Køs – Levende stillbilleder
Køs – “An Uncaught Bird” (Forlaget Kornmod, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Fuglen symboliserer ofte frihed, fordi den kan flyve, hvilket mennesket ikke kan uden remedier. En frihed fra kroppens bundethed til det jordiske liv. Vores sjæl flyver til himmels, når døden indtræffer. Sådan har myter skabt fuglens symbolske bibetydninger. Men hvor fri er den egentlig? Den er lige så afhængig af at finde mad, mage og rede, som vi andre, ja, faktisk i højere grad end mennesket. Vi behøver trods alt ikke finde mage. Vi har afkoblet os det biologiske instinkt.
Improvisationstrioen Køs med Maria Dybbroe på saxofon, Kristian Isholm Saarup på slagtøj og Valdemar Kragelund på elektronik spiller også på dette traditionsbundne billede af fuglen på deres første fuldlængde-album, åbenlyst i titlen og titelnummeret, men også det afsluttende “Freedom Feathers”.
Men trioens musik er langt mere fri af traditioner end billedsproget antyder. De spiller en slags ambient jazz, hvor de udforsker forskellige lydmalerier i temaer, der nogle gange er mimetiske i deres tone. Eksempelvis kan man høre lyset flimre i “Through Rays of Light”, når et smukt samspil opstår mellem overlappende saxtoner og en elektronisk sprudlen, opløftende håbefuldt. På den anden side lyder de hektiske mikro-rytmer i “Hovering, hovering”, klapperne, der klappes uden blæs og kysselydene som istapper, der knækker og falder, og senere i samme nummer lyder de dybe basdroner og langstrakte, vemodige saxtoner som isflager, der giver sig. Associationer er subjektive, men “Hovering, Hovering” er ingen fugl, der svæver på stedet for at slå ned på sit bytte på engen eller i vandet.
Tonen på albummet er bestemt heller ikke altid naturromantisk. Der ligger en dyb drone på mange af numrene, som er lige så foruroligende som den er beroligende, nok er der lette bækkenslag flere steder, men der er også arytmiske anslag og tunge tamtammer, få gange trænger en melodi ud af saxofonen, men dens toner cirkler også om sig selv, nogle gange hylende og hektiske.
Og hvordan skal “Freedom Feathers” forstås? Disse fremmedgørende xylofonlyde, tynde, pibende saxtoner, skæve bækkenslag, der bliver mere og mere urolige og hektiske i opadgående spiraler. Nok slutter nummeret med meget nænsomme saxtoner. Men? Ingen frihed uden kamp?
Det er på den måde nogle fascinerende numre, der her prøver at frigøre sig fra den symbolske tradition. De skaber hver især deres eget rum, men det er ikke forudsigeligt, hvordan rummets resonans ændrer sig over tid. Ligesom det heller ikke er til at vide, hvordan det næste rum klinger.
“An Uncaught Bird” udkom d. 6. marts 2020 på Forlaget Kornmod.
