hensyn og potentiale bevæger sig alle veje imellem elementerne og de involverede kunstarter – jeg synes, vi har forsøgt at oppebære en form, hvor fx en koreografi, der er bygget op omkring en spiralerende akse, kan bløde ud i en konkret måde at forme et rum på og videre kan påvirke et musikalsk system, der så kan skabe nyt indhold til rumligheden og bevægelsen. Noget af det, vi har villet, var, at ingen elementer “akkompagnerer” eller viger tilbage for hinanden, men snarere deler værdier, der gør dem i stand til at fortælle forskellige dele af en historie eller bære forskellige sider af en betydning. Det gør, at fx musikken føles som et konkret, rumligt værktøj nogle gange, selvom den måske reelt set er kogt ned til otte gentagelser af en akkord eller en unison melodi. Jeg tror, at især kredsløbet mellem elementerne står tydeligt frem i de live performances, der er i installationen. Hér føles det ret konkret, hvordan musik, rum, skulptur og kroppe kredser om hinanden og på sin vis også understøtter hinanden uden at blive underlæg eller vige tilbage for hinanden.”

CT: “Min oplevelse er, at musikken har elementer, som er koder til tidligere tiders musik og teknik, og kontemporære koder også – i en sløret sammensætning der på en måde minder om hukommelsen, det slørede og det klare, som altsammen former mødet med verden. Historien og forståelsen af verden, som er indlejret i blikket, og nødvendigheden for at nuancere og omskrive den historie, for forhåbentlig at kunne forme en mere retfærdig verden. Den sensibilitet, åbenhed og interesse for det omkringværende, og for at afmaskere det, vi mener at forstå. Det er måske mere en og mange tilstande, der forsøges at fange med musikken, mere end det er udsagn. Altså i al ydmyghed, billeder på sammenfiltringen af fortid og nutid, illusioner om retfærdighed og sandhed, bevidsthed og ubevidsthed, der former tilstedeværelsen.”

P/A: Udstillingskataloget indeholder en spændende formulering om jeres fælles værks intention: “a poetic and philosophical meditation on value and runaway existential motifs and one starts to understand the themes around temporality and anthropomorphism”. Jeg kan godt se, at der er temaer om det forsvindende og det forandrende i både musik og i Leas skulpturer (som er de eneste, jeg kender). Vil I sætte nogle ord på, hvad der menes med “meditation on value”, og om man som lytter vil kunne opleve/forstå dette?

CT: “Min opfattelse er, at vi arbejder med antropomorfisme (betegnelse for det at give et væsen, en gud eller en genstand menneskelige egenskaber, red.), og som de mennesker, vi er, udøver vi det jo mere eller mindre bevidst hele tiden. Helt konkret i de lag af kompositionerne, der involverer stenene. Og det har været et emne, vi har talt om og hver især reflekteret over gennem hele processen. For eksempel hvordan man prøver at give materialet plads til at tage form og samtidig manipulerer med det, hvad end man gør. Hvordan værdi og mening indlejres, indlæses eller afmonteres af os, der kigger, lytter, prøver at forstå det store andet.

Det er ligesom, de ansigter man går og ser alle vegne, hvis man først går igang med at lede – i månen, i toastbrødet, pludselig ligner bilens køler et ansigt og så videre, den tendens i os, parafraserer vi over i musikken – de imaginære identifikationer i mødet med stenene, med duft, med lydene, alle sansninger. Det hjælpeløse og lidt komiske i, at vi undersøger materialer og møder det andet, altså alt det vi ikke forstår. Mennesket ser alligevel hele tiden sig selv i en eller anden afspejling. Hvad er en sten for en slags væren? Man får fornemmelsen af, at den har en helt anden tid indlejret; den er bestandig, og vi er flygtige, den er på en måde meget mere til stede. De karikerede løsninger på, hvad det store ‘andet’ er.”

P/A: Vil I også sætte nogle ord på, hvad de 12 performances vil rumme? Er det dans, score, video, en koncert? Og bevæger man sig rundt derinde?

CT: “Det er selvfølgelig svært at sige, hvad det bliver for en oplevelse for folk, men man kan sige, at der er en opfordring til at opleve sammenhængen mellem elementerne, som taler hver for sig i det samme rum. Alt hænger sammen, men måske ikke i en kronologisk forestilling om et forløb. Men der er bevægelse, lyd, en scenografi og objekter, og oplevelsen vil i høj grad være éns egne sanseindtryk og villighed til at mærke fortællingen eller strukturerne i rummet.”

AR: “Som publikum bevæger man sig frit rundt, så man kan både “besøge” en skulptur og måske vælge at blive i en zone og ikke følge med videre i forløbet. Det er vores intention, at publikum og performere opleves ret sidestillede i oplevelsen, og værket søger ikke nogen grov konfrontation med publikum, men forsøger nok snarere at invitere folk til at finde måder at være i og omkring elementerne i rummet på. Performancen er inddelt i tre akter, men det er ikke sikkert, det fornemmes før efter at have oplevet helheden eller ved næste besøg. Den rummer både lydlige og arkitektoniske kortlægninger af rummet, live-koreografi, live-musik fremført af os, og så bruger performancen også tid på at tilbyde folk at tage egne afstikkere i forløbet og opleve noget forskelligt, alt efter hvor man lægger sit fokus.”

Info: “Celeste” udkommer den 25. juni på posh isolation. Udstillingen åbner 30. juni og kommer til at omfatte i alt 10 performances med August Rosenbaum, Cæcilie Trier og Olivia Riviere i løbet af de kommende måneder.