Eksperimentaltechno og impro for bambus og metalskrammel – En arbitrær introduktion til PAN
Af Andreas Syr
Hvis man ikke har hørt om det Berlin-baserede pladeselskab PAN, har man enten levet under en sten de sidste par år – eller også har man ikke den fjerneste interesse for eksperimenterende, elektronisk musik. De grafisk letgenkendelige udgivelser, konsekvent og smukt designet af selskabets stifter Bill Kouligas, har prydet pladebutikker siden engang i 2008, med plader fra blandt andre NHK’Koyxeи, Helm, Heatsick, Rashad Becker, Lee Gamble og Mohammad. Navne der muligvis vil klinge bekendt selv for den uindviede, imens andre kunstnere som Ilios, Das Synthetische Mischgewebe, Jar Moff og Mark Durgan formentlig kun ringer en klokke for hårdkogte noisenørder eller rabiate tilhængere af knastør elektro-akustik og abrupt collagemusik.
Denne trinløst glidende blanding af det avantgardistiske og det mere tilgængelige techno- og housebaserede, har sikret PANs relevans på en elektronisk scene, hvor støjmusik i stigende grad inkorporeres i klubsammenhænge, og hvor techno og house krydsbestøver eksperimentalmusikken med regulære, dansable beats.
PAN er kort sagt et af de bedste, vigtigste, mest toneangivende og qua sin genrekrydsende sensibilitet, mest tidstypiske selskaber i indeværende årti. En række punktnedslag i selskabets seneste række af udgivelser afspejler denne status ret præcist, med en monumental impro-udgivelse, en småabstrakt og dyster electronica-plade, en hårdkogt og industrielt klingende EP fra to techno/noise-veteraner og endelig en klubegnet 12”er fra en hypet DJ med forkærlighed for EBM og analog house.
Concrete Fence “New Release (1)”
Regis og Russell Haswell er om nogen veteraner inden for afsøgningen af grænserne imellem noise og techno. Regis har, foruden at drive pladeselskabet Downwards, især lavet militant tung industrialtechno, enten alene eller som British Murder Boys, imens Russell Haswell har en lang og glorværdig karriere i den mere ekstreme og abstrakt støjende ende af den elektroniske musik. ”New Release (1)” lyder i det store og hele som de to der mødes – den er skiftevist blysort, massivt hamrende og forvredent metallisk klagende. En urovækkende rusten og nådesløst målsøgende musik, der dog ikke for alvor kan siges at udfri duoens potentiale. Anstændig og sine steder afgrundsdyb støjtechno, jovist, men også en smule udynamisk og uforløst.
Marginal Consort: INSTAL. Glasgow 2008
Marginal Consort er en gruppe af japanske impromusikere, der har spillet med snart sagt alle vigtige aktører inden for den frie musik siden 70’erne. Med udgangspunkt i Takehisa Kosugis idéer om lyd og æstetik, producerer gruppen med egne ord en form for lyd, der ikke bliver til musik, men som omhandler grænserne for individet som en del af gruppen, om enkeltdelen og helet og om hvordan modstridende rytmer og tempi eksisterer side om side. Det har taget Bill Kouligas fem år at få udgivet denne 3 1/2 time lange koncert for elektronik, metalskrammel, stemmer og bambusrør. Resultatet er en decideret monumental 4xLP-udgivelse, der må siges at give ny mening til det noget fortærskede udtryk ”kompromisløs”. Som det altid er med impromusik, er der momenter der er gode og momenter der er mindre interessante – men på denne udgivelse er der også mange momenter der er nærmest overvældende intense. Som samlet udgivelse flyder pladen umærkeligt og duvende sammen, imens de enkelte dele i det store og hele fungerer godt i deres egen ret. Ser man bort fra det første kvarter, der, som det nu engang er med den slags, mest har karakter af intro, så er der befriende lidt ufokuseret frihjul, og en ellers ret fantastisk rækkevidde af lyde, klange og idéer, der også i store stræk er langt mere rytmisk end sådan noget ofte har for vane – og der veksles sømløst imellem klirrende ambiente passager og tromlende højspændt free-kraut på dette radikale mindfuck af en maraton-udgivelse, der nok er uoverskuelig at lytte sig igennem, men som må siges absolut at være det værd.
Black Sites “Prototype”
Black Sites består af Helena Hauff & F#X, der begge er DJs på Hamborgs Klub Pudel. På denne debutudgivelse laver de en analog og live-klingende eksperimentalhouse, der havde lydt perfekt på Hieroglyphic Beings Mathematics-selskab, med sine dybe rødder i rå acid, EBM og industrial. Polyrytmik, medtagne kredsløb og maskinfetischisme kendetegner en af årets bedste 12”ere, der ikke ligefrem sænker forventningerne til Helena Hauffs næste udgivelser.
Dalglish “Niaiw Ot Vile”
Chris Douglas er en mildest talt mystisk skikkelse. Han har rødder tilbage til Detroit, hvor han samarbejdede med folk fra Underground Resistance og Drexciya, imens titlerne på hans fire udgivelser som Dalglish nærmere bringer tankerne hen på det skotske højland, selvom manden selv bor i Berlin. Og selve musikken er igen en helt anden sag: På ”Niaiw Ot Vile” samles tråde fra den klassiske, småabstrakte IDM med elektro-akustiske elementer og forvrængede klange. Der er masser af den klirrende og abrupte glockenspiels-from-space-melodik som Autechre har perfektioneret på deres mest abstrakte plader, men Dalglish ligger lige på grænsen imellem det genkendelige og det komplet fremmedartede, både rytmisk og melodisk. Pladen præges af metallisk percussion, der er skør og sprød som krystalglas tabt mod marmor og ulmende, grynede klangflader i monokromt forvitrede blokke, og er gennemsyret af en udpræget melankoli der opløses i kaotiske fraktaler til ren abstraktion, men med en altid håndskåren fornemmelse, fyldt af fysisk håndgribelige teksturer.
De fire ovennævnte udgivelser er fra en afgrænset periode i den sidste halvdel af 2013. Siden da har PAN udgivet plader med blandt andre Jar Moff, Heatsick og NHK’Koyxeи, der alle lige så vel kunne være omtalt. Hvis der er en pointe, må den være, at man kunne foretage et næsten hvilket som helst tværsnit i PANs udgivelsesrække, og stadig blotlægge et væld af gode, forskelligartede og konsekvent eksperimenterende plader, der i mange tilfælde kun har selskabet til fælles. PAN er med andre ord et af disse sjældne selskaber, der er inde i en af disse endnu sjældnere stimer, hvor man dybest set bør høre alt hvad der udgives – uden at være sikker på hvad man får, men forvisset om at det er godt, vedkommende og interessant.
