Selvhenter – Den ideelle fejl
af Alexander Julin
Navnet er Selvhenter, og intentionen bag er at udforske feltet mellem repetetive drone-kompositioner og fri improvisation. Med ønsket om at skabe en platform til at samle og udgive egne udgivelser så pladeselskabet Eget Værelse dagens lys i 2010, hvorpå bandets tredje udspil, “Frk. B. Fricka”, også blev udgivet tilbage i april. Instrumentalt er vi ude i både violin, trombone, saxofon og to sæt trommer, der konsekvent giver lyd fra sig, om det så er forstærket eller akustisk.
Med inspiration hentet i alt fra alverdens folkemusikkulturer til Vestens rock-, punk-, noise-, jazz-, impro-, pop-, drone- og kunstmusik-tradition skabes et både hårdtslående og humoristisk lydunivers. Der arbejdes ud fra fascinationen af den spænding, der opstår mellem to modsatrettede elementer, hvilket ud over overstående eksempel også kommer til udtryk ved et både konsekvent såvel som nysgerrigt udtryk.
I år er Selvhenter altså aktuelle med albummet “Frk. B. Fricka”. Pladen er opkaldt efter en islandsk tørfisk-pusher, der fungerer som en økonomisk grundsten for landets elektroniske scene ved at sælge fisk til diverse plejehjem i Reykjavik.
Til forskel fra bandets øvrige udgivelser, hvor indspilningsprocessen ofte har fungeret som one-takes med alt indspillet samtidig, har Peter Peter (Sort Sol, Bleeder etc.) fungeret som producer i denne omgang. Mere konkret har det resulteret i, at der nu blev bidraget med en konstruktiv kritik undervejs, hvilket gjorde det muligt at tage hånd om de fejl, der kunne opstå undervejs og gøre en dyd ud af dem. Derved opnåedes også et personligt helhedsudtryk, uden at perfektionisme skulle være grundlag for en ideel lyd.
Ligesåvel som Frk. B. Fricka har et nærmest truende udtryk, indebærer den en sådan finurlighed, at det er lytteren umuligt at gøre sig klog på, hvad der skal ske inden for de næste 10 sekunder. Tag et eksempel som den avantgardistiske banger “Æbler & Pærer”, der hovedsageligt bæres af insisterende trommer og en trombone forvrænget til en sådan ukendelighed, at den lyder af el-guitar, og knap halvvejs i sangen bliver brudt op af et mere improvisatorisk pusterum. På denne måde er Selvhenter som band og Frk. B. Fricka som plade både kompromisløse og utilregnelige, men ligeledes produkt af en sådan legesyge, at de også kan tages til sig som ren og skær underholdning – gang på gang på gang.
Selvhenter skal høres live.
