Jenny Hval – At synge kærlighedens gerninger frem
Jenny Hval “The Practice of Love” (Sacred Bones, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Lasse Marhaug
Sensualitet og kærlighed er et tilbagevendende tema i norske Jenny Hvals værker, og det gælder også hendes seneste udspil, “The Practice of Love”. Rent stemningsmæssigt adskiller det nye album sig dog fra forgængerne. På pladerne “Apocalypse, Girl” (2015) og “Blood Bitch” (2016) har Hval dyrket en underspillet dysterhed, men den bryder “The Practice of Love” (ligesom sidste års EP, “The Long Sleep”) med. Nu omfavner Hval nemlig et lysere og mere åbent musikalsk udtryk.
Kompositionerne består stadig af relativt få virkemidler og har – ofte – Hvals spinkle vokal i fokus, men de lysere synths og dominerende melodier gør, at universet på “The Practice of Love” ofte opleves som mere indbydende og, desværre, ofte mindre farefuldt end eksempelvis på “Blood Bitch”. Det er en skam, for til tider er det nemlig også med til at gøre det mindre spændingsfyldt og lidt for bekvemt at lægge ører til albummet.
Der er dog også flere undtagelser på dette. På et af albummets mest ‘poppede’ numre, “Ashes To Ashes”, besynger Hval forgængeligheden med en Bowiesk reference og på “High Alice” den hedonistiske længsel efter at opnå mere og bedre med en umættelig hunger: ”And I want something better/ We all want something better/ We are something better/ We are high.” Det er derfor også i øjeblikke som disse med lyrisk eksistentialisme og (underspillet) social kritik, at albummet slår mig som stærkest grundet den ambivalens, der bliver skabt i (mis)forholdet mellem teksterne og den musikalske stemning, som jeg tolker og oplever disse to aspekter i musikken.
Desværre står jeg også tilbage med en vis tvivl om, hvorvidt Hval selv er nået i mål med sine kunstneriske intentioner. Hun har nemlig selv udtalt, at “The Practice of Love” adresserer et tema om kærlighed, andethed og fællesskab: “Love as a theme in art has been the domain of the canonised, big artists, and I have always seen myself as a minor character, a voice that speaks of other things (…) But in the last few years I have wanted to take a closer look at the practice of otherness, this fragile performance, and how it can express love, intimacy, empathy and desire (…)”.
Med få undtagelser (såsom titelnummeret) er det imidlertid sjældent særligt tydeligt for mig som lytter og tekstlæser, hvad Hval helt præcist forsøger at sige. Det er en skam, for forholdet mellem kærlighed, andethed og fællesskab er et enormt spændende emne, der i den grad også appellerer til min entusiasme for fagfilosofiske værker om netop dette. Så selvom jeg ikke havde forventet et filosofisk opus fra Hval, havde jeg dog større forventninger til, hvad hun kunne have at sige og synge herom.
I titelnummeret høres Vivian Wang recitere en replik fra filmen “Something Must Happen” (skrevet af Jenny Hval), hvor det bl.a. lyder at “(…) the word “love” comes in the way of love”. Hver gang vi ytrer os om kærligheden, hver gang vi kalder den frem og indlejrer den i sociale og moralske diskurser, forplumres vores adgang også til den – og meningen med den galskab, som kærligheden nu engang er, synes blot endnu fjernere, end hvad der muligvis førhen havde gjort sig gældende. De mange attributter, kærligheden kan tilskrives, forplumrer med andre ord dens karakter som et fænomen, der først og fremmest altid unddrager sig enhver (rent og skær sproglig, rationel, logisk etc.) mening. Derfor står jeg som lytter også tilbage med en skepsis og en undren over, hvordan det så kan siges at forholde sig med Hvals seneste udspil.
At “The Practice of Love” ligeledes skulle stå i vejen for den kærlige gerning, ville være en grov overdrivelse, men som kunstværk gør pladen mig heller ikke meget klogere på dette. Kærligheden forbliver et mysterium, som kun i enkelte tilfælde synes åbenlyst berørt. Det sker dog på albummets sidste nummer, “Ordinary”, der beskriver den mellemmenneskelige intimitets utilregnelighed. Således runder Jenny Hval albummet af inden for den forventede tematik, der ellers i høj grad føles uklar i størstedelen af de øvrige sange. Men med den førnævnte Vivian Wang-recitering in mente kan dette fravær også rumme en vis pointe i sig selv.
Info: “The Practice of Love” udkom på Sacred Bones 13. september.
