“You’re Living All Over Me” – en desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed
Af Buster Ask
I en tid hvor tempoet var højt og kodeordene var Dischord og SST, efterlyste to unge fyre på en high scool i Massachusets en trommeslager, der havde lyst til at spille virkelig hurtigt. Efterlysningen blev besvaret, og bandet Deep Wound oprettet. Her mødtes to af indierockens vigtigste og mest indflydelsesrige personer hinanden for første gang: Lou Barlow og Joseph Mascis.
Et år senere, i 1984, slog de sig sammen med vennen Murph og dannede bandet Dinosaur. I modsætning til scenens musikalske tendenser erkendte Barlow, at musik sagtens kunne være langsomt og tiltalende på samme tid, hvilket, han efter sigende selv mente, var et resultat af pot-rygning og at høre Replacements. Den reserverede Barlow blev ved med at få udfordret sin musikalske horisont i form af Mascis’ melodiske guitarfigurer indsmurt i potente mængder distortion og reverb.
I 1985 udgav de det selvbetitlede debutalbum, som modtog en rimelig portion roser, men der skulle dog gå to år endnu, før verden skulle stifte bekendtskab med det, der i dag bliver anset, som en af de mest skelsættende og elskede indierock-plader nogensinde.
“You’re Living All Over Me” (1987) er en selvmedlidende og ynkelig plade, der oser af desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed. Selvom pladens tekstside er et resultat af Mascis’ isolation fra både bandet, såvel som andre mennesker generelt, og de utallige interne stridigheder i bandet, er det nogle helt andre ting, der kommer til udtryk, når man som lytter lægger ører og hjerte til denne plade. Hver gang den kommer under nålen, er der nærmest tåregaranti, og man lader sig omringe af en varm og boblende følelse, den der fuldstændige besatte og endeløse forelskelse. En forelskelse, der indebærer selvdestruerende og –medlidende tanker. Hjertet der bliver knust, idet man indser, at besættelsen kun er ensidig. Netop den følelse influerer store dele af pladen, som når der på Sludgefeast synges: ”Got to connect with you girl / but I forget how / please, won’t you hang around?” Men ligeså meget pladen flyder over af weltschmerz og uopnåelig kærlighed, ligeså meget emmer den også af uendelig beundring og af den uskyldige, men svært forståelige forelskelse.
Ungdommens skødesløse og stærkt følelsesladede forelskelser skinner klart igennem på flere numre. På “In A Jar” indtræffer Barlows melodiske basfigur, imens Mascis desperat bræger: ”I’ll be grazing by your window / please come pat me on the head / I just wanna find out what you’re nice to me for” som nærmest kun er optakten til den endelige opgivelse ”In a jar where you fed me / all I could do was lick your hand”.
Andre sange er tvetydige og føles næsten som begge nævnte sanseindtryk samtidigt, hvilket kommer til udtryk i “Raisins” (som i øvrigt indeholder et åndsvagt godt timet gulvtam-fill):”The lights exploded, she stood burning in front of me / She ripped my heart out and gave it to me / My eyes wouldn’t open, cemented to her face”
Og efterfølgende kulminationen: ”I’ll be down, I’ll be around / I’ll be hanging where eventually you’ll have to be”.
Det fantastiske ved Dinosaur Jr.’s greb på rockmusikken var, at de vendte det hele på hovedet. De brugte elementer fra den klassiske rockmusik og blandede det med tendenser fra bandets datidige miljø, som de hovedsageligt havde fået kendskab til gennem de affilierede bands i SST Records. De rockende og stærkt riff-bårne sange, som nærmest alle indeholder en guitarsolo (nogen længere end andre) fusioneres med scenens samtidige, støjede tendenser, hvilket er, hvad der gør lyden og udtrykket fuldstændig enestående og unikt. I stedet for at den voluminøse støj symboliserer kraft i musikken, kreerer den nærmere store vægge af lyd, der favner om både lytterens følelsesregister, såvel som hele det emotionelle udtryk, der går igennem i størstedelen af tekstsiden.
”En kraftfuld lyd, der ikke antydede kraft,” som en anmelder så rammende fremlagde det. Dinosaur Jr. nåede at udgive tre albums med Mascis, Barlow og Murph fra 1984-1989, men fik en vellykket gendannelse i 2005 og har siden udgivet Dinosaurs album nummer otte, ni og ti. Det seneste er “I Bet On Sky” fra 2012.
Personligt er “You’re Living All Over Me” en af de mest desperate plader, jeg nogensinde har hørt, men på en lavmælt facon. Den supplerer på mange områder livet som teenager (i hvert fald for mit eget vedkommende) og skaber en følelse af traurighed, isolering og selvmedlidenhed over pladens kun halve time. Det er i hvert fald svært ikke at elske, fordi pladen kan vende hele ens følelsesregister på vrangen, for at man derefter kan føle sig helt udtømt.
At pladen slutter af med “Poledo” (og ikke det misforståede The Cure-cover), kunne ikke være mere passende. Bandets mest ømme og skrøbelige sang hidtil, som både er en fantastisk smagsprøve på, hvad der viste sig at være Sebadoh, men også medbringer den fineste kærlighedshistorie om en ung Lou Barlows største forsøg på at nå ud til en pige igennem musikken, i håbet om at hun ville forelske sig i ham. I dag er de gift og har børn. Tænk at dette håbløst forelskede album skulle ende lykkeligt.
INFO: Dinosaur Jr. giver koncert i Voxhall den 20. februar (RSVP).
