Passive/Aggressive

Help Recordings – Kantet klubmusik til hjemmeaftener og udødelige nætter

Blog May 8 2015 help

Af Alexander Julin

Det elektroniske label Help Recordings blev etableret tilbage i 2014 af Tobias Sachse og brødrene Milan og Natal Zaks, der længe har rumsteret med et utal af projekter i og uden for hjemstavnen Aarhus. Efter en række specialudgivelser samt debutudgivelser med projekterne Lester (der består af de tre bagmænd fra Help) og Central (N. Zaks) er selskabet i øjeblikket aktuelt med sin første LP-udgivelse, “A Compilation of Relevant Material“.

Opsamlingen præsenterer numre af Lester, Central, Love Letters, Sports samt to anonyme kunstnere og spænder musikalsk mellem rendyrket house og techno og en mere udfordrende tilgang til genrerne. På nummeret med Sports tager Milan Zaks udgangspunkt i tidlig house, men tilsætter det bestemt også en nytænkning både i struktur og viderebearbejdning af lydbilledet, hvor den skæve og skarpe trommerytme på uforudsigelig vis galopperer derudaf og samtidig står i markant kontrast til nummerets ellers repetitive, fyldige og boblende melodi. De intuitivt modstridende elementer ender således på overraskende vis med at komplimentere hinanden. Under navnet Central sigter Natal Zaks mod en mere eksperimenterende indgangsvinkel til det, han selv kalder en “demobilisering af et klubbet udtryk”. Help er, hvilket deres seneste udgivelser også i allerhøjeste grad demonstrerer, “rettet mod at udgive kantet klubmusik for både dj’s og hjemmelyttende”, som de selv formulerer det.

Mens Help udpeger kollektiver og labels som Sex Tags, Mood Hut og Gescom som praktiske inspirationskilder, har de lydmæssigt ladet sig inspirere af idéen om et sted mellem det retrospektive og innovative samt klubben og værelset. På “A Compilation of Relevant Material” er denne grundtanke tydelig: Både de enkelte numre og udgivelsen som helhed formår at ramme en polyfon følelse af den unge nats udødelighed og hjemmets introverte lune med lige stor kraft. Samtidig antyder de forskellige numres form og udtryk både en genredyrkelse og ikke mindst en udfordring af denne.

Info: “A Compilation of Relevant Material” er ude nu. Help Recordings har adskillige udgivelser i støbeskeen, hvoraf en af dem er en 12” med Love Letters.