Passive/Aggressive

PHONO 2013 – Himmelfaren i det gode skib Arka’en

Feature September 10 2013 roster_felix_kubin

Af Simon Christensen

Den odensianske festival for elektronisk musik, Phono, er tilbage med en ny og endnu mere fantastisk og ambitiøs anstrengelse af en festival med prominente internationale navne som DJ Rashad, Felix Kubin, Tim Exile, Cut Hands m.fl. I en tid hvor små festivaler mere end før præsenterer avantgarde uden for hovedstaden, er det måske ikke den største nyhed, at en festival i Odense også kan præstere et ambitiøst, genreusikkert og ideologisk smukt line-up (i lighed med blandt andet Click, Sejerø, Fanø, Pop Revo m.fl.), men på Phono er benarbejdet lavet for at formidle ny musik, international kvalitet og dét, der sker mellem det besværlige og det festlige, og det gøres også fremragende i festivalen trykte program, der egentligt mere ligner et musikmagasin. Se nederst.

Phono Festival, der sidste år bla. præsenterede Robert Hood, er flyttet fra de gamle slagterihaller til Arkaden i Odense midtby, et festkompleks i tre etager, som lukkede for et par år tilbage og inden da var kendt som Danmarks farligste kvadratmeter. Når Phono Festival slår dørene op i år bliver det nok først og fremmest farligt i musikalsk forstand med fremtidsmusik, der fortolkes således, at det er eksperimenterende musik, at det er elektronisk funderet, og at der er navne, som er pionerer inden for hver sin subgenre. Højdepunkter kunne være: om torsdagen hyperaktiv og frenetisk footwork med DJ Rashad & DJ Spinn, om fredagen matematiske og akademiske lydeksperimenter med Chicago-produceren Hieroglyphic Being alias Jamel Moss og den engelske duo Emptyset (Raster-Noton), og lørdag med en festivalmentor i form af tyske excentriker Felix Kubin, der af Phono præsenteres som electro-entertainer, retro-futuristist og dadaist. Der går lidt Dr. Caligari, Star Trek The Original Series, Goodiepal og Kraftwerk i Kubins musik, hvilket sikkert symboliserer festivalen på fin vis.

Det er ottende gang, at vi laver festivalen, men det bliver aldrig rutine at lave det, og det er noget af det fede. Det handler i høj grad om at se selve dét – at lave et arrangement, og al den betydningsdannelse, der er omkring det – som en kunstform, i stedet for kun at se det, der sker på scenen som en kunstform. Vi stræber efter syntesen imellem avantgarde og det festlige, og mener at extrem musik sagtens kan nå bredt ud, hvis det formidles i den rigtige kontekst. Vi ser hele programmet som en helhed, hvor hver koncert komplimenterer hinanden, og skaber en større helhed. En af grundene til, at vi bliver ved, er, at vi kan mærke, at det er et arrangement, der betyder noget for sindsygt mange mennesker. Det er mange menneskers storbydrug, og det får de mennesker til at føle, at de bor i en storby,” fortæller Mikkel West fra Phono Festival.

Line-up: Karenn (UK), DJ Spinn & DJ Rashad (US), Space Dimension Controller (UK), Hieroglyphic Being (US), DMX Krew (UK), Zombie Zombie (FR), The Destroyaz (Neil Landstrumm/Bill Youngman) (SCO/US), Tim Exile (UK), Cut Hands (UK), Felix Kubin (DE), Age Coin (DK), Stargate (IT), Emptyset (UK), My Panda Shall Fly (UK), Mik Musik Showcase (POL), The Durian Brothers (DE), Yosi Horikawa (JP), Günter Schickert & Pharoah Chromium (DE), Lumisokea (IT/BE), Gelbart (DE), Konditoque (DK) og Sleep, You Restless Heart (DK).

Smid forbeholdene og tag til Odense. Phono Festival finder sted den 12.-14. september (RSVP). Læs mere om festivalen og musikken i magasinet her: