Lars Bech Pilgaard – Improviserede traditioner
Lars Bech Pilgaard – “Folklórica” (momeatdad records, 2024) – anmeldelse af Martin Funder. Foto: Final Descent
Ved at file på folkemusikkens skarpe traditioner træder Lars Bech Pilgaards seneste album, Folklórica, ind i grænselandet mellem improvisationen og tradition. Pilgaard har spillet i et hav af forskellige bands, men på hans nye abstrakte og repetitive album står han fuldstændig alene med strengene. Intet band, kun strenge. Et vindblæst og nøgent eksperiment der resulterer i det, man muligvis kan kalde Pilgaards mest udfordrende album.
Folklórica er et udpræget simpelt album der, med undtagelse af banjo, udelukkende er instrumenteret med guitar. Strøget guitar, præparatet guitar, elektrisk guitar og banjo – strengeinstrumenter som alle bidrager til den enkle og abstrakte lyd. Albummet spænder over helt simple luftige numre og tunge fuzzdroner, og Pilgaard formår at skabe en bred pallette af klange, der ofte minder om violiner, sækkepiber eller orgler. Det er knirkende og fragmenteret, og de strøgne og præparerede guitarer er ofte skingre og disharmoniske.
“Hvert nummer lyder på den måde som en gammel sang, man har hørt i mange forskellige versioner.”
Folklórica er ledsaget af en dokumentar, skabt af Mathias Winther Kjeldsen og Pilgaard selv. I filmen ser vi Pilgaard arbejde både i studiet og i naturen, og hans guitarspil er som en dialog med de mange strenge. Filmens flotte billeder af vindblæste kyster og Rudolph Tegner skulpturer, understøtter albummets skinbarlige og abstrakte lyd, og de få monologer giver et glimt af tankeværket bag albummet: “Jeg prøver at bruge nogle af de egenskaber jeg arbejder med inden for improvisationen, så improvisationen bliver en slags brobygger mellem de her dybe arkaiske traditioner, og så mit eget mere flippede rodløse sted.” Hvert nummer lyder på den måde som en gammel sang, man har hørt i mange forskellige versioner. Som en historie man tror, man kender slutningen på, nu med en grad af impulsiv famlen der gør musikken både dugfrisk og underligt genkendeligt.
For mig begyndte Folklórica for alvor at åbne sig, efter jeg havde oplevet Pilgaard spille til release koncerten d. 16/9 på Metronomen. Koncerten gav musikken et fysisk og vedkommende udtryk, som føltes helt naturligt til de enkle og langstrakte numre. Guitarerne blev flere gange stemt om i knudrede tuninger, som selv Pilgaard havde svært ved at huske, hvilket understregede, at det virkelig var fysisk og levende musik, man var vidne til. Da jeg så Pilgaard skifte fra ambiente guitar flader, og videre til stryger guitar, banjo og præpareret guitar, fik de mange klik, knirk og klonk en særlig plads i musikken, og det var efterfølgende langt nemmere at danne en personlig relation til albummets abstrakte lyde. At se Pilgaards hurtige fingre og hvor de mange skæve toner kommer fra, var for mig et bevis på at selv et så mytisk instrument som guitaren, stadig kan strække sig i nye og ukendte retninger.
Da Pilgaard gik på scenen og sagde at han ville spille et sæt af ukendt varighed, gik det op for mig at koncerten var mere end en liveopvisning af albummet. Det var en koncert der strækkede sig mod improvisationens nyskabelser, og albummet blev i lyset af koncerten “bare” et øjebliksbillede af de særegne teknikker som Pilgaard har udviklet. Et fuldstændig formidabelt øjebliksbillede vel og mærke, men forskellen mellem album og koncert sætter spørgsmålet om improvisation i et interessant lys. For vil enhver improvisation ikke altid være koblet sammen med en vis form for forberedelse? Og vil det spontane ikke altid være betinget af dets rammer, om det så er album eller koncert?
“Hverken traditionen eller improvisationen er målet, det er derimod dialogen mellem statuerede traditioner og improvisationens flugt fra det skrevne.”
Da filosoffen Jacques Derrida i 1997 interviewede freejazz pioneren Ornette Coleman, kom samtalen naturligvis ind på forholdet mellem det skrevne og det improviserede, og Derrida sammenligner improvisation med det at læse. Enhver læsning vil altid skabe noget nyt, men samtidig vil det at læse altid være betinget af det skrevne. På samme måde vil improvisationens nyskabelser aldrig fuldstændig undslippe de strukturer der forudsætter og omgiver den, og rendyrket improvisation er for Derrida umuligt. Men Derrida argumenterer samtidig for at efterstræbe det umulige ved improvisationen, og på samme måde bruger Folklórica denne forhandling om skellet mellem tradition og improvisation, som et afsæt til at skabe noget helt nyt. Hverken traditionen eller improvisationen er målet, det er derimod dialogen mellem statuerede traditioner og improvisationens flugt fra det skrevne.
Som en klar forlængelse af Pilgaards mange udgivelser står Folklórica som et forsøg på at vriste det traditionelle fri og skabe nye muligheder for musikalsk udvikling. Dets skinbarlige enkelthed udvikler sig i en eksplosion af retninger og er i den grad et grænseforstyrrende album, der skaber en helt frisk tekstur til gamle støvede traditioner. Folklórica gør det klart, at Lars Bech Pilgaard er en af Danmarks mest eksperimenterende musikere.
Info: Koncerten med Lars Bech Pilgaard d. 16/9 var første led i Final Descents koncertrække 144000, der i løbet af efteråret byder på små koncerter med musik der, ligesom Folklórica, trækker på folkemusikkens nerver. Læs vores interview med Final Descent her.
