Nothing but heart – en slags hyldest til Low
Low er muligvis verdens mest eksistentialistiske band. Forstået på den måde, at hvis der er nogen, der – i hvert fald i deres musik – kæmper en evig kamp i eksistensens rungende tomrum, imod fristelsernes falske forstillelser og dæmonisk blændværk ja, så er det mormoner-ægteparret Mimi Parker og Alan Sparhawk. I år kan de to fejre 20 års jubilæum som kerneakse (med skiftende medlemmer) i Duluth, Minnesota’s finest, og det ene jubilæum bliver fejret med endnu et i form af deres tiende studiealbum, ’The Invisible Way’, der udkommer på mandag den 18. marts, i øvrigt med halvprominent producerassistance af Jeff Tweedy fra Wilco.
Prominent kan man ikke kalde gruppen eller dens karriere, der ganske vist startede i 90’erne, hvor alternative rockbands i slipstrømmen af grunge var blevet MTV-approved, men som bandet nok manglede grundlæggende musikalsk pondus (og vilje?) til at hægte sig på. Low har til gengæld gennem årene opbygget en pæn og (endnu vigtigere) stabil tilhængerskare med overjordisk smukke sadcore-albumjuveler som ’The Curtain Hits the Cast’, ’Secret Name’ og ’Things We Lost in the Fire’, samtidig med at de over årene faktisk – meget diskret, ganske vist – er begyndt at hælde lidt lysere toner i sangskrivningen og luft i den ellers vakuum-intime produktion. Men grundlæggende gør de stadig deres ting; rammer de spirituelle toner, som kun de kan.
Den nøjsomme og spartanske less is more-æstetik – det helt neddæmpede, tilbageholdt åndende akkompagnement af guitar, bas og trommer/percussion – er en af de mest grundlæggende konstanter i lyduniverset. Et tomt lærred hvorpå Parker og Sparhawks hymniske stemmer maler nøgne og nøgterne skitser, der kredser omkring tunge sager som tab, skyld og fortrydelse. Vel at mærke så også en sølle ikke-troende kan følge med, føle smerten, tomrummet, de gode og destruktive kræfter, der hiver i én fra hver sin retning, djævelen på skulderen, drømmen om udfrielse. Men først og fremmest tvivlen som et uafrysteligt grundvilkår man bærer på skulderen uanset tro eller ej, like it or not. Og så er det jo rart at kunne finde trøst i gruppens tindrende smukke bud på moderne salmer.
’The Invisible Way’ er ude den 18. marts via Sub Pop, og Low spiller den 2. maj på Loppen.
