Rhizome – At blive en krop af vand
V/A – “Hypersea” (Rhizome, 2023) – anmeldelse af Mimmi Bie. Artwork af Mads Krue Bugge
Vand præger i særlig grad min oplevelse af den her sommer. Jeg er med sikkerhed ikke den eneste, der den seneste tid har været særlig opmærksom på mængden vand, eller mangel på samme, i det danske sommerlandskab. En tørkeramt og udpint forsommer er nu blevet afløst af en skybrudssæson, hvor vandet i skrivende stund synes at vælte ned fra himlen i tunge dråber hvert andet øjeblik. Derfor virker det betimeligt, at det København/Berlin-baserede pladeselskab Rhizome afsøger vandets betydning og potentiale som tematisk prisme på deres kommende kompilationsudgivelse Hypersea.
Genrespændet på samlingen er alsidigt og strækker sig fra eksperimenterende vokalkollager og optagede lydmiljøer over i et mere velkendt popunivers af mere beat-drevet karakter. Fælles for de 18 artister, der medvirker på samlingen, er, at de med undtagelse af en enkelt afstikker – amerikanske Laenz – har tilknytning til den københavnske undergrund. Hver artist har taget afsæt i kulturteoretiker Astrida Neimanis tekst ”Hydrofeminism – Or, On Becoming a Body of Water,” der står som udgangspunkt for hvert enkelt bidrag. Neimani undersøger i skæringspunktet mellem feministisk og miljøorienteret tænkning, hvilke perspektiver der åbner sig, hvis man på både konkret og abstrakt vis sætter vandets beskaffenhed i spil og orienterer sig i kraft af dets væsen.
Hydrofeminisme er en hyldest til vand som livgivende bindeled mellem organismer; en idé der fremhæver en flydende og relationel identitetsforståelse. Men det er også en opfordring til at have blik for vand som en afgørende og allestedsnærværende nødvendighed. Om det drejer sig om tørke, forurening eller noget helt tredje, er afhængighedsforholdet til vand udtryk for en særlig skrøbelighed og sårbarhed overfor påvirkninger og forandringer i miljøet. Albummet bærer præg af, hvor alsidig en inspirationskilde Neimanis tekst er; de 18 artister, der medvirker på Hypersea, har i sandhed grebet opgaven an på vidt forskellige måder. Det giver en ret fragmenteret lytteoplevelse, men peger på samme tid på det væld af potentialer, som denne form for tænkning kan bære med sig.
Nummeret sætter scenen ved at fremmane vandets omsluttende kvalitet og give fornemmelsen af noget fremmedartet og uudforsket
Hôy La åbner albummet med nummeret ”A Quest for Liquid Materials,” som på en baggrund af blide klangflader følger lyden af stakåndede åndedræt og hastige skridt, der meget konkret trækker lytteren henimod brusende bølger og ned under vandet. Nummeret sætter scenen ved at fremmane vandets omsluttende kvalitet og give fornemmelsen af noget fremmedartet og uudforsket, mens de efterfølgende numre på hver deres måde er af en mere indadskuende karakter. ilinxs intime vokalkollage, Saltmothers på en gang storladne og sanseligt nærgående udtryk samt Julia Beckers skrøbelige, koriske kontemplation sammenvæver tanker om overflader, nærhed og kropslighed.
Begrebet Hypersea refererer til den måde, hvorpå landdyr gennem evolutionen har udviklet en mulighed for at bære vandet med os, snarere end at være afhængige af vand som habitat. I den her sammenhæng er det grænseflader og den konstante udveksling af væske, der danner afhængighedsforholdet; bevægelser, der skaber forbindelser og samtidigt besværer vores væren i verden. ”I carry the ocean within me,” fastslår ill på det efterfølgende nummer, der samtidig kredser om længslen efter stærkere forbundethed; om på en gang at stå fast i sig selv og have brug for forbindelsen til andre.
Angel Weis ”Nongfu Spring” er et abrupt stemningsskift, der legende sætter tempoet op, og med opløftende harmonier bringer lytteren lidt på afstand af den alvorlighed, der har præget albummet indtil videre. Lyra Valenzas technotrack ”Workload” udgør ligeledes et af de mere dansable bidrag på udgivelsen, men denne stil bliver afløst af Fabers korte intermezzo ”Movement,” der knytter den musikalsk bevægelighed med foranderlighed som tematisk motiv.
Ofte er bevægelsen knyttet til det mellemmenneskeligt relationelle som et på en gang besværet og livsnødvendigt vilkår
På de efterfølgende numre folder Hypersea sig ud i spændingsfeltet mellem flow og hindring, der på den ene eller den anden måde afspejles i udtryksformerne. Ofte er bevægelsen knyttet til det mellemmenneskeligt relationelle som et på en gang besværet og livsnødvendigt vilkår. Det høres f.eks. på Holger Seidelins ”Me and My Love”, der bevæger sig fra tungsindigt downtempo over i en hektisk breakbeat-sekvens, mens en luftig vokal kredser mellem ensomhed og nærvær. Varnable griber ligeledes ind i spændingsfeltet med nummeret ”Hybrid”, hvor kontrasten mellem et flydende og ambient guitarmotiv og en pulserende sekstendedelsrytmik gør udtrykket på en gang letflydende og hvileløst. En talestemmevokal kredser om sårbarhed og grænsesætning og synes også her at bevæge sig på skellet mellem selvet og den anden.
Hypersea, der udover de nævnte artister indeholder bidrag fra Jason Lee, Bysund, Astrid Nørgaard, KRY, Laenz og Skarv, er så omfangsrigt at det næsten udvander den reflekterende forestillingskraft, som albummet virker til at ville indgyde med udgangspunkt i inspirationskilden. På trods af at numrene fungerer godt hver for sig, har jeg til tider svært ved at værdsætte samlingen som helhed. KRYs “Won’t tell me nothing,” er for eksempel i sig selv et ret stærkt popnummer, men sammenhængen med Hydrofeminismen synes umiddelbart at kunne ligge på et lille sted. Selvom jeg anerkender forskelligheden som et kunstnerisk greb, og selvom det er helt forventeligt, at inspirationskilden forgrener sig i alle retninger, når Rhizome skaber plads til hver enkelt artists særegne udtryksform med kompilationsformatet, sidder jeg dog tilbage med ønsket om en stærkere sammenhængskraft mellem de forskellige numre på albummet.
Det er særligt de numre, der skaber plads til en vis eftertænksomhed, der virker mest fængende, og jeg kan blive i tvivl om, om denne indvirkning havde været endnu mere gribende, hvis formatet havde været strammere. Men under alle omstændigheder er Hypersea fyldt af musikalske udtryk, der hver især er værd at lytte til. Rhizome har endnu en gang formået at fremhæve et væld af alsidige stemmer fra den københavnske undergrund, og med faciliteringen af kompilationsalbummet viser pladeselskabet sig igen som en gunstig aktør i det musikkulturelle økosystem.
Info: Hypersea udkommer via Rhizome d.1. september. Der er releasefest på Christianshavn Beboerhus.
