Julie Bo – Den lille melankoli
Julie Bo “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” (Forlaget Kornmod, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Hvor båndstøj fra slut-00’erne og frem har knitret af hjemsøgelse og tabte fremtider, var den omkring årtusindskiftet repræsentant for sød nostalgi og en lettere diffus forestilling om autencitet. Nærvær, intimitet og de gode gamle dage (i 1960’erne). På “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” er netop båndstøjen allestedsnærværende og ligger som en hinde over albummet. Ikke som distancerende interferens, men som en art intimitetsskabende tilstedeværelse. En hule, man kan kravle ind i – tryg og endeløs.
“Collected Songs” blev oprindeligt udgivet i 2009 af selskabet Ark Tarp – for derefter desværre at gå lidt i glemmebogen. Efter udgivelsen af pladen stoppede Julie Bo med at udgive musik og har siden helliget sig billedkunsten under sit borgerlige navn Julie Riis Andersen (i hvilken egenskab hun dog også har arbejdet med lyd). Det er synd, for der er tale om en herlig samling folkede sange og små lydeksperimenter.
Heldigvis for os er “Collected Songs” nu blevet genudgivet af det nyopstartede label, Forlaget Kornmod, hvis bagmand Jonas Torstensen indtil for nylig har drevet Pladeselskabet Pladeselvskab. Sammen med et album af bandet Drift og et samarbejde mellem Mads Bjørn Lundsgaard og Torstensen selv er “Collected Songs” en del af det nye selskabs første kuld af udgivelser og demonstrerer endnu en gang Torstensens evne til at grave ukendte kunstnere frem og mod til at træde uden for undergrundens mainstream.
På mange måder klinger “Collected Songs” ganske typisk for sin samtid. Den er fyldt med aftryk af 00’ernes freak folk-bølge, der – anført af kunstnere som Joanna Newsom, Devendra Banhart og Coco Rosie – flød over med campet stemmeføring, naturmetaforer, lo-fi-produktioner og naivistiske guitarfigurer. På sange som “In Winter” og “Arms By” synes Bo endda også at have en krog i 00’er-folkens store forbillede, Vashti Bunyan. Særligt Coco Rosies album “Noah’s Ark” fra 2005 synes at have haft stor indflydelse på albummets univers. Nævneværdigt i den måde, infantil legesyge får lov til at stå side om side med det intimt seksuelle. Ofte høres lyden af legetøj, og et nummer som “Arms By” ligger ikke langt fra duoens lolitask drillende “Honey or Tar”.
Men selvom “Collected Songs” er solidt forankret i sine inspirationskilder, er albummet som samlet udsagn langt mere end summen af disse. Pladens legesyge giver den en vidunderlig skitseagtig kvalitet. Som et barn, tabt i fantasiens rige, ikke en alvorlig voksen, der vil skabe et stort værk. Som skyer, der opløses på himlen, er helhedsbilledet en iturevet tegning. En iturevet skitse til et maleri, der aldrig blev til noget. Skitseagtig lyd, skitseagtige sangtitler (“Sne Finale”, “Ideen”) og en albumtitel, der mest af alt lyder som en hengemt mappe på nogens desktop – som var det hele tiden planen, at pladen skulle udgives med 10 års forsinkelse.
Sangenes narrativer har ikke et fast greb om lytteren, men forskyder sig i tåger af baggrundsstøj og introspektion. Man ledes ikke fokuseret gennem en fortælling, men observerer voyeuristisk én, der spiller for sig selv. Fornemmelsen af noget løst; noget, der er ved at falde fra hinanden, fordi det aldrig var tiltænkt kohærens. Som når “Baby Boy” nærmest ikke når at begynde, før den slutter.
Al denne fragmentering er bundet sammen af en mesterlig melodibeherskelse. Ikke nødvendigvis manifesteret i gode sange i traditionel forstand, men i en melodiøsitet, der ikke har meget plads i 2019s eksperimenterende musiklandskab af dekonstruerede elektroniske beats og punkede anti-melodier. Det er på sin vis ganske interessant, at et så simpelt naturalistisk lydbillede forekommer en smule radikalt i ører tilvænnet det kontemporære musikparadigme. Sammenlignet med i dag, hvor musikken ofte er grandios og bombastisk med store åbne lyde og politiske ambitioner, fremstår Julie Bo skrøbelig. Hendes musik rummer en optimisme og en intim melankoli, der måske er et privilegie forbeholdt musik fra før recessionen i 2008, men som også repræsenterer en ligefrem skønhed og bærer noget tidsløst. Et ekko fra en periode, der dyrkede den lille sang. Dette er ikke dystopisk musik, trods den lille melankoli.
Info: “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” udkom på Forlaget Kornmod 1. september og indeholder et par numre, der ikke var på den oprindelige Ark Tarp-udgivelse. Albummet udgives på kassettebånd i 50 eksemplarer.
