Passive/Aggressive

Lotic – Portræt af den skønne vold

Kritik August 28 2018, af Alexander Julin Lotic_Cover_Feature_Lead

Lotic “Power” (Tri Angle, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin, billede af Kasia Zacharko

Det er over to et halvt år siden, Lotic udgav mixtapet “Agitations”. Debutalbummet “Power” gør det imidlertid klart, at den musikalske udvikling på ingen måde er gået i stå, selvom det i de seneste år har været sparsomt med nyt materiale.

På sin vis er det umiskendeligt Lotics egen lyd, der fortsat går igen på “Power”; de skarpe og destruktive synth, der nærmest flår numrene i tu eller skærer ind i lytterens ører. Men de iturivende og destruktive elementer bliver på “Power” adskillige gange akkompagneret af bløde og klingende melodier samt J’kerian Morgans egen sang, f.eks. på “Hunted” og “Ressillience”.

Det giver et mindre entydigt udtryk end på “Agitations”. “Power” er nemlig ikke ren og skær destruktion og fremmedgørelse, men fremstår nærmere som en undersøgelse af dualiteten mellem vold og skønhed. De mere ømme og skrøbelige passager på pladen (såsom “Love and Light”, “Heart” og “Solace”) giver ikke blot en kontrast til lyden af den nærmest hvinende, svejsende og sønderrivende synth; de belyser også hinanden hver især.

Der er rig mulighed for at lave en politisk lytning af pladen. “Hunted” virker f.eks. til at skildre oplevelsen af at føle sig truet som transseksuel gennem linjerne: “brown skin, masculine frame, head’s a target / acting real feminine, make ’em vomit”. Men “Power” er ikke udelukkende interessant i kraft af sin afsender eller kontekst. Måden, hvorpå værket i sin helhed ofte insisterer på at være fremmedgørende og tiltalende på én og samme tid, er med til at stille et væsentligt spørgsmål om, hvorvidt der ikke også er en iboende skønhed i volden og en latent skrøbelighed i destruktiviteten.

Mens “Power” ikke vælter én omkuld på samme måde som Lotics forrige udgivelser, formår albummet netop at portrættere denne skønne vold; en vold, der ikke kun runger af ubehag og vrede, men også sårbarhed og ynde.

“Power” udkom på Tri Angle i juli.