Blomsten – Trommeblomst mangler mening
Blomsten – “Pladsen” (Aar & Dag, 2024) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, foto: PR
Kvartetten Blomsten, bestående af Mads Forsby (aka. Illdjinn), Anders Bach (aka. GNOM), Victor Dybbroe (Girls in Airports) og Anders Vestergaard (ditto), er navngivet efter deres særlige setup, når de skal spille: En tætpakket cirkel fyldt med trommer og andre perkussioninstrumenter. Omkring denne blomst står de fire musikere og spiller på alskens slagtøj, ind og ud af takt med hinanden. Desværre spiller de sjældent noget, der vækker større begejstring hos mig, i hvert fald ikke som rene indspilninger.
Albummets i alt 11 kompositioner føles nemlig ofte mest af alt som demonstrationer af instrumentgrupper. Åbningsnummeret ”Slow Tan” benytter sig af trommer, der spiller et stabilt udviklende motiv over en lys drone i baggrunden, der formodentligt er blevet skabt ved at stryge kanten af et bækken. ”Lille blomst” gør brug af bongoer i højt tempo, der i kraft af de mange anslag nærmest lyder raslende. ”Højlandet” rasler ligeledes, men denne gang med hvad der lyder som klokker på snor, med snigende julestemning til følge.
Det mest interessante nummer er ”Spillet”, der med træperkussion, gonger og en virkelig fladt lydende klokke rent faktisk blander instrumenter sammen og skaber en dynamik og historiefortælling, der beklageligvis ikke forefindes mange andre steder. De forskellige instrumenter taler her sammen, reagerer på hinandens indfald. Man kan næsten se de fire musikere for sig, stående omkring slagtøjsblomsten med koncentrerede blik og tilspidsede ører, anspændt afventende hinandens anslag. Også ”Lay” fortjener fremhævelse, med hurtig og løs klingende perkussion, der leder tankerne mod et gamelanorkester uden den imponerende sans for timing, som sådanne grupper ellers er verdenskendt for. “Lay” er derimod kaotisk på en frisk, smittende måde.
Der er et væld af forskellige instrumentationer på albummet, men deres tilstedeværelse mangler mening.
”Slur” skiller sig ligeledes ud med sin markant langsommere hastighed, som får nummeret til at lyde som et isoleret trommespor fra en doom metal-optagelse. Men ligesom det nok ville være tilfældet med et egentligt isoleret trommespor fra en sådan optagelse, så kan trommerne ikke bære det alene. Der er et væld af forskellige instrumentationer på albummet, men deres tilstedeværelse mangler mening. Under mine gennemlytninger fanger jeg ofte mig selv i ubevidst at gøre mig klar til det temposkift, den ekstra instrumentering, eller den store forandring i kompositionen, som ville sætte slagtøjet i kontekst. Men disse ting indfinder sig ikke. Som i næstsidste nummer, ”Feng”, hvor gruppen spiller hurtige trommer, som på grund af deres insisterende hurtige rytmik føles som om, at de bygger op mod noget, som så bare aldrig sker. Det uforløste kan ofte i sig selv være et spændende kreativt virkemiddel, der efterlader lytteren hungrende efter svar, som ikke indfinder sig. Men “Feng” stiller ikke noget spørgsmål eller overlader noget til fantasien hos mig.
Det allersidste nummer, ”Pladsen”, lukker heldigvis albummet ned med stil – som det også var tilfældet i ”Spillet”, så gøres der her brug af flere instrumenter, der hver især har en unik lyd. De fire musikere skaber hermed søgende samspil, små klikkende, lullende og raslende lyde afbrydes af en stortromme, der banker ind, og så ud igen. Hvis bare hele udgivelsen havde en sådan sans for dramatikkens bølgegang.
Blomsten, altså selve klyngen af slagtøj omkring hvilken de fire musikere kan bevæge sig, er som koncept et stærkt visuelt billede.
I mange andre henseender vil jeg være stor fortaler for det simple og minimalistiske – for ideen om at man ved at fokusere dybt på en enkelt ting vil kunne opnå musikalske udtryk, der ellers kan være svært tilgængelige. Men på “Blomsten” udebliver resultaterne simpelthen for ofte. Trommer og perkussion kan sagtens stå alene og skabe fuldstændige sanseoplevelser og narrativer, men Blomstens kompositioner i denne indspilningsform mangler i reglen en hørbar dynamik og samtale mellem ikke bare instrumenterne, men også instrumentalisterne, som skaber en tilfredsstillende forståelsesramme. Blomsten, altså selve klyngen af slagtøj omkring hvilken de fire musikere kan bevæge sig, er som koncept et stærkt visuelt billede. Det lægger op til ideen om samspil – kvartettens medlemmer kan se hinanden i øjnene, mens de hver især spiller, hvilket i teorien skulle foranstalte nær koreografiske manøvrer omkring instrumentsamlingen. Men for størstedelen af numrenes vedkommende mangler der noget, der kan give lytteren lysten til at manøvrere med.
Info: “Pladsen” udkom på Aar & Dag d. 1. april.
