Festival of Endless Gratitude – Internationale outsidere, familiære åndsfæller og fuldt program til FOEG 10
Af Simon Christensen
Den 10. udgave af kunst- og musikfestivalen Festival of Endless Gratitude flytter tilbage til Remisen på Enghavevej med et velkurateret program af relativt sjældne danske og internationale optrædende. Med ni dage til festivalstart er arrangørerne klar med fuldt program, hvilket nærmer sig en ny rekord. Det betyder også, at den frivillige arrangørgruppe (Hovedstolen) i ti år har beriget den københavnske scene med New England-freefolk, kontinental krautrock, støjende singulariteter, techno, jazz og alskens forgreninger af eksperimenterende kunstmusik. Undervejs har det også medført venskaber med ligesindede, musikalske outsidere (såsom Ron Schneiderman, Cameron Stallone, Lorenzo Senni m.fl.).
I kategorien internationale ikoner finder man i år den 77-årige tyske instrumentbygger, improvisator og krautrock-inspirator Limpe Fuchs (udgav i mange år musik under navnet Anima Musica med Paul Fuchs), der tidligere på året gav en efter sigende fortryllende koncert på Fanø Free Folk Festival. Den amerikanske komponist og guitarist David Grubbs, som man vil kende fra avantrock-trioen Gastr Del Sol med bl.a. Jim O’Rourke i 1991-1998, har optrådt med Will Oldham, Pauline Oliveros og Tony Conrad. Han underviser i kompositionsteknikker på Brooklyn College og er et eksempel på, hvordan teori og energi kan mødes i virtuos freeform og ‘minimalistic guitar’ – og David Grubbs er sideløbende fortsat med at udgive en strøm af solo- og duoplader frem til i dag.
Et tredje hovednavn er den amerikanske singer-songwriter Dave Bixby, der udgav den exceptionelle loner folk-lp “Ode to Quetzalcoatl” tilbage i 1969 som en spirituel vækkelse efter års LSD-misbrug og i 1970 “The Second Coming” med bandet Harbinger. Efter mange års tilbagetrukket virke er Bixby på vej med en ny plade og dertilhørende koncerter i Danmark og UK. Læs også Mads Peder Lau Pedersens uddybende portræt af Dave Bixby her.
Af andre internationale gæster nævner Festival of Endless Gratitude så genremæssigt forskellige navne som The Exorcist GBG, Cantenac Dagar, Chris Meinst, Hekla, Al Doum & The Faryds, hurdygurdy-trioen France, noise-musikeren Lucas Abela (alias Justice Yeldham), den Nyege Nyege-relaterede ugandiske DJ Kampire og den foranderlige italienske Jooklo Duo, som opholder sig i København i 14 dage for at give koncert i forskellige konstellationer og indspille nyt med saxofonist Mette Rasmussen. Dagen før den egentlige festivalstart kan man desuden opleve Mike Cooper, Marisa Anderson og Maitres Fous.
Ligesom Jooklo Duo og Cantenac Dagar byder den 10. udgave af festivalen også på genhør med flere danske musikere, som har været med til at tegne festivalen i de seneste år. Under navnet “>æ” (større end Anden Enhed) uropfører Michael Mørkholt og Andreas Pallisgaard et værk skrevet til FOEG’s kvadrofoniske lydsystem med internationale musikere fra programmet. Mythic Sunship samler et forvokset band under navnet Astral Family uden nærmere persondetaljer, og et kollektiv omkring Mayhem-metallens øvelokaler præsenterer under titlen Korpsånd en times intensiv musik fra den berømte/berygtede Tour de Garde-kompilation af samme navn.
Derudover kan man opleve tyst, guitarbaseret americana af Bona Fide (Sofia Luna, Emil Palme), psykedelisk ambienttechno fra Tettis Hexer (Jens Aagaard), meditativ rock fra Brother Magnus (Aftenrutine), den Berlin-bosatte Misantrop (Nicolai Vesterkær Krog), modular synthesizer-extravanganza med Simon Littauer og trioen Andrea Novél, Cæcilie Trier og Emil Elg, der netop har udgivet kassettebåndstidsskriftet Windows Gateways Bridges.
Info: Her er det komplette line-up til Festival of Endless Gratitude 2018, som finder sted den 20.-22. september i KBH Volume. Der er fortsat billetter til salg her.
Limpe Fuchs
Jooklo Duo & Mette Rasmussen
The Exorcist GBG
Lucas Abela
France
David Grubbs
Cantenac Dagar
Al Doum & The Faryds
Dave Bixby
Hekla
DJ Kampire
Chris Meinst
Andrea Novél, Cæcilie Trier og Emil Elg
Bona Fide
Brother Magnus
Korpsånd (koncerter med Ærekær, Jordslået, Fanebærer, Lesion, Grifla da la Secta)
Simon Littauer
Misantrop
Mythic Sunship Astral Family
Tettix Hexer
>æ
Lucas Abela’s Fort Thunder (installation)
I U WE (installation)
Fazakas and Wappler (installation)