Passive/Aggressive

Cut Hands – rundt om de musikalske idiomer med djævleuddrivende afronoise (interview)

Feature September 11 2013, af passive/aggressive cut_hands_01

Af Alexander Hecklen

Den britiske musiker, William Bennett, har i de sidste 30 år afsøgt grænser og defineret genrer med et øresønderrivende katalog af provokerende sange sammen med bandet Whitehouse. Men for få år siden påbegyndte den erfarne noise-kunstner en modig enmandsekspedition op af Congoflodens kringlede kroge og mudderplumrede vand. Det syn, som den afrobesatte tropejæger i vilde feberdrømme kunne skimte ved flodens udspring, var intet mindre end en sand guldåre af kulturelle aflejringer fra det glemte kontinent.

– Det har været en lang opdagelsesrejse, som begyndte for mange år siden, hvor jeg blev interesseret i, hvordan method acting og teater kunne anvendes i koncertsammenhænge og på indspilninger. Jeg blev især fascineret af Maya Derens film og tekster om Haiti. Derfra bragte min odyssé mig ganske logisk videre til Congo-regionens kunst, musik og sprog.

I hjertet af Afrika fandt William Bennett et uudtømmeligt reservoir af mørke, bevidsthedsudvidende rytmer, som han siden 2007 rundhåndet har delt ud af under navnet Cut Hands.

– Selve instrumenteringen er fascinerende på grund af den kraftfulde kinæstetiske gennemslagskraft, der kan være i at slå et instrument an – og de ufattelige følelsesmæssige reaktioner, det kan give. Jeg har ingen interesse i at dekonstruere musikalske udtryk – selv hvis det var muligt, hvilket det næsten med sikkerhed ikke er. Mange musikologer har prøvet og fejlet. Under alle omstændigheder ville det være et meningsløst projekt, for de musikalske idiomer, vi er mere vant til, kan ganske enkelt ikke anvendes på afrikansk musik.

Provokerende image hænger ved
I Whitehouse blev William Bennett først og fremmest kendt for at overskride grænser. Især de eksplicitte tekster med provokerende billedsprog var med til at gøre bandet berygtet. Men selv om Cut Hands udelukkende disker op med rytmetunge, instrumentale tracks, er dele af det provokerende og noisede islæt fra Whitehouse stadig at spore i hans musik. Interessen for de afrikanske stammerytmer begyndte faktisk allerede dengang, han endnu var aktiv i den eksperimenterende power electronics-gruppe.

– Et af mine oprindelige mål – inspireret som jeg var af nogle fantastiske haitianske voodoo-musikere, jeg for første gang oplevede for 15 år siden – var at forsøge at opnå noget af den ufattelige, bevidsthedsændrende intensitet, som kunstnerne opnåede og udstrålede. Først igennem sproget og lyden i Whitehouse; siden igennem den rene percussion og de støjelementer, der findes i Cut Hands. Så på den måde er intentionen med de to projekter meget ens. Der er formentlig flere fællesnævnere, end folk umiddelbart tror.

Fortiden som provokatør i Whitehouse binder sig derfor i den grad stadig til William Bennetts musik. Hans ry som kompromisløs kunstner har haft en så stærk virkning, at han med Cut Hands er blevet mistænkt for at have tvetydige og fordækte motiver, når han anvender de afrikanske takter. Kritikere har endda beskyldt den britiske musiker for at have en djævelsk intention om at ville overtage og kolonisere de dunkle rytmer.

– Jeg ved ikke, hvor idéen om det tvetydige kommer fra, da det for mit vedkommende ganske enkelt er en uudtømmelig kilde af kunstnerisk inspiration og kærlighed især til det vestlige, centrale Afrika. Jeg er for eksempel meget uenig med The Wire-skribenten Chris Bohns påstand om, at der er en form for kulturel imperialisme på spil. Min intention er på ingen måde at dekonstruere, overtage eller misbruge traditionel afrikansk musik, som jeg har stor, stor respekt for. Der er en kæmpe forskel på inspiration og imitation.

Kunst skal provokere
Med sine forskårne hænder afsøger William Bennett stadig nye grænser i musikken. Men modsat årene med power electronics-pionererne i Whitehouse er provokationen nu mere subtilt begravet i rytmerne.

– Det er helt sikkert mindre åbenlyst provokerende grundet fraværet af tekster, selv om andre gennemskuelige indrømmelser kompenserer for det. Personligt synes jeg altid, at kunst skal provokere mig. Min musik skal fremprovokere en kraftfuld, bevægende, mørk og emotionel respons dybt indeni. Det skal være noget, man aldrig glemmer, og som man altid med glæde kan huske tilbage på. Det skal føles meningsfuldt og som det bedste, der nogensinde er sket. Det er de øjeblikke, hvor man føler, det er værd at leve.

Reaktionerne på William Bennetts musikalske kursskifte har ­– med undtagelse af kolonialismeforskrækkede kritikere – været positive. Netop fordi han har formået at fastholde de umiddelbare og impulsive elementer i musikken, går publikum frimodigt ombord i Cut Hands’ congolesiske floddamper, inden afro noise-kunstneren resolut kapper alle fortøjninger og sætter strøm til de dunkle, pulserende rytmer.

– Whitehouse ændrede sig meget over sine 30 år, så overgangen var ikke så hård som forventet. Jeg var overhovedet ikke sikker på, hvordan folk ville tage imod Cut Hands, jeg var faktisk ganske ængstelig for det. Så det er altid fantastisk glædeligt, når folk kan lide det – og især når man selv kan høre og mærke det til en koncert. Moderne publikummer virker langt mere åbne over for nye ting, for ikke at nævne at de ved langt mere om mange forskellige typer musik. I hvert fald i langt højere grad end jeg selv husker det fra dengang, jeg begyndte at gå til koncerter. Det er fantastisk.

Moderne stammedans i bastungt mørke
Når Cut Hands træder op på scenen, bliver hænder hugget af i nuet. De fantomsmertende fingre fumler indædt for at finde den mest kompromisløse lyd – for når de afhuggede hænder spiller, handler det helt grundlæggende om at undgå monotoni og kedelige gentagelser. Det har betydning for variationerne i de mørke rytmer – men i lige så høj grad for den brede vifte af visuals, som den britiske musiker selv styrer fra scenekanten.

– Alt afspilles elektronisk – især efter jeg tog beslutningen om at have live-visuals til koncerterne, som er et element, jeg bruger meget arbejde på at lave. Selv om elektronikken reproducerer mine numre ret præcist, ændrer koncertsituationen ­– med publikum og live-visuals – den musikalske oplevelse dramatisk. Alene den høje volumen i sig selv kan fremprovokere helt utroligt forskellige lytteoplevelser for folk. Eller på et fantastisk sted som Sub Club i Glasgow, hvor subwoofere under dansegulvet giver folk massive basorgasmer på stedet. Jeg ville også gerne inkorporere akustiske elementer og har kontakt med fantastiske musikere. Men der er ingen tvivl om, at kompleksiteten i mine polymetriske rytmer er meget udfordrende at genskabe live.

Med en funklende plade på vej byder Cut Hands op til moderne stammedans i Phonos bastunge mørke. Afronoise-mageren vil dog ikke afsløre alt for meget om “Mad Woman”, som han kalder pladen. Kunsten ligger i de umiddelbare overraskelser – og i nye, rytmiske krumspring.

– Jeg må hellere undlade at sige for meget, andet end at den er meget ekstatisk og tilgængelig. På trods af nogle indledningsvise beskyldninger om blot at være ’batucada (en undergenre af samba, red.) for små piger’, så er den blevet enormt vel modtaget til koncerter. Dens stil repræsenterer ret godt den nye retning, jeg arbejder på at føre mit materiale i.

INFO: Interviewet er lavet af Phono Festival og tidl. bragt i festivalens magasin. Phono Festival finder sted i Odense den 12.-14. september.