The Black Nothing – Stilleben, der langsomt fordærver
The Black Nothing: “Stilleben” (ILK Music, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Jeg hører spøgelser. Men ikke altid. Mest når jeg hører The Black Nothings nye plade, “Stilleben”. I det her genrelegetøj, komponist Anders Filipsen kalder The Black Nothing, har spøgelser sneget sig ind.
“Stilleben” er efterfølgeren til den fem år gamle debut, “Paths”, og igen fører bandleder Anders Filipsen bandet rundt i forskellige lydrum, der vrider kammermusik og et afsæt i jazz sammen i sælsomme formationer med andre indfald.
Bandet er, ud over Filipsen selv på synthesizer, Bjørn Heebøl på trommer, Victor Dybbroe på percussion, Nils Bo Davidsen på bas, Lars Lundehave står for elektronik, Soma Allpass på cello, Jeppe Højgaard på altsax og klarinet, Lars Greve på flere klarinetter og tenorsax, Emil Jensen spiller trompet og lægger diverse effekter, og så er der Qarin Wikström på vokal (det er hende, der er spøgelset).
Disse mere og mindre rutinerede kræfter skaber en musik, der er lige dele indbydende og fremmedgørende. Som en ældre, distingveret herre med hat, der går forbi én på gaden og smiler til én, og man smiler høfligt tilbage, for det gør man jo, og tænker, at det var da en rar, nydeligt udseende mand, men så holder han smilet lidt for længe, og det bliver hele tiden bredere, og han bliver ved med at holde øjenkontakt, også efter han er gået forbi, og smilet skubber den løse hud langt op i hans ansigt. Man ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med det, man går bare videre med en underlig fornemmelse, og resten af dagen er skubbet skævt.
Det er rumklangen, de atonale blæs, og så de her spøgelsesvokaler. Sært lyse, sært distancerede, egentlig ikke truende, men heller ikke trygge. Hvis Lynch havde brug for ny musik til Twin Peaks, kunne The Black Nothing sagtens være et bud. “Do You Think So” starter med statisk, urolig støj, som et AM-bånd, der ikke kan stille klart, inden dybe ekkoende rytmeslag og et blæsertema sætter ind. Senere lægges nogle 80’er-inspirerede rumklangs-keyboard-anslag på. Der er hele tiden den distance, som om AM-båndet har åbnet en port til en dimension, der er meget lig vores, men præcis så meget off, at det er foruroligende. Når så tempoet stiger mod slutningen og imploderer, og det bliver kaotisk frit med saxofon og strygere, der spasser, så sidder man der og tænker, at man skulle have holdt sig til FM-båndet.
For det meste har musikken en sfærisk ånd over sig, når den ikke i udbrud slippes løs i ukontrolleret kaos. På en måde minder det mig, om ikke i lyd, så i ånd, om nogle af Ennio Morricones mere eksperimenterende lydspor. Men der dukker også med mellemrum vilde idéer op: De japansk-inspirerede strengeslag i “Always Alice”, som fører over i en hurtig, rytmisk melodi, der lyder som noget, Yellow Magic Orchestra har opfostret. Det pludselige break i “Let Me Walk the Moon”, hvor et 4/4-beat invaderer med en ordentlig omgang acid jazz. De minimalistiske, cirkulerende sax-toner, “Slow and Fast” starter med – en teknik, Colin Stetson har gjort til en karriere, og som her får diskante overtoner.
Det er et eklektisk mix, Filipsen har komponeret. Pudsigt nok har han kaldt albummet “Stilleben”, hvilket coveret også til dels forestiller, nemlig en blomst, men en hånd fra en utydelig, blå, organisk væg er ved at plukke den. Det er den trussel, der hele tiden ligger i The Black Nothings musik. Skønmaleriet får ikke lov at stå længe. Traditionelt set har et stilleben ofte været et maleri af en række opstillede madvarer, men Filipsen bliver ved med at male, til maden over tid bliver overtaget af miders og fluers mæsken.
Info: “Stilleben” udkom tidligere i år på ILK Music og kan høres i sin fulde længde via SOUNDS.
