Hvorfor elsker jeg Lady Gaga?
Af Jens Franco
Ja, hvorfor? Udover hendes musik er fandens god at danse til, er jeg ekstremt fascineret af popdronningens måde at iscenesætte sig selv. Nogle gange virker det næsten som om, at hele verden er iscenesat for hendes skyld og alle hendes bizarre idé’er. Lady Gaga har altid total kontrol over Lady Gaga – The Corporation. Hun styrer nådeløst begivenhederne, om det er absurde publicity stunts, rygter, mode eller hendes egne innovative musikvideoer. Den kun 25-årige new yorker sætter sin egen dagsorden i en verden, der ellers er styret af mænd.
Jeg har altid været besat af popkultur, specielt amerikansk popkultur, da den er så skamløs og over-the-top. Og ingen er mere skamløs og over-the-top end Lady Gaga. Alt hvad hun laver, får altid en øjeblikkelig reaktion fra massemediernes side. Og hun lader til at ha det skideskægt, mens hele verden undrer sig over hendes påfund. Lady Gaga er intet offer, som mange af hendes popkollegaer tit udvikler sig til senere i deres karriere. Stærke kvinder har altid fascineret mig. Jeg har holdt adskillige foredrag på universiteter om stærke kvinder og feminisme i 70’ernes exploitationfilm, som b-filmheltinderne Dyanne Thorne (”She Wolf Of The SS”) og Pam Grier (”Coffy”, ”The Big Doll House”). Så da jeg så hendes fantastiske video for ”Telephone”, der netop hyldede 70’ernes women-in-prison film og dens klichéer, var jeg totalt blæst væk og blev øjeblikkeligt megafan af denne visionære kunstner.
Mine omgivelser har altid undret sig over min besættelse, da jeg kommer fra en punk- og heavy metal-baggrund, hvor mainstreampop generelt bliver hånet. Det er efterhånden taget et omfang, hvor jeg altid har et foto af Lady Gaga på scenen, når Tumor Warlord spiller. Min skytsengel, som jeg kalder hende. Når jeg DJ’er i Ungdomshuset, spiller jeg altid en lille håndfuld Gaga-sange i slutningen af sættet, til stor glæde (eller rædsel) for stedets mange punks. At kalde Lady Gaga for en punkrocker er nok at tage munden for fuld. Dog synes jeg, at mange af hendes aktiviteter er en stor fuck finger til konventioner og autoriteter. Hendes ”Judas” video har nok ikke vagt stor glæde blandt religiøse organisationer, og hendes læderjakke i ”Telephone” med diverse stofmærker af bands som Doom og GISM har nok også pisset flere crustpunkere af. Kritikere kan hævde, at det hele er et stort kalkuleret mediestunt. Det er meget muligt, men det foregår altid på hendes præmisser. Hun – The Fame Monster – vil berømmelsen, hvorfor Lady Gaga i mine øjne virker meget ærlig i en generelt meget uærlig branche. Er det mere ’ærligt’ og ’ægte’ at dyrke ’rigtig’ musik som 60’er inspireret retrorock? I think not – so shut up and DANCE!
Stefani Joanne Angelina Germanotta er ikke fotomodel smuk, langt fra. Men som Lady Gaga formår hun ved hjælp af store mængder makeup, udsyret hår og meget lidt tøj at skabe sin egen identitet og sex appeal. Ja, jeg synes, hun er sindssyg sexet på helt sin egen unikke facon. Hendes musik er tillige uhæmmet liderlig med nogle herlige skamløse tekster. Let’s have some fun/This beat is sick/I wanna take a ride on your disco stick (”Love Game”). Linier som denne får altid et stor smil frem hos mig. Rent musikalsk er hendes musik nok ikke særlig innovativ, der stjæles flittigt fra cheesy europæisk elektronisk dance fra 80’erne tilsat lidt storladent glamrock. Lady Gaga er teknisk en fremragende sanger, der også kan leverer varen live uden brug af lip sync, modsat mange af hendes kollegaer. Hendes hits har altid et fedt beat, man kan danse til. De helt rigtige beats per minute, hvad der er vigtigt, når man som mig – specielt under indflydelse af alkohol – er vild med at vælte rundt på dansegulvet. Jeg har endda udfordret piger til Lady Gaga dansekonkurrencer til fester og for det meste vundet.
Som David Bowie og Freddie Mercury i 70’erne og senere Madonna, Prince og Michael Jackson, har Lady Gaga skabt et popkulturelt ikon af overjordiske dimensioner. Til stor glæde (eller afsky) for masserne. Hun har endda navngivet sine fans ’Little Monsters’, hvad der vidner om format og overskud i verden fyldt med grå middelmådige eksistenser. Det bliver spændende at iagttage, om hun kan fortsætte sin komet karriere, og blive ved med at forny sig og forarge. Marry the night? Marry me, Gaga!
Dette er en del af gæsteskribeternes serie, Favorite People. Jens Franco – Gaga’s Little Monster, Tumor Warlord-sanger, universitetsbetjent, skribent for bl.a. Devilution og Wormwood Chronicles, DJ på Christianshavns Radio, forfatter til ”Kitsch, Camp & John Waters”-bogen samt ansvarlig for Virus Bio filmklubben i Mayhem.
