Passive/Aggressive

Øhavet – festival på Ærø skaber rammer for møder mellem generationer, mennesker og kulturer

July 14 2023

Interview af Andreas Korsgaard

Øhavet er en mindre festival med plads til 1200 gæster, som i år afholdes for tredje gang på havnen i Marstal på Ærø. Festivalen er foreningsdrevet og non-profit, og præsenterer ny dansk undergrundsmusik, med et blik for mere bredt appellerende kunstnere som Smerz, Coco O. og i år eee gee. Festivalen, der har været afholdt udendørs på Marstal havn – en kontekst der fylder meget i festivalens selvforståelse – er i år udvidet med en indendørs scene med et elektronisk og lidt mere hårdkogt program med SØS Gunver Ryberg, Xenia Xamanek, Lyra Valenza og GNOM. 

P/A har interviewet Mads Ravnsbæk Sørensen fra Øhavet om dens historie og ambitioner, og om det særlige ved at lave festival på en ø.

P/A: Hvem er Øhavet Festival? 

Mads Ravnsbæk Sørensen: “Øhavet blev født som en idé blandt venner på en bar i Nordvest under nedlukningen i efteråret 2020. I kernen af arrangørgruppen er vi pt. to lokale (én født og opvokset på Ærø og en på Tåsinge) og tre fra den Jydske højderyg med en afstikker til det nordjyske. Vi har en demokratisk tilgang til de fleste væsentlige beslutninger, som sikrer en festivaloplevelse, der tiltaler unge, der gerne vil høre en masse ny musik og feste om natten, såvel som unge børnefamilier, der måske planlægger ferie på Sydfyn og rundt om festivalen. Derudover genskaber festivalen nogle stærke forbindelser mellem øen og en masse unge mennesker, der er født og opvokset her, men flyttet på grund af skole og uddannelse og som nu hjælper med at planlægge og afvikle festivalen. Det er et mål i sig selv, at organismen vokser sig stærkere og til sidst gør den oprindelige gruppe overflødig.”

P/A: I år er tredje år festivalen afholdes – hvorfor startede i den, og hvorfor lige på Ærø?

MRS: “Vi startede Øhavet, fordi vi savnede Sejerø Festival. Og for at skabe en direkte linje mellem København og Marstal, da to i arrangørgruppen nu igen er lokale øboere. Selvom ideen opstod under covid, så var det aldrig bare med et ønske om at skabe et ’quick fix’ af en festival. Eventyret ved at tage på festival på en ø med en rejsetid med bus/tog og færge på mere end 4 timer er i sig selv sjov. Og efter et scouting-besøg på øen var det også tydeligt, at det rå havnemiljø rummede et potentiale for at skabe en meget anderledes oplevelse. Vi lejer det lokale søfartsmuseums grund, som udgør et ret ukurant festivalsite, der både rummer gamle joller og skibsvrag samt en bedding og kajplads for museets aktive både. 

På havnen er der desuden en del gamle værftsbygninger og maskinhaller, som vi også drømmer om at tage i brug. I år etablerer vi f.eks. en ny indendørsscene. Vi synes derfor selv, at vi får en del foræret af det autentiske maritime miljø, så vi ikke selv skal ud og bygge en helt masse op, som hvis vi lavede festival på en stor græsmark.”

Efter min mening har den danske alternative musikscene aldrig lydt bedre

Mads Ravnsbæk Sørensen

P/A: Hvad er visionen for festivalens program, og hvordan har det ændret og udviklet sig fra den første udgave i 2021 til i år? 

MRS: “Grundvisionen for festivalens profil er stadig den samme: Vi vil gerne være en festival for nyere artister indenfor alle genrer og som ikke spiller på alle de andre festivaler. Efter min mening har den danske alternative musikscene aldrig lydt bedre, og jeg drømmer om at lave en festival, der præsenterer alle de bedste herboende kunstnere, der ellers kun får spilletid på Roskilde Festival. Qua vores publikum, forsøger vi at balancere vores profil, så vi både har de eksperimenterende artister og nogle lidt bredere (sidste år havde vi fx både Coco O., Smerz, Erika de Casier, Bremer/McCoy.) 

De større artister sælger muligvis lidt flere billetter, men kombinationen er i sig selv en pointe, og den sikrer også et større fællesskab omkring enkelte koncerter, som vi heller ikke er for fine til. Med årets tilføjelse af en ekstra scene kan vi nu præsentere endnu flere eksperimenterende kunstnere, som måske kan have det svært på en open air scene i fuldt sollys, eller som bare har lyst til at lave nogle andre typer af shows.

De kunstneriske rammer er nogenlunde definerede, men vi har hele tiden lyst til at udforske nye territorier, og vi planlægger f.eks. også at søsætte nogle helt særlige kunstneriske samarbejder – også gerne tværæstetiske – hvor vi inviterer musikere, performere og dansere til at samarbejde hen imod en slags uropførsel på Øhavet.”

P/A: Alle kunstnerne er danske eller herboende – er det en bevidst bookingstrategi, eller er der planer om på sigt at lave et internationalt program?

MRS: “Vi har en ret klar ambition om at nå et sted hen, hvor vi også præsenterer internationale navne, og vi taler både med andre små alternative festivaler om mulige samarbejder og nogle af bureauerne i København. Den nye indendørsscene gør det nu muligt for os, dels at præsentere endnu flere artister og dels at lave shows, hvor vi har bedre kontrol over rammerne”. 

Vi kan ikke lide monokultur, og det ville aldrig blive en sjov festival, hvis det kun var den ene gruppe, der kom på Øhavet.

Mads Ravnsbæk Sørensen

P/A: Hvilke tanker gør I jer om Øhavet som en stedsspecifik festival, og hvordan taler programmet sammen med den unikke placering i det gamle marstalske havnemiljø? Og med Ærø eller det sydfynske øhav som sådan?

MRS: “Marstal har som epicenter for den danske maritime søfartshistorie altid besiddet internationalt udsyn og en kulturel nysgerrighed. Selvom det kan lyde søgt, så forsøger vi at afspejle de værdier i musikprogrammet. Konkret handler det måske mest om åbenhed overfor alle musikalske ideer og genrer.

Vores sjælevenner på Motorfabrikken Marstal har en klar mission om at genskabe interessen for det maritime miljø, samt at føre den stolte maritime arv ind i det 21. århundrede. Øhavet kan derfor heller ikke se sig fri for en total lokal sammensmeltning. Vi er vores arv bevidst og omhyggelige med at vælge lokale samarbejdspartnere. 

Vi inviterer desuden hvert år det sagnomspundne lokale sømandskor, Marstals Småborgerlige Sangforening, til at åbne festivalen, og på den måde forsøge at skabe et lille kulturmøde mellem lokale og tilrejsende festivalgæster. Vi kan ikke lide monokultur, og det ville aldrig blive en sjov festival, hvis det kun var den ene gruppe, der kom på Øhavet. Mødet mellem generationer, mennesker og kulturer giver potentialet for nye samtaler, nye perspektiver og nye ideer, som forhåbentligt gør verden til et lidt sjovere sted.”

P/A: Motorfabrikken har en ret klar ambition om at medvirke til at skabe et levende helårsmiljø af kreative og selvstændige på Ærø – hvordan bidrager Øhavet til den udvikling?

MRS: “Uden Motorfabrikken, intet Øhavet. Selvom det ikke er direkte overlagt, så bidrager vi nok også til ambitionen om at føre Marstals maritime kulturarv ind i en moderne tid ved igen at gøre den lokale havnekaj til et mødested for nye fællesskaber, hvor gammelt og nyt smelter sammen og skaber en ny retning for byen og øen. En positiv opmærksomhed og udvikling som Motorfabrikken er en central del af og arbejder for i det daglige. Men udover et sammenfald af personer, så er Øhavet sin egen forening og organisation, der indtil videre har til formål at arrangere musikfestival midt i sommerferien.”

P/A: Øhavet skriver sig ind i en række af mindre festivaler med et langt hen ad vejen eksperimenterende musikprogram, f.eks. Fanø Free Folk Festival, Sejerø Festival og Avernax – hvor har I fundet inspiration til festivalens udformning og format?

MRS: “Sejerø er et klart forbillede. Jeg drømmer stadig om forventningerne og eventyret ved at lade sig transportere med bus og færge til en anden festival end Roskilde for at høre nogle (virkeligt) alternative navne og i det hele taget ikke ane, hvad der skulle ske. Vi har forsøgt at bløde udtrykket lidt op ved at tilsætte lidt ’marstalsk’ DNA, så vi bliver vores egen og ikke bare en dårlig kopi.” 

P/A: Hvad er ambitionen for festivalen på sigt?

“Vi har ikke en ambition om at festivalen skal være større – vi er i år omkring 1200 publikummer – men vi vil gerne gøre den bedre, og vi vil gerne forny os. Det sker primært ved at skubbe til festivalens kunstneriske visioner. Det kan f.eks. være ved at igangsætte unikke kunstneriske og tværæstetiske samarbejder, så vi fortsat skiller os ud fra mængden. Eller ved at bryde lidt med det vante koncertformat, så vi også afholder nattekoncerter på en mark under stjernehimlen, eller tager det maritime miljø endnu mere i brug og lave koncerter på en trawler eller en coaster.  

Vi stræber mod at blive en stærk og væsentlig platform for ny dansk musik og værner derfor om den tillid, som både publikum og artister har givet os ved hvert år  at vælge os til.”

Øhavet Festival afholdes 21. – 22. juli på Marstal Havn, Ærø. Musikprogrammet tæller, eee gee, Lowly, Sofie Birch, Varnrable, Gorgeous, Nausia, First Flush, Julie Pavon, Aysay, Toby Ernest, SØS Gunver Ryberg, Xenia Xamanek, Lyra Valenza og GNOM, DJ Brevet og Mia Campau. Læs mere om festivalen her.