Passive/Aggressive

Grand Prix – At blive sit eget livs imperator

Blog November 19 2015, af Alexander Julin 12250274_10154271154909045_2026130900_o

Af Alexander Julin – foto: Adrian Sølberg

Bastian Emil har tidligere gjort sig bemærket som en del af Ocean View og senere hen som den ene halvdel af synth-duoen Secret Life. Men med soloprojektet Grand Prix tager Bastian Emil hul på et nyt kapitel. Godt nok er det ligeledes karakteriseret ved en stor passion for synthesizere, men Grand Prix adskiller sig ved sin særegne tematik og et anderledes musikalsk univers. Debutudgivelsen “Semper Primus Tandem Mortem” er bygget op omkring en hovedperson, der udfolder den tematik, der præger hele EP’en.

På trods af at både det tematiske afsæt og det visuelle aspekt af EP’en blev færdiggjort, før sangene blev skrevet, er Grand Prix-debuten alt andet end en æstetisk overfladisk udgivelse. Man kan sagtens forholde sig til ”Semper Primus Tandem Mortem” som en prætentiøs popplade, der ikke kræver andet, end at man (med god grund) holder af den. Men man kan også gribe den rimelig uvante mulighed for at lade en popplade være fundament for refleksion. Selv opsummerer Bastian Emil EP’ens tematik således: “Sangene kredser om en verdensmester. En unedbrydelig stjerne. Og alle de lyse triumfer. Men også den mørke side af helten. Tvivlen på sig selv. Den grundlæggende idé er, at man føler storhed og usikkerhed på samme tid, og det gælder om at udrydde usikkerheden. At tvivle på sig selv kender vi alle til, men som den store helt må man træde i karakter og redde verden. Det handler om at træde i karakter i sin egen verden og blive sit eget livs imperator. Vi skal stå, som Achilleus, på marmorklipper i en sværm af fjendens pile og stadig kæmpe videre.”

Grand Prix’ debutudgivelse insisterer på at stå fast som et værk, der trods sit varme og imødekommende udtryk også forsøger at belyse og videreformidle eksistentielle refleksioner. Udgivelsen udfordrer også den vante tilgang til det at skrive popmusik ved at indføre en fastsat tematisk historie, og dermed skiller den sig ud fra den analytisk åbne lyrik, der er dominerende i især populærmusikken.

At skrive sange ud fra en så markant tematisk indgangsvinkel, som Bastian Emil gør det, er én ting. Noget andet er at implementere det så succesfuldt i lydbilledet, som tilfældet er med “Semper Primus Tandem Mortem”, der oversat lyder “altid først, døden sidst”. Udgivelsens fire numre er karakteriseret ved en majestætisk og triumferende følelse, der i høj grad er med til at hæve den over megen anden nutidig synthesizerpop. EP’en er ikke blot et tilbageblik til hedengangne tider, men en personlig fortælling om menneskets frustration og den enkeltes kamp for at leve op til sit eget ideal om det heroiske.

Info: Semper Primus Tandem Mortem udkommer via 100 Records og Doice Records i starten af 2016. Grand Prix giver koncert lørdag den 21. november på Stengade (RSVP).