Pia Raug – Ekspedition til de uudforskede pletter på musikhistoriens landkort
Introduktion af Anders Jørgen Mogensen.
Pia Raug står for mig som en af de mest fremsynede og radikale sangskrivere i landet. Hun er bedst kendt for sangen ”Jeg vil male dagen blå”. Faktisk er den sang så velkendt, at man kan diskutere om det overhovedet stadig er Ria Raugs sang og ikke bare folkets og dets kollektive bevidsthed. Denne påstand understøttes af, at sangen slet ikke hedder Jeg vil male dagen blå, men ”Regnvejrsdag i november”. Folket har talt, så derfor hedder sangen i folkemunde Jeg vil male dagen blå. Den er i øvrigt baseret på et digt af Ebba Munk Pedersen.
Denne folkelighed er nærmest ikke eksisterende på Pia Raugs bedste og mest radikale udgivelser. Jeg forestiller mig, at der må være gået et chok igennem flere af Pia Raugs fans, da de første gang hørte albummet ”Iskrystaller” fra 1983. Den sikre og traditionelle sangskrivning er forladt for et udflydende og grænsesøgende lydbillede, hvor teksterbidder om død og dystopi (“natten er øde/var det mig der døde?”) hjælper til at skubbe udtrykket ud mod kanten. Det er til tider, som at stikke øret ned i afgrunden og høre den synge tilbage.
Det bliver hurtigt tydeligt, at der er langt vigtigere ting på spil end bare det at præsentere 10 nyskrevne sange for et publikum. Først og fremmest en ekspedition – jagten på de sorte og uudforskede pletter på musikhistoriens landkort. Men måske endnu mere en undersøgelse af muligheden for at formidle følelser via sang og musik. Ikke karikerede, kulturforbundne følelser, men eviggyldige, allestedsnærværende følelser. I de bedste sange på ”Iskrystaller” bilder jeg mig selv ind at kunne se direkte ind i Pia Raugs indre sjæleliv. Men det kræver styrke og musikalsk livserfaring ikke at slå blikket ned!
”Iskrystaller” er ellers skabt i den musikalske tid jeg har det sværest med: 1980erne. Og allerværst for mig i den tid er dansksproget 80er musik. Måske er grunden til, at jeg har så anstrengt et forhold til det, at jeg er født i 1980. Jeg er vokset op med det. Måske er det bare blevet endnu værre for mig, fordi jeg ikke har formået at undslippe det. Den dansksprogede 80er musik dukkede desværre op til privatfester i mine teenageår, den dominerede de evigt skuffende gymnasiefester, og jeg gider ikke engang omtale dens rolle i min seminarietid. Og bedst som jeg troede, jeg var fri, hjemsøger den mig igen, fordi jeg nu har børn, som pludselig kommer hjem og vil høre Kim Larsen, Dodo and the Dodos eller Ray Dee Ohh eller et eller andet andet lort. For den dansksprogede 80er musik har altid tiltalt den savlende, lalleglade idiot eller den musikalsk barnlige og er kendetegnet ved dens folkelighed og ja undskyld, barnlighed.
Det er her Pia Raug virkelig skiller sig ud, for hendes musik er bestemt ikke for børn. Der er noget insisterende voksent over det. Hun skriver om ting, der helst skal holdes hemmeligt for børn, og på en måde, der ikke er naturligt appellerer til dem. Hun portrætterer det voksne menneske i krise og bryder derfor den facade ned, som de fleste af os i vores hverdag er nødt til at opretholde.
Jeg kunne have skrevet endnu mere om musikken, men det er jeg sikker på, de fleste, der læser dette, selv kan høre. Jeg kunne have skrevet om Kenneth Knudsens fantastiske keyboardbidrag. Jeg kunne have kaldt ”Iskrystaller” for en dansk (og feminin) ækvivalent til Scott Walkers ”Climate of the Hunter”. Jeg kunne have argumenteret for, at teksten til ”Zirkler” (I får den her: “intet intet intet intet intet intet intet/er som ingenting/der med et bliver til noget/alting alting alting alting alting alting alting /er som det hele/når noget fødes og ingenting dør/alt er som intet/og ingenting er som før”) er noget af det stærkeste rocklyrik på dansk nogensinde og at ”Paradisets børn” er en af de smukkeste sange nogensinde på dansk. (Både Zirkler og Paradisets børn findes på udgivelsen ”Forår i menneskenes land” fra 1988). Eller at ”Lyden, der væltede Jerikos mure” fra udgivelsen ”Silke & Stål” er det bedste danske metalnummer fra 1990erne.
Men jeg tror ikke, jeg skal skrive mere. Jeg håber dog for jeres skyld, at I kaster jer frådende over nedenstående playliste og med åbent hjerte og sind er i stand til at tage det ind.
Til sidst en stor tak til Kim Las for at have introduceret mig for denne side af Ria Raug.
Info: Hør til hele Anders Jørgen Mogensens playliste her. Pia Raug spiller nu på fredag (11.08) sammen med Marie Eline på Mayhem (RSVP).
