Beach House – Hårde hvidevarer og tyste bangers
Af Pernille Jensen – dette indlæg er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der har ordet frit til at udøse sin viden og kærlighed til musik, det være sig i form af debat, forkyndelse, ekstase et cetera.
Jeg har en ven, der sammenligner lyden af Beach House med en tørretumbler. I overført betydning, forstås. Alligevel lyder det som en sviner. Men jeg synes, det er smukt. For der er få bands, der fra allerførste albumfærd i så høj grad har haft sin lyd på plads som netop Beach House. Nok er den blevet både større, pænere og dyrere i drift siden den første plade udkom i 2006, men alligevel er det stadig umiskendeligt Beach House. Hvilket fører os tilbage til de hårde hvidevarer. For selv om det formentlig er de færreste, der selv har prøvet at blive tumblet tørre i sådan et aggregat – jeg har ikke en selv – kan jeg godt li’ idéen om sangskitser, tekstbider og små melodier der bliver slynget sammen i en maskine fuld af varme og turbulens og kommer ud igen lidt senere som sprøde, færdige sange svøbt i den egenartede lyd, der er så fandens Beach House.
For selv om der er stor forskel på, hvordan de lød engang og hvordan de lyder på ’Bloom’ anno 2012, er sangene stadig som oftest baseret på helt enkle klaver- eller guitarfigurer, der tilsat trommer eller trommemaskine danner den repetitive dyne af lyd, som Victoria Legrands stemme hviler på. Dynen er blevet tykkere med årene, ja. Men den har alle dage været der. Som på den her tyste banger fra debutalbummet komplet med den – igen – repeterede linje “All I want you to see is that I am better”. Victoria, jeg har aldrig påstået andet.
Beach House: Tokyo Witch (2006)
Beach House har alle dage gjort stædige brug af trommemaskine, som i forskellige afskygninger har været fast gæst på alle deres fire plader. Men på ’Devotion’ fra 2008 begyndte de at inkorporere rigtige trommer i studiet, hvilket på flere måder var med til at lukke lidt mere lys ind bag pandehåret.
Beach House minder mig på mange måder om Cocteau Twins og deres dagdrømmende balancegang mellem luftkasteller og virkelighed. Men hvor Elizabeth Fraser gjorde det til kunst at synge, så ingen kunne forstå et ord (Metrolyrics’ forsøg på at afkode teksten til “Lazy Calm” er for eksempel ret sjov), har Victoria et bedre greb om virkeligheden, som i hvert fald rammer mig.
Som på en af mine yndlingssange, “Astronaut”. Jeg elsker der omkring 2.34, hvor hun synger ”Open the gate, ’cause you’re already late / at the end of the lane is a glass of lemonade”. Ikke fordi det betyder noget særligt, eller fordi jeg elsker sange om saftevand. Men for mig er et bevis på, hvordan man i bedste Elizabeth Fraser-stil kan hive noget smukt ud af noget, der egentlig kun giver mening, for den der synger.
Beach House: Astronaut (2008)
Og så for til sidst at trække gulvtæppet væk under mig selv og mine referencer til Cocteau Twins og hårde hvidevarer, kommer her til sidst et glimrende eksempel på, at den rumklangseffekt, der ofte bliver forbundet med Beach House muligvis er rimelig overdrevet. I hvert fald lyder det på denne akustiske optræden fra en strand i Sydney som om, Victoria sagtens kan synge uden fuld skrald på effekterne.
Sangen vil de fleste nok genkende fra “Teen Dream” (2010), men det her er en tidlig version, med et B-stykke, der endte i papirkurven. Og så synger Victoria en bid fra TLC’s “Waterfalls” hen mod slutningen, hvilket i sig selv er en god grund til at se videoen. Og holde endnu mere af den lille dame med den melankolske dræber af en stemme.
Beach House: Used To Be (2008)
Bonusinfo: Beach House – Bloom (2012) udkommer ca. i maj.
