LLNN – Tabet som en cementblok i fald
LLNN ”Loss” (Pelagic, 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Da The Psyke Project gik i opløsning i 2014 efter 15 imponerende år, hvor bandet fik skabt sig en international karriere inden for sin niche i grænselandet mellem hardcore og metal, frigav det guitarist Christian Bonnesen og trommeslager Rasmus G. Sejersen til at forfølge deres egen lyd sammen med bassist Jakob Sture Winnem Larsen og keyboard-spiller Ketil Sejersen, Rasmus’ bror. De udgav ep’en ”Marks” allerede samme år, og sidste år udgav de ”Loss” digitalt. Det album får nu en mere officiel udgivelse via Pelagic Records.
Og det forstår man godt, for det er et brutalt album, der veksler energisk mellem aggressioner og følsomhed. På mange måder fortsætter bandet den lyd, som The Psyke Project sluttede af med. De tidlige plader var præget af den kaotiske, tekniske hardcore, som Converge har excelleret sublimt indenfor i de sidste 20 år. En lyd, der oprindeligt blev blev kaldt metalcore, men den betegnelse rynker scenen på næsen af i dag, da den er blevet overtaget af mere kommercielt søgende bands. Mod slutningen satte The Psyke Project dog tempoet ned og blev væsentlig tungere.
LLNN har taget den udvikling til det yderste. Egentlig bevæger de sig i den atmosfæriske sludge, som Neurosis mere eller mindre egenhændigt opfandt, og som er grundlaget for postmetallen i dag. LLNN’s lyd er imidlertid væsentlig tungere – ja, brutalt tung – som enorme cementblokke, der falder fra himlen. Især på ”Calamity” brager cementblokkene ned i asfalten med sådan kraft, at den flækker i flager.
Den tyngde kobler bandet med albummets måske mest dominerende modus, nemlig episk, flænsende guitarriffing med inspiration fra black metallens evne til at bygge støjflader op med frenetiske plekterbevægelser. Herover eller -under lyder så Bonnesens desperate råbeskrig, mens Sejersen holder fast i tunge, mudrede rytmer.
Det lyder muligvis som et meget monokromt lydbillede, og sådan opleves det også ved første møde, men LLNN har to lyskilder, de benytter sig af særdeles effektfuldt. Den første er lavintensitets-perioder, hvor de bygger op eller holder lytteren hen for at skabe endnu mere effektive energiudladninger. Det giver plads til et blueset riff i ”Rapture”, smukt guitarspil og sløve rytmer i ”Calamity” og den smukke afslutning på ”Loss”, hvor Bonnesen slår over i ren højstemt vokal, mens enkeltstående, støjende riffs fader ud.
Men disse rolige passager giver også plads til bandets anden lyskilde: Sejersens stemningsfulde keyboardflader. Lyskilde er måske så meget sagt, for fladerne bevæger sig stadig i den dystre ende af spektret, men de står alligevel som kontrast til aggressionerne, om det så er den rislende lyd i baggrunden på starten af ”Depths”, hvor isflager river sig løs, den langtrukne horntone som et forbiflyvende bombefly i ”Monolith” eller rumlende støjflader under de maleriske guitartoner i afslutningsnummeret ”Voyager”, der er helt fritaget for brutalitet. Denne lyd har Sejersen-brødrene arbejdet sig frem til ved at se sci-fi-film fra 80’erne, og der er da bestemt også noget af ”Blade Runner”’s dystopi fra Vangelis’ klassiske lydspor over lydfladerne, men det vigtigste er, at synthfladerne er så velintegrerede i det samlede lydbillede.
”Loss” er et dystert album, men der er alligevel en udvikling i sangtitlerne mod det positive – sangenes skregne ord kan jeg desværre ikke dechifrere – der starter med ”Rapture”, på dansk bortrykkelsen, der refererer til den hændelse i kristendommen, hvor først de døde troende vil genopstå, og derefter vil de levende troende blive bortrykket fra jorden for at møde Herren i himlen. Derefter går det over den bastante ”Monolith” og den destruerende ”Calamity” til den mere opgivende ”Loss”, inden der bliver søgt nedad, måske indad med titlen ”Depths” til den mere opløftende ”Voyager”, der afslutter albummets sangtitler med en nysgerrighed og endda en antydning af håb.
Det ligner til forveksling en fri fortolkning af sorgens fem stadier inden for psykologien – i de kredse kaldet Kübler-Ross-modellen – hvor de kronologisk lyder benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. Hvis jeg skal kaste mig ud i lidt vild analyse, kunne de sidste fem sangtitler godt overføres på modellen; en monolit er en temmelig overbevisende benægtelse, hvor det, der sørges over, må være bortrykkelsen, det første nummer, tabet af Guds lovede frelse til de sande troende, hvilket i sidste ende fører til, at vi kan afsøge verden, ”Voyager”, på egen hånd uden dogmatikken.
Et tab af troen eller ej, så fremtræder ”Loss” som en solid byggesten for LLNN’s fortsatte musikalske udvikling.
Info: ”Loss” udkom 24. juni på Pelagic Records.
