Passive/Aggressive

Battles – En lufttur i den store bouncende genretrampolin

Blog October 1 2015, af mikkelarre IHaveBattlesInMyLife

Af Mikkel A. Kongstad

Battles’ nye album er en storslået genfødsel og samtidig årets ultimative manifestation af, hvor langt vi – via teknologiske landvindinger – er i stand til at skubbe det musikalske udtryk ind i fremtiden og ind i kroppen som en android kærlighedsrytmik-chip.

Efter den svære toer, ”Gloss Drop”, hvor bandet tydeligvis søgte at genopfinde sig selv, har “La Di Da Di” nu ramt os. Et album, hvor netop genopfindelsen sker i kraft af en genetablering med bandets egne musikalske rødder. Battles er først og fremmest musikalsk udforskning og genrenedsmeltning via en løssluppen insisteren på at anvende analoge virkemidler side om side med elektro- og MIDI-manipulationer til at redefinere musik, som du kender det.

Helt i tråd med alle de musikalske innovatører fra kraut-, electro-, afro- og mathscenen, hvis skuldre Battles anvender som trampolin til at bounce samtlige retninger op på et helt nyt niveau. Battles er vendt tilbage til den lydteknologiske og rytmiske legeplads, der blev bygget op på de to debut-EP’er og den første LP, “Mirrored”. Nyeste tilføjelse er Ian Williams’ Ableton Push, der bruges til at skabe MIDI-manipulerede electro-bølger, der fungerer som rastløse loops under konstant udvikling og er direkte medvirkende til at give musikken et konstant pulserende liv.

Det her er et caribisk Oneohtrix Point Never med Mars Voltas muskler og Dieter Moebius’ sjæl. Det her er lyden af en ny menneskeskabt verden, der manifesterer sig lige midt i mellem os og påpeger, at uanset om vi er til rock, electronica eller pop, om vi er fra New York, Tokyo eller Lagos, så er vi alle en flok robotter, der bare skal huske at fucking nyde, at vi er blevet i stand til at føle og mærke verden! Ud i dagen med dig og nyd den, tag en Battles-svingom med en medrobot!

Info: “La Di Da Di” udkom i slutningen af september på Warp Records.