Dancer – En psykedelisk kobradans
Dancer “1” (Mastermind Records, 2020) – pladeanmeldelse af Rasmus Søndergård Madsen.
Den nye Aarhus-trio Dancer, bestående af Nikolaj Heyman på guitar og orgel, Jakob Buchanan på trompet og Thomas Eiler på trommer, giver på sit debutalbum en improvisatorisk tur rundt i moderne jazz. De tre har afsæt i vidt forskellige baggrunde, som spænder over alt fra lyrisk ECM-jazz, vidtfavnende rockproduktioner og storslåede orkesterværker til hårdtslående impro- og avantgardejazz.
Et cover er en essentiel del af enhver udgivelse, og her er det et flot serigrafi af Zven Balslev bestående af fire farver, der tegner en rød, svævende kobraslange med lilla konturer. Slangen svæver på et blåt mønster med limegrøn baggrund, der leder tankerne hen på et psykedelisk batiktryk. Den svævende røde kobraslange og batiktrykket komplementerer musikken rigtig fint, da stemningen og lyden er svævende, varm og fugtig, men også støvet og tør. Ligesom nogle af de områder af naturen, hvor kobraslanger kan findes.
Albummet indledes af et legende samspil mellem guitar og trommer, som kort tid efter tæmmes af en sfærisk trompet. Men her er det mere stringent og stilistisk, med en lyd og stemning, der bevæger sig hen ad de mere stille stykker på Miles Davis’ legendariske soundtrack til “Ascenseur pour l’échafaud”. Selvom det er tæt på, så er det også langt fra. Det svæver nemlig ikke kun som den blågrå cigaretrøg i en sort-hvid fransk film. “Dancer” svæver også som et hallucinerende trip i et støvet ørkenunivers med ildrøde og giftige kobraslanger, der smyger sig ved fødderne af et trippende menneske, alt imens farvede dråber glider over lærredet som psykedeliske flydefarver på en overheadprojektor. Et både godt og dårligt trip. Vi reddes af trompeten, der skaber en vis orden i kaos.
Og kaos er præcis, hvad trommespillet også kan på denne plade. Det kan lede tanker hen på Atsuo Mizunos hidsige, hurtige og tilsyneladende tilfældige slag i Sunn O))) og Boris’ mastodont-samarbejde “Altar” fra 2006 og til tider også Oren Ambarchis vanvidstrommer på Gravetemples besatte psykoseplade “Impassable Fears” fra 2017. Det kan synes som et underligt trommespil til den blågrå cigaretrøg, og det udvikler sig også hurtigt til det både fortabte, men svævende psykedeliske ørkenlandskab i en sær form for symbiose.
Alt dette komplimenteres af en guitar og et orgel, der kan synes tilbagetrukket, men som er en mindst lige så vigtig spiller i dette underfundige og uhyggelige lydlandskab. Guitaren stiller sig nogle skæve steder i lydbilledet og agerer af og til en rytmisk baslyd, der giver en god bund og helhed. Hvis guitaren er en hjørnesten, er orgelet en slutsten, der fuldender hvælvingen.
Det fungerer særligt godt, når trioen spiller på samme tid på den knapt tre kvarter lange plade og viser et helt særligt samspil: Når de folder sig ud og lader kobraen danse.
Info: Dancer “1” er ude nu i et begrænset vinyloplag på det aarhusianske pladeselskab Mastermind Records.
