I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”
I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”
13th Floor Elevators er de oprindelige ophavsmænd til termen psychedelic rock. De tre-øjede, psykedeliske texanere er primært kendt for forsanger Roky Ericksons hylende, animalske vokal og tekstforfatter Tommy Halls elektriske jug, der agerer hektisk puls på gruppens to første albums, Psychedelic Sounds of… (1966) og Easter Everywhere (1967). Disse karakteristika er dog begge nedtonet på bandets sidste officielle udspil, Bull of the Woods, som udkom i 1969, til trods for, at virkemidlerne stadig er at finde på enkelte af numrene. Væk er ligeledes den overjordiske, LSD-påvirkede lyrik, der kulminerede på forrige plades åbningsnummer, ”Slip Inside This House”. Måske er dette nogle af årsagerne til at albummet indtager en omtvistet position i gruppens diskografi.
De ledende sangskrivere, Hall & Erickson, var stort set ikke til stede under indspilningerne, som fandt sporadisk sted i løbet af 1968, på et tidspunkt, hvor bandet nærmede sig opløsning, såvel i mental som i fysisk forstand. Ind på scenen trådte den underspillede guitarist Stacy Sutherland (billedet), hvis spøgelsesagtige, nærmest forsinkede lyd ganske vist havde været en hovedfaktor i Elevators’ lydbillede, men som nu blev altoverskyggende.
LP’en karakteriseres især af leadguitarens overdrevne brug af echoplex, som skaber en urovækkende effekt, ikke ulig den elektriske jug på gruppens tidligere indspilninger. Ekkoudladningerne fungerer simultant som efterdønninger af, og varslinger om, den psykedeliske bevidsthedsudvidelse. I modsætning til de tidligere albums lydbilleder, der bar præg af en søgen mod det hinsides, en art transcendental levitation, synes Bull of the Woods dog at være forankret i det dennesidige. Atmosfæren er således døsig, selvsvingende og sumpet.
Kardinaleksemplet er den uhåndgribelige Street Song. Det forekommer vanskeligt i det hele taget at finde hoved og hale i nummeret, nøjagtig som i den moderne metropols gader, fyldt med meningsløse chokvirkninger og sansebombardementer. Den desorienterede vildfarenhed billedliggør samtidig den fortabelse, der karakteriserede bandet på indspilningstidspunktet.
13th Floor Elevators – Street Song
Dertil kan det betagende, men kommercielt vanvittige, træk, at udvælge den ultrastenede ekkoballade May The Circle Remain Unbroken som pladens første singleudspil, betragtes som et forfaldent mindesmærke over 13th Floor Elevators’ uafsluttede skæbne; lyden af et band i opløsning og forfald, som i selvsamme moment genskabes i en lucid drøm om apokalyptisk frelse.
13th Floor Elevators – May The Circle Remain Unbroken
