Passive/Aggressive

Underwater Gestures – Pladeselskabets akkumulative udsagn

Blog February 11 2017, af nilsbloch

Underwater Gestures

Af Nils Bloch-Sørensen

I dag udgiver Infinite Waves ”Underwater Gestures”, der er en compilation bestående af tre kassettebånd med musik komponeret specielt til udgivelsen af henholdsvis Zanzi, Simon Littauer, Assembler, Son Ash, Isorinne og Grøn.

Kunstnerne har hver fået tildelt 20 minutters spilletid (en båndside), som de har kunnet forvalte efter forgodtbefindende, og derfor er sidernes indre logik også meget varierende. Hvor Zanzis side består af en række små hektiske fragmenter, der konstant negerer enhver form for sammenhængende progression ved at bryde med det foregående, er Assemblers side én lang opbygning, der fører lytteren omkring i et tåget univers. De fleste af siderne er dog struktureret som små mini-EP’er med mere eller mindre opdelte numre.

Det er et prominent udpluk af labelets tråde ud i den nordiske musikscene, der er i spil på “Underwater Gestures”. Blandt andet dækker Zanzi over et samarbejde mellem Aske Zidore (Gooms, Oh No Ono) og Suni, bag Assembler gemmer Claus Haxholm sig, Grøn over Infinite Waves’ selv i skikkelse af Bjarke Rasmussen, mens Son Ash er en forsmag på Andreas Pallisgaards (Pinkunoizu, Anden Enhed etc.) nyeste kreationer.

Med en spilletid på næsten to timer er der tale om en ordentlig mundfuld, og Underwater Gestures kommer da også vidt omkring. Fra Assembler og Grøns sfæriske kompositioner over Littauers glimtvis storladne og Flying Lotus-agtige beats til Son Ashs retroklingende tyskerdroner. Ganske symptomatisk bevæger vi os dog alligevel på intet tidspunkt uden for paletten af, hvad man kunne forvente af en udgivelse fra Infinite Waves. For pladeselskabet er om nogen, i dansk sammenhæng, et godt eksempel på den stadig større betydning, uafhængige pladeselskaber har for den samlede musikkultur i et kunstnerisk perspektiv.

I kunstverdenen har man længe snakket om kuratoren som den faktiske kunstner, der ved at sammenstille forskellige kunstværker skaber et samlet udsagn, der er større end de individuelle værker. I en digitaliseret tidsalder, hvor mængden af musik er så overvældende, som den er, er det kun naturligt, at den samme tendens manifesterer sig i musikverdenen. Musikforbrugerne søger ganske enkelt måder at samle og organisere i Internettets kaos. Om der er tale om et pladeselskab, et spillested (Mayhem, Jazzhouse, Tape) eller et musikkollektiv, oplever vi i stigende grad et akkumulativt musikbegreb, hvor det enkelte stykke musiks vigtighed må vige pladsen for en interesse i disse samlende principper.

Infinite Waves er et glimrende eksempel herpå, når de med deres (i visse kredse) anseelige autoritet nyder måske endnu større anerkendelse end de individuelle kunstnere på Underwater Gestures. Selskabet bliver den platform, der legitimerer musikernes udsagn og er et godt eksempel på, at i dag er musik ikke længere kun noget, man skaber, det er også noget, man samler.

Info: Der er releasearrangement for Underwater Gestures på Øen i aften (d. 11. februar) med livekoncerter af Simon Littauer, Sofie Birch og Grøn (RSVP).