Passive/Aggressive

Ritual Tricks og Arm – måne-ekko-techno og gejstlig shoegaze

Blog May 18 2014 , af redaktion ritualtricks

Af Adam Thorsmark

Musiker og lydkunstner Alexander Holm er fra Esbjerg (bosat i København) og er et relativt ubeskrevet blad. Men en alsidig herre. Det kan høres på hans to nye projekter, der tilfældigvis begge ser dagens lys inden for den næste måneds tid.

I duoen Arm har han allieret sig med esbjergensiske Bue Gundersen på trommer. Selv spiller Alexander guitar og i det tosprogede bandnavns ånd synger både på dansk og engelsk. Det er dog ikke teksterne, der vinder kampen om lytterens opmærksomhed, men derimod det støjende, svævende lydunivers, som de to har skabt på denne kassettebånds-indspilning fra en tur til landsbyen Vrads. Her fik de lov til at overtage den lokale kirke til optagelserne, og det er blevet til debutudgivelsen ”Sine Waves”, der er naiv, romantisk og svært mediterende med sine repeterende, shoegazede guitarfigurer tilsat kirkelige impulser. Et glimrende minialbum og en noget mere støjende udgivelse fra pladeselskabet Aftenrutine, end vi hidtil har hørt.

Det andet projekt, Ritual Tricks, er Alexander Holms soloprojekt, hvor trommesamples og synthesizere er fletter sig sammen med lydoptagelser fra rejser og hverdagsliv. ”Der gemmer sig blandt andet indiske åndemanere, spøgelsesstemmer fra et nedlagt hospital og en optagelse af månens ekko,” forklarer Alexander, og for en gangs skyld skal et (på overfladen) prætentiøst billedsprog som ”måne-ekko” forstås ganske bogstaveligt. Alexander har optaget månens ekko i et sommerhus ved Vesterhavet, hvor en pensioneret radioamatør har indrettet sig med en radiosender og en parabol, der kan opfange himmellegemernes resonans. Lydmæssigt befinder debut-lp’en sig et sted mellem eksperimentel techno, lydkunst og feltoptagelser, ikke helt ulig Aphex Twin og Autechres udskejelser. Videoen til ”Watertake” har Alexander også selv skabt ved at filme gennem et akvarium + lidt videotricks.

Arm og Ritual Tricks minder slet ikke om hinanden, men rammer begge en kompromisløs nerve og en sonisk eventyrlyst, der får ørerne til at folde sig ud ved første lyt.

INFO: Arm udgiver kassettebåndet ”Sine Waves” på Aftenrutine den 14. juni og holder releasekoncert samme aften på Bolsjefabrikken. Ritual Tricks udgiver lp’en ”Ritual Tricks” på Solid’n’Futs den 29. maj og holder også releasefest samme aften, ligeledes på Bolsjefabrikken (RSVP)

Arm ”Sine Waves”

Ritual Tricks ”Watertake”