Dokumentarisk Agenda – Node for rå elektro-akustisk båndmusik (interview)
Af Simon Christensen
Bag navnet Dokumentarisk Agenda gemmer sig en enkeltmands koncert- og labelvirksomhed, der står bag koncerter med blandt andre Nate Young, Concern, Keränen, Grouper, samt noise, concreté og andre afarter af elektroniske udgivelser med amerikanske, italienske, svenske og egne projekter som Lettera 22, Sewer Election, Alleypisser (stoppet) og Knækkede Stemmer. Og hvad lige så interessant er; at indgå i et distro-netværk over det meste af verden med mikrooplag af kassettebånd. Mikkel Rørbo introducerer os til en del af agendaen.
P/A: Hvad er historien bag navnet dokumentarisk agenda, og hvad er det med dine øjne, der er sket omkring industrial scenen der er værd at dokumentere?
Mikkel: Helt grundlæggende for Dokumentarisk Agenda er det præmis, at det ikke kun er industrial scenen, som er værd at dokumentere – så det er jo et godt sted at starte. Hele pointen for mig, da jeg startede mit label, var at dokumentere, hvad jeg så som en rød tråd igennem en langt bredere og udvidet forståelse af eksperimental musik. Netop et forsøg på at gå udenom den niche dannelse, som er så udbredt indenfor undergrunds musik og kultur. Det er klart, at der er et vist udtryk, som på en eller anden måde går igen med de kunstnere, jeg har udgivet, men ende resultatet har tit været vidt forskelligt.
Så helt grundlæggende er det ikke, fordi der som sådan er ”sket noget”, som jeg vil dokumentere, men nærmere at jeg ville ændre den dokumentationsretning, som jeg så mange andre omkring mig fulgte.
Hvordan vil du betegne den musik, du beskæftiger dig med? Og kan du afklare, hvad dokumentationsretning betyder – undskyld, jeg forstår ikke, om der er en kobling mellem labelets titel “dokumentarisk” og den musik, du beskæftiger dig med?
Som label, helt enkelt: eksperimental musik. Mere behøver det egentlig ikke udspecificeres – det ville gå imod pointen om, at undgå en bestemt niche. Samtidig kan jeg ikke ligefrem komme udenom, at det ikke er vitterligt ”let tilgængelig” musik, så ”eksperimental” må dække over det. Med dokumentationsretning, mener jeg helt simpelt, at den retning eller den måde, jeg ville dokumentere og kuratere musik på, skulle være anderledes og have sit fokus et andet sted, end den jeg så andre labels omkring mig gøre det.
Hvad er (forskellen på) dine egne personlige projekter, Alleypisser og Knækkede Stemmer, og hvilke lydlige elementer udforsker du?
Knækkede Stemmer er egentlig i bund og grund udviklingen af Alleypisser. Jeg bestemte mig for et års tid siden for, at afslutte projektet Alleypisser, da jeg ikke kunne forlige mig med de associationer, som var begyndt at følge med navnet, og da jeg havde ændret den lydmæssige fokus en del siden projektets start. Projektet var også blevet en del mere ”personligt”, så det var på tide med en ændring.
Knækkede Stemmer (og Alleypisser før det) var i det store hele orienteret mod en art meget rå elektro-akustisk båndmusik. Et arbejde med forskellige feltoptagelser, behandlet arbejde og optagelse af akustiske (og syntetiske) objekter og instrumenter, ting i den retning, som jeg på en eller anden måde prøvede at give en afskallet og fragmenteret konceptuel kontekst. De nyeste Knækkede Stemmer udgivelser (senest en LP på det svenske selskab Järtecknet) bevæger sig afgjort også i det univers, men på mere konkret og fokuseret måde.
Det spændende ved navneskiftet er så til gengæld også, at det kan åbne op for nye måder at arbejde med lyd og nye lydmæssige udtryk. Det var så at sige også en mulighed for at komme ud af det hjørne, jeg havde malet mig selv op i. Om jeg så formår at komme ud af det vil fremtiden vise.
Hvad er tanken bag at lave shows som dokumentarisk agenda, hvad vil du opnå eller rettere, hvad bidrager du med?
Jeg har i forskellige konstellationer arrangeret koncerter siden 2005 eller 2006, så det virkede ærligt talt bare meget naturligt, at fortsætte det arbejde under dét navn. Hvad er kurateringen af koncerter, hvis ikke dokumentarisk, kan man vel næsten sige? Jeg bidrager meget simpelt med dét, at jeg sørger for, at folk får chancen for at se interessante kunstnere udøve deres kunst, som de ellers ikke ville have haft mulighed for.
Hvad kan man forvente sig i fremtiden af udgivelser?
Der udkommer ganske snart et par nye udgivelser på Dokumentarisk Agenda; maskinel monotoni-dyrkende musique concrète fra Orquere fra Sverige, en koncept udgivelse baseret på minimale rumoptagelser til bånd fra italienske Kam Hassah og et meget limiteret oplag af rå skitser fra Alleypisser (det bliver så til gengæld også, endelig, den sidste udgivelse med projektet).
Du har turneret i udlandet og udgivet en række svenske kunstnere også. Hvad er vilkårene for at lave den slags musik, du laver – og hvordan er samhørigheden mellem den elektroniske/eksperimenterende/industrialscene i Europa?
Jeg har udgivet en enkelt svensk kunstner (Sewer Election) før båndet med Orquere, men har derudover lavet udgivelser med amerikanske, italienske, schweiziske og danske kunstnere. Som jeg også lidt tidligere pegede imod, så er der en vis fragmentering i forhold til niche dannelse, men det er jo helt ærligt en relativt lille skare af mennesker, alt taget i betragtning, som er involverede, så der er et sammenhold og støtte at finde stort set over hele verden. På trods af, at nogle få noise/industrial/eksperimental musikere har haft en smule crossover succes den sidste tid, så er det ikke fordi, den her type musik er noget, man kan regne med at blive rig og berømt af – det kan man vist lige så godt slå fast – så det er tydeligt, at det er en kultur, som i høj grad er drevet af passion og dedikation.
Er der et europæisk/internationalt netværk af undergrundslabels efter din opfattelse? (Nu kunne jeg se, at du havde sat en tour op i Italien fx. på Coda Lunga) og udveksler du udgivelser med andre labels?
Det er egentlig meget let at svare på, for det er der da bestemt. Nu bruger du Coda Lunga som eksempel, men det er faktisk den italienske kunstner Nico Vascellaris projektrum og galleri, ikke et label, så i den forbindelse kan man sige, at der er et internationalt netværk af kunstnere, labels, kuratorer, organisationer, foreninger etc. etc. Det er både et netværk, som selvfølgelig udveksler udgivelser og så videre, men ligeså meget et netværk af folk med en passion for lignende ting, hvilket selvfølgelig er hjælp i forbindelse med koncerter.
Hvad er dine tanker omkring mikrolabels, små labels, og den udveksling af kassettebånd og andre udgivelser, såvel som udveksling af venskaber og “gaveøkonomi” på den scene?
Igen er det jo et tegn på netop den passion, som i høj grad driver mange undergrundskulturer. Det er klart biprodukt af ”do it yourself” tankegangen – det er blevet muligt for stort set alle og enhver at drive et label. Man kan på den måde skabe alternativer til den gængse tankegang, og den tydeligvis uddaterede model som major labels er baseret på.
Man kan selvfølgelig også som modargument sige, at netop fordi alle kan drive et selskab, så udvander og overmætter det musikkulturen. Den kan dræbe kvalitetsforståelse. Jeg synes dog, at det er mere spændende at se det, som en bevægelse, hvor man før havde en klar opdeling i skabere og forbrugere, hvor alle nu har mulighed for at være skabere i en eller anden forståelse. Den seneste tid har der også været en del tale om, hvordan den elektroniske musik er gået hen og blevet den moderne (vestlige) verdens ”folkemusik”, netop fordi der er en adgang til det for stort set alle, og man derfor kan se nærmest en overflod af kreativitet, som undergraver den passive forbruger tankegang – den diskurs kan selvfølgelig overføres på ”do it yourself” kultur og netop små labels og bytte/gaveøkonomi. Kulturen og de produkter som skabes af den kan, så at sige, få et ansigt på den måde. Det er spændende, selvom der selvfølgelig er langt flere facetter, som også kan overvejes, i den diskussion.
Info: Dokumentarisk Agendas website for overblik over koncerter og udgivelser.
