Phono Festival 2012 genoplevet
af Frederik Denning
Før festivalen i år var sidste gang, jeg besøgte Phono Festival i 2008. Dengang var festivalen en lille, lidt udefineret genert størrelse. Siden da er den på rekordtid blevet voksen. Det ses allerede på det grafiske udtryk, der mellem en stilet hjemmeside og et helt selvstændigt magasin ligger blandt de bedste i Danmark. Det er stilrent, direkte og selvbevidst. Ligesom festivalen. Phono er, fra sidst jeg besøgte festivalen for fire år siden, gået fra at have lokalt format til at have internationalt format. Det er ikke længere blot en musikfestival, men en decideret kulturinstitution. Når borgmesteren i Odense beder om at hilse dernede og ”sige tak for det de gør for byen” ved man, at det er en festival, som har etableret sig selv benhårdt.
Phono har haft hjemme lidt forskellige steder, men holder nu til i de gamle slagterihaller. En perfekt ramme, for en technofestival. Den rå og slidte bygning kombineret med høj elektronisk (bas)musik giver en unik oplevelse, af noget mange vel forbinder med en slags arketype på et rave, men som alligevel sjældent er en realitet. Mødet mellem tidlig industrialiserings forfald og en festival, der bevidst udtrykker sig futuristisk i både auditivt og visuelt udtryk fungerer mildest talt godt. Man er selvfølgelig nødt til at være der, for at få oplevelsen, for den rammer alle sanser på én gang.
Phono er hele vejen rundt meget ambitiøs festival, der kigger både frem og tilbage, når der skal bookes navne hvert år. Og både i inder- og ydercirklen af den elektroniske genre. Lad der ikke være tvivl om, at Phono er en kæmpe fest, og det er meningen, at Phono skal være det. Men det er også meningen at publikum skal udfordres – både nørderne og de der aldrig har hørt et 4/4 beat. Ikke bare af de navne der spiller tidligt, men også af de senere – de navne du kommer for at feste til. Lad os kigge på fredagens musikprogram som eksempel: Først spillede Toblerones – en finsk improgruppe, der afsøger grænserne mellem elektronisk og digital musik. Ærligt – Toblerones var ikke særligt godt, men stod også for årets eneste deciderede misser i programmet. Herefter spillede først Patten og dernæst Sculpture meget forskellige typer musik, der begge udgives på førstnævntes engelske bånd-label Kaleidoscope. Begge dele var virkelig godt og udfordrede samtidig (antager jeg) store dele af publikum. Særligt Sculpture leverede en af festivalens højdepunkter med deres blanding af rungende techno og ekstremt opfindsomme visuals. Videre til franske Débruit live-band, der bevægede sig fra alt mellem mellemøstlig funk til samplebaseret techno. Alt sammen fremført på guitar, keyboard og sampler.
Og netop dette var et tema for Phono festival i år, der havde besluttet sig for at lave dette benspænd: Alt musik (ingen undtagelser) skulle fremføres live – dvs. ingen DJ sæt eller ableton press-play optrædener. I sig selv et kompromisløst særsyn indenfor genren, som løftede Phono festival endnu et trin. Og hermed bringes vi naturligt videre til fredagens sidste indslag, nemlig noget så sjældent som en liveoptræden fra Underground Resistance-legenden Robert Hood. Robert Hood lagde slagtehallerne og Odense ned fra start til slut. Det var en magtdemonstration i minimal techno og – tør jeg vædde med – den bedste fest i Odense i et år. Koncerten var vel nok årets bedste, og havde i sig selv været en tredages billets pris værd (de koster helt ned til 99kr i forsalg. Det er simpelthen til grin).
Når det er sagt, så er det ikke i min interesse at anmelde eller anbefale nogle koncerter over andre. For det er festivalen som helhed, der skal anbefales. Phono kan (og er) noget helt unikt. Noget som måske ingen andre festivaler i Norden kan, og som kun få i Europa kan. Hvis du nogensinde har været i tvivl om festivalen var turen værd så lad det hermed være klart: Ja, det er den (uanset hvor turen går fra). Vigtigst af alt, så er Phono ikke en professionel maskine med god grafik og et professionelt booking-team. For midt i industri, techno og godt design skinner kærligheden til musikken igennem, og det kan man mærke fra øjeblik, man sætter sine fødder i indgangshallen, til man ryster det sidste stykke loft ud af håret – for ja – når bassen spiller, så falder loftet bogstaveligt talt ned omkring ørerne på gæsterne. Men som Robert Hood sagde om netop dette efter sin koncert: ”That’s why we in’ it”. Ses næste år.
Info: Phono Festival fandt sted for syvende gang den 13.-15. september i Odense. Blandt kunstnerne var Robert Hood, Mouse on Mars, Sculpture, Beastie Respond, Goodiepal, Debruit, The Hacker, MMM med flere. Læs mere på festivalens hjemmeside. Billeder af Hans Kristian Hannibal-Bach: Robert Hood (øverst), Sculptures (midterst) og Debruit (herunder).
