Passive/Aggressive

Eagulls – pixeleret paranoia-punk

Blog February 21 2014, af redaktion eagulls

Af Adam Thorsmark

Mørk … britisk … postpunk. Kombination er hørt mange gange. Og oftest fremstår de nye skud på stammen blot som kopier af kopier af kopier (high 5, Reznor!). Men en gang imellem rammes der rimeligt tæt på bull’s eye. Savages gjorde det sidste år, og deres sortsynede kollegaer i Eagulls gør det i år.

Det første udspil fra Leeds-kvintetten, den opløftende og pixelerede ”Moulting”, gjorde allerede sidste januar særdeles positivt væsen af sig. På fuldlængdedebuten, der er ude den 3. marts, er stemningen endnu mere anspændt og besk, og tempoet er endnu mere punket. Albummets 10 sange er komplet blottet for den drivende patos, der har gjort så mange postpunk-revival-bands så hurtigt mættende. Men resultatet er stadig møghamrende catchy.

Tag bare åbneren ”Nerve Endings”. Eller tretrinsraketten i albummets kerne, ”Tough Luck”, ”Amber Veins” og ”Possesed”. “Tough Luck” lyder som The Soft Pack, hvis de var gået i en mere punket og mindre poppet retning på album nummer to, mens sidstnævnte minder meget om ”Moulting”, men smider en solid dosis muskuløs shoegazet guitarmur ind i mixet. Foden lettes ikke ét sekund fra gaspedalen, og er man skeptisk over for al punkmusik uden for Mayhems vægge, så bare rolig. Vokalen ligger et sted imellem Communions’ melodiske og Lowers fobiske stemmeføring.

INFO: Eagulls ’Eagulls’ er ude den 3. marts via Partisan. Bandet giver koncert på Stengade den 23. april. Gäy supporter. RSVP.