Farkomplekset – Menneske og natur i klynger af gyldenris (interview med Far)
Af chrelle
Bedst som 2014 sang på sidste vers, udkom Farkompleksets første LP “Klynger af gyldenris” på Af Med Hovedet midt i jule- og årslisteræset. Måske derfor fik den ikke helt den opmærksomhed en så særegen og sprælsk dansk udgivelse fortjener. Modsat Fars soloudgivelse “Sange”, der er en sparsom samling sange blot bestående af vokal og guitar, smyger bandet – bestående af Far (Kasper Them Larsen) akkompagneret af Kristen Seier Landro, Mads Rubin og Christian Davidsen fra Af Med Hovedet, Gitte Kjær (bl.a. ÆMÆX), Marie Eline Hansen (MOKO) og Anders Meldgaard (Frisk Frugt) – på “Klynger af gyldenris” uden om gængse genrekonventioner; det er lige dele Captain Beefheart og Gang of Four, lige dele Smog og Charles Aznavour, til tider rablende og brusende, kort efter hypnotiserende sumpet.
Med udgangspunkt i en tekstbid fra hver enkelt af pladens otte numre, svarer Far på en række spørgsmål om pladens tilblivelse.
”goplens tråde brænder hul / klynger af gyldenris / venter i de øjne / limer vanvid sammen” (fra Et lys for ingenting)
P/A: “Klynger af Gyldenris” er en meget iderig plade og modsat dine tidligere soloudgivelser er der et enormt mange indfald, der trækker musikken i forskellige retninger. Hvem limer vanviddet sammen i Farkomplekset? Er du en almægtig far eller har alle lov til at komme med ideer?
FAR: Min rolle har indtil videre, sådan som jeg selv ser det, båret præg af at være sangskriveren. Jeg kommer med mine spinkle sange og giver et bud på, hvordan sangene kan formes. Derefter begynder vi i fællesskab at bryde op og lime. Heldigvis er både Kresten og Christian, som jeg startede Farkomplekset med, enormt hurtige til at gribe fat, kaste med inputs og forvilde sig ud på dybt vand, hvor de gode idéer sommetider svømme rundt. Under og efter indspilningen af pladen er der kommet flere til fadet med Mads, Gitte og Marie. Generelt synes jeg alle giver deres særlige bud på, hvordan sangene kan akkompagneres. På den måde er almægtigheden nok fordelt, set i forhold til det vanvid sangene skubbes ind i. Det kan ofte være svært at holde styr på de ting, der øses ud af lommerne, når vi er seks mennesker. Og måske er det der, at faderligheden træder i karakter med et ‘hov hov’ eller et ‘nå nå’.
Som en ekstra tilføjelse må det nok også tilstås, at der har været en ekstra magisk lim inde over pladeindspilningen. Og den lim hedder Anders Meldgaard.
”selv som vandhane […] med sine små dryp dryp / flyder ned i afløbets / snavsede rige / og sådan forsvinder kærlighed / til visse tider” (fra Vandhanen)
P/A: Der er gennem hele pladen et spil mellem natur og menneske; nogle gange fornemmes en art frustration over, at man ikke altid har så meget kontrol over menneskelige forhold, som man selv ønsker det, men i sidste ende – som i naturen – styrer mod noget uundgåeligt eller tilfældigt…
”et hav af mælkebøtter vokser frem / blomster i dit ansigt / skyder frem” (fra Fortabt)
P/A: …mens det smukke i naturen på andre numre dyrkes i en, nogle gange absurd, men også smuk forening med det menneskelige.
FAR: Ja, tekstmæssigt har jeg prøvet at væve mig ind et sted mellem den svulstige natur og den menneskelige tilstand. Jeg synes selv man finder begge sider af ligningen på pladen og i teksterne, altså både fortvivlelsen over varetagelsen af sit liv, sine ønsker og sine idéer, som du er inde på, samt at finde ind til roen i det at være på herrens mark. At kunne forlige sig med at falde et eller andet sted, og så længe tænderne ikke røg ud, gav det måske et ryk.
Retrospektivt virker det hele samtidigt særdeles kontrolleret, nærmest som denne spirituelle hånd, der kommer ned fra himlen og peger i den retning, man dunker for. På den måde er der også et plus, noget håbefuldt. Når det kommer til stykket ønsker jeg selv at finde det håbefulde i og omkring mig, hvilket jeg også tror skinner igennem teksterne og musikken. Men ja, både plus og minus skal være med.
P/A: Der er klart en balancegang på pladen – lige dele respekt for det gode og det dårlige, hvis man kan sige det sådan.
FAR: Der er urimeligt meget at tage fat på i forhold til emnerne (natur, menneske og så videre). I sin kerne tror jeg, at min interesse, og dermed også min tekstproduktion, vælter ind i sammenvævningen af det, vi kalder natur, og det vi kalder menneske. At se ansigter gemt i mælkebøtter og se buketter gemt i nogens øjne eller stemme. Der er helt bestemt et eller andet dunkelt, som drager mig ind her. Måske er der en Middelalder gemt i mig forstået på den måde, at jeg har lyst til at trække analogier mellem områder der ellers søges nøje adskilt… og inde bag analogierne tror jeg, at der er en form for håb og glæde.
”skift i temporalitet / ophidselse af tidens intensitet” (fra Kradser kroppen)
P/A: Du har netop haft udstillingen Grafiske Studier i Filosofihistorien og på dit bånd “Sange” funderer du over teorier, fornuft og betydning, ligesom der er tilnærmelser undervejs på denne plade. Hvordan trækker du på filosofien i din tekstskrivning?
FAR: Det er svært lige at pinpointe, hvor filosofien kommer til udtryk i sangskrivningen, men jeg kan med sikkerhed sige, at den altid er til stede. Den lyrik som var tilknyttet til “Sange” udsprang især fra en tankevirksomhed, der klaskede de klassiske rationalister a la René Descartes, i ansigtet. Rationalisterne hæftede sig ved en ekstrem form for rationalitet, der eftersigende skulle være i stand til at begribe og beskrive alt. Denne ekstreme tiltro til fornuften, teorien og videnskabeligheden har i mine øjne stadigvæk kronede dage. Det var denne maltraktering af mennesker og natur, som jeg nok havde svært ved at kapere, da jeg skrev sangene til “Sange”. Ved at presse tingene ind under det store teoretiske lys, mister man en rigdom.
Ja, egentlig har jeg det stadig sådan, men jeg mener selv at se det en kende mere nuanceret i dag. Jeg er jo stadig selv fascineret af utroligt meget filosofi, uanset hvor spekulativt det er. Eksempelvis har mange af de ting jeg foretager mig en oprindelse i en hverdag, hvor jeg kører mig selv ind på forskellige tankebaner, der så har sin rod i et udsnit af filosofihistorien. Man kan måske sammenligne det med at sende et signal igennem først en maskine, og så anden, så en tredje. Til sidst sidder man med en eller anden grød i hænderne, der i mit tilfælde kan bruges til et stykke tekst.
”om lidt så er vi skilt ad / som bærrene på hækken / om lidt er vi forsvundet / som boblerne i bækken” (fra Angst)
P/A: Det virker som om, der er hentet inspiration fra nær og fjern. Det er både musikalsk, hvor pladen det ene øjeblik kan lyde som skrabet lo-fi, det næste som en stor croonerballade og kommer også til udtryk i teksterne, der trækker i mange retninger – er de ofte direkte referencer til konkrete hændelser i dit liv eller er det en bearbejdelse af mere generelle ideer og følelser?
FAR: Som jeg var inde på allerførst, er lyden et resultat af en kollektiv arbejdsproces. Dagene i studiet havde en stor grad af spontanitet over sig. Sangene var skrevet, men orkestreringen manglede stadig – eller vi nedbrød de måder, vi havde spillet dem på tidligere. Det var bare fra bunden og op. Anders havde utroligt mange idéer til, hvordan vi kunne angribe materialet fra nye vinkler, hvilket samlet set har været med til at bidrage til pladens alsidighed.
Teksterne er bearbejdelser af ophobede ting og sager fra, ja, hvad der lige går og rør sig, men dog med en vis kerne. Lige præcis det citat med bærrene og hækken, er fra et Emil Aarestrup digt, som jeg har sat akkorder på efter lidt tabt kærligheds saft. Enkelte udsnit af sangene har nok en direkte relation til noget, der tog sig ud engang, men det er ikke fordi det er soleklart for mig, hvad og hvornår det var.
”de sovende hænger stadig fast / i deres ruter gennem lyset / dog trætte af bevægelse / trætte af naturens belastning” (fra Kilometer lange bølger)
P/A: Hvordan forløb indspilningen af pladen? Er der nogle særlige steder i processen, I er gået i stå eller har haft særligt svært ved at få til at hænge sammen som planlagt?
FAR: Arbejdsprocessen var virkelig underholdende men også rimelig hård. Vi havde omkring fem-seks dage til at få nok materiale i kassen til otte sang. Heldigvis var der bred enighed om at prøve en masse forskellige ting af, smide en banjo ind der, købe kokosnødder i Brugsen så vi kunne imitere hesteklove, opstille en temmelig sløj brass-trio og så videre. Generelt var det hele meget flydende, hvilket gjorde, at vi fik alle otte tracks i hus. Selvfølgelig opstod der knuder rundt omkring, som lige skulle lirkes op. Anders var f.eks. ikke helt tilfreds med nogle af de billige elektroniske virkemidler (trommemaskine), vi slæbte ind i varmen. Så der var nogle elementer der kaldte på lidt genovervejelse samtidigt med, at der også lå et tidspres og lurede. Men der var åbenbart nok tid, for vi fik da trukket en del tykke rødvine op, i mens det hele stod på. I forhold til pladens sammenhæng, tror jeg vi alle har været overrasket over, hvor mange retninger Far-sangene har kunnet og stadig kan trækkes. På mystisk vis er der, for mig, en fin rød tråd igennem hele materialet, selvom vi vælter rundt i vidt forskellige stemninger og genrer.
”er det ikke de klitter og marker? er det ikke de bakker? er det ikke de buske og bær? er det ikke de piger? som nysgerrigheden producerer” (fra Vulkaner)
P/A: Ja, for mig er pladen enormt nysgerrig og opsøgende. Var der nogle bestemte ting I fandt frem til undervejs, I slet ikke havde forventet?
FAR: Personligt havde jeg ikke forventet at pladen ville få den karakter, den nu en gang har fået. De idéer jeg dannede mig forud for indspilningen blev ret hurtigt kastet på bålet for netop at åbne mulighederne op. Når det kommer til det, som jeg ønskede at finde, er jeg specielt glad for at balladerne på pladen har fået en særlig slagkraft. At den her nøgenhed og gennemsigtighed får lov til at være i centrum og udfolde sig, giver mig virkelig en særlig fed følelse. I bakspejlet er det interessante dog i højere grad knyttet til måden at gå til musikken på, både når det kommer til det opbyggelige og til at lade mulighederne florere.
Den tilgang jeg selv tidligere har dyrket er omvendt bestemt ved en forudgående klarhed omkring, hvad der skal ind i maskinen. Før jeg begyndte at finde den gode akustiske guitar frem og skrive dansksprogede sange, spillede jeg primært metal og impromusik. I metallen ved man som regel præcis, hvad der skal i kassen, hvordan det skal lyde etc. og i impromusikken ved man ingenting… der gør man det bare. Min baggrund har derfor været rimelig fjern fra den måde Anders arbejder på, og som han til alles fornøjelse bragte ind i studiet.
”bregnens farve skift / menneskelig / livets bevægelse kalder / eksplosion / kernen i vor væsen / destruktion” (fra Dine stænger)
P/A: Hvor er Far(komplekset) på vej hen efter “Klynger af Gyldenris”? Er der temaer, du/I har tænkt dig/jer at udforske mere i fremtiden, eller er der blevet bundet nogle sløjfer, så du forventer projektet bevæger sig i en anden retning fremover?
FAR: Udover al melankolien og nostalgien er der en stor tilfredshed forbundet med at sætte punktum for en specifik periode af ens liv. Sangene på “Klynger af Gyldenris” har jeg arbejdet på og spillet live som solist og med band gennem cirka to-tre år. De er knyttet til en periode med nye og brudte bånd… alting omkring Af med hovedet-fællesskabet, opholdet i og nedrivningen af Henning Young (http://passiveaggressive.dk/henning-young-riv-ned-og-af-med-hovedet-3-ars-samling/), ud og ind med kærligheden. De er især knyttet til en tid, hvor jeg føler, at jeg har fundet min egen stemme og en dyb tiltro til det, jeg skaber. På den måde er vejen helt klart meget åben efter udgivelsen af pladen.
I øjeblikket udforsker vi diverse måder at gå til livesituationen på. Som det ser ud nu, arbejder vi med en rimelig klassisk rockopsætning med to guitarer, bas og tromme, vokal og kor. Jeg har egentlig haft det lidt svært i forhold til at skrive nyt materiale, men det virker som om der er ved at ske noget i øjeblikket. Måske på grund af punktummet med udgivelsen. De andre har på det seneste været yderligere filtret ind i sangskrivningsprocessen, langt mere end hidtil. Og jeg tror egentlig, at der er en god portion at hente i den der fælleshed. Hvilke retninger de nye sange lige kommer til at blafre i, er dog rimelig uklart, men jeg håber på mere uvanthed, mere spragl, mere lækkerhed, ja, måske bare mere af det hele. Mere af det hele på godt og ondt.
Info: Du kan streame “Klynger af Gyldenris” på Passive/Aggressive Sounds ved at følge linket her.
