Passive/Aggressive

Soft Armour – Nye digitale landskabsmutationer

Kritik March 29 2017 , af mikkelarre S_A_

Soft Armour “Multi Terrain” (Infinite Waves, 2017) – Anmeldelse af Sandra S. Borch


Titlen på danske Soft Armour aka Christian Hougaards seneste udgivelse, “Multi Terrain”, er også betegnelsen for en ny type camouflage, som den britiske hær udviklede i 2009. Multi Terrain er en hybrid af et firefarvet skema sat sammen i et særligt mønster, der gør uniformen brugbart i flere forskellige terræner, deraf navnet. Produceret med det formål, at soldater kan bevæge sig i et bredt spektrum af terræner, krydse territorier og passe ind i flere forskellige landskaber i samme uniform.

Den idé bliver afspejlet i “Multi Terrain”, hvor Christian Hougaard bruger lag af synths og forskudte rytmer til at skabe tekstur og mening. “Multi Terrain” er ikke camouflage for at skjule eller dække over noget, men på nomadisk vis krydser Soft Armours lyd et bredt spektrum af genre-territorier og passer ind i både drone, ambient, dub og techno.

Christian Hougaard har tidligere arbejdet med den ambiente lyd under en række aliasser som for eksempel CR Hougaard, Forvarsel, Space Program og senest et mere house-orienteret samarbejde med Central aka Natal Zaks på selskabet Partners. Soft Armour er et af Christian Hougaards mere beat-fokuserede projekter, og “Multi Terrain” er hans vinyldebut på pladeselskabet Infinite Waves, som har speciale i denne lyd.

Pladens åbningsnummer er også pladens mest noiseificerede nummer. Nummeret begynder med en anspændt energi og tung melodi, som befinder sig langt fra Soft Armours beats, ved at være baseret på en spøgelseslignende susen og en ødelæggende knasen, som en lang varsling af fare. Dette er dog ikke gældende for pladens øvrige syv tracks, der alle befinder sig i grænselandet mellem ambient-technoens rytme og læner sig op ad lyden af både Gas, Basic Channel, Biosphere og Pan Sonic.

Albummets stemning kan placeres to modstående poler og fremstår mørkt, buldrende og støjende, samtidig med at det er skrøbeligt, glansfuldt og momentvis komplet stille. Hougaard supplerer med langstrakte klassiske synths, der samlet opbygger et hav af landskab bestående af digitale mutationer, der giver genklang på hele pladen.

Udgivelsens sidste nummer, “Urban”, er præget af langt mere energi, hvilket får nummeret til at adskille sig fra pladens øvrige. Her er der en rigtig fed vekselvirkning mellem de forskellige elementer, der skiftevis dominerer lyden. Dette kontinuerlige bytte mellem nummerets elementer er god lytning og skaber associationer til lyden af numre såsom Objekts “Agnes Aparatus” fra “Flatland” og er generelt ikke langt fra den bevægelse, som Objekt og labels som PAN og Opal Tapes står for. De navigerer netop i landskaber bestående af et overload af information og konstruerer kompositioner, der står på skuldrene af technoens historie, men ser frem mod nye horisonter.

Med “Multi Terrain” har Christian Hougaard gjort krav på sit helt eget territorium, der krydser genrer, udvider sin lyd på tværs af eksperimenterende landskaber. Med sin kølige stemning har pladen sit eget udtryk, og den er ladet med masser af sonisk ammunition.

Info: “Multi Terrain” udkommer på vinyl hos Infinite Waves den 30. marts.