Kvartalets bedste singler #8 – Olietønder, mysticisme og et næsten 40 år gammelt parallelunivers
Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark
Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man kan kalde en ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du et miskmask af både oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Nu hvor vi er landet solidt i 2018, er det på høje tid at dele mine highlights fra fjerde kvartal af sidste år.
Palm ”Dog Milk”
Olietønder var ikke umiddelbart det instrument, jeg tænkte, vi havde brug for nu. Men på det amerikanske rockbands første udspil fra det kommende album ”Rock Island” bruges calypso-melodien med stor finesse, i takt med at takterne bliver mere og mere kringlede. Det er bandets mest helstøbte sang til dato, og den leder tankerne hen på Aske Zidore og Suni Zacharias’ ligeledes legesyge og polyrytmiske projekt, Gooms.
An Gella “Bad Analogy”
Apropos Zidore, så kommer vi ikke uden om hans An Gella-projekt, der debuterede i efteråret, og som sammen med Minais B, Damien Dubrovnik, DJ Sports og Khalil leverede utroligt stærke eksperimentelle udgivelser, der fortjent nåede ud over landegrænserne i 2017. An Gella er i min bog det bedste bud på en dansk, visionær musiklandskabsarkitekt a la futuristerne Oneohtrix Point Never, Arca eller James Ferraro, men Zidore er som altid helt sin egen. Det understreges måske allertydeligst på et nummer som ”Bad Analogy”, der er én lang, smuk tovtrækning mellem på den ene side ambiente og jordnære passager og på den anden side glitchet sirenesang og tiltagende techno-flirten from outer space.
CCFX “The One to Wait”
En The Smiths-klingende guitarklimpren og et vaskeægte Madchester-baggy beat danner fundamentet for denne lille rockistiske perle, der dog løftes ud af retroskyggerne takket været sangerinde Mary Jane Dunphe. Hun har en fortid i diverse punkbands, men bevæger sig her i langt mere luftige lag, hvor hun ligesom hos U.S Girls formår at balancere sin melodiøse vokalmelodi lige på grænsen til det atonale, hvilket holder lytteren til ilden.
Bad History Month “A Platitude and a Final Understanding”
Indrømmet, jeg har ikke lyttet til Bad History Months to første album, så jeg har ingen kunstnerisk kontekst, jeg kan sætte denne sang ind i. Men det ændrer ikke på indtrykket af afslutningsnummeret på deres nye album, ”Dead and Loving It”: 10 minutter i et virkelig stemningsmættet og tålmodigt selskab, der måske ikke er helt så introspektivt og sørgmodigt som Mount Eeries seneste opus, men deler samme langsommelige og nænsomme måde at indfange skrøbelighed på – indtil sangens klimaks sætter ekstra strøm på instrumenteringen.
Olden Yolk “It Takes One to Know One”
Året sluttede med et stærkt kvartal for folk-musikken. Ud over førnævnte sang har der også været mere end solide bidrag fra Sufjan Stevens og det nært beslægtede Relatives. Men det debuterende band Olden Yolk fortjener ekstra lovprisning. Singleforløberen fra deres februar-debut kører ved første lyt i samme Cass McCombs-agtige underspillede folk-rille. Men over de otte minutter udfoldes en langt større grad af mysticisme og psykedelia, hvilket forstærkes af de krautrockede guitarsoli og den spraglede Can-rytmik. Spændende, hvad resten af albummet byder på.
… og til sidst: én fra gemmerne
Suburban Lawns “Janitor (live)”
Af princip fremhæver jeg aldrig musik, som har en forbindelse til den festival, jeg arbejder for (CPH:DOX), men her gør jeg en lille undtagelse, fordi dette relativt obskure band kun dukker op i 30 sekunder i dokumentarfilmen ”Desolation Center”. Men det var nok til at blæse mig omkuld. Suburban Lawns var en del af L.A.’s undergrundscene i slut-70’erne og start-80’erne, sideløbende med i dag mere kendte bands som Meat Puppets og The Minutemen. Bandet eksisterede blot for en kort stund i sit eget parallelunivers (med ét album og én ep), men her gav kvintetten til gengæld også los på alle tangenter med en blanding af bizar art-pop og stram postpunk med verfremdungs-fremkaldende optrædener og lyrik (tjek også “Flying Saucer Safari”).
Andre opturssange fra fjerde kvartal:
DoM ”Gud Tymes”
Hookworms “Negative Space”
Moaning “Don’t Go”
Palmbomen II “Ultimate Lovestory Fantasy”
Ty Segall “Meaning”
US Girls “Mad as Hell”
Tame Impala “List of People (To Try and Forget About)”
Charlotte Gainsbourg “Deadly Valentine”
