The Necks – En gennemsigtig kærlighedserklæring
Af Bjarke Svendsen
Som mange andre havde jeg hørt mere om The Necks, end jeg havde hørt The Necks, da jeg første gange oplevede orkesteret live for mere end ti år siden. Det var (og er) et orkester omgivet af disciple, der prædikede og prædiker, at man har et musikalsk liv før og efter en The Necks-koncert – og jeg er enig. Både fordi The Necks er et fuldstændig ekstraordinært fantastisk liveorkester, men også fordi, at dette ydmyge – ja nærmest usynlige – australske orkester, spiller musik som du kender, men aldrig har hørt før.
Og hvad er det så lige det er med The Necks? Der er skrevet og sagt meget om dem, uden nogen for alvor har nailet, hvad det er, der er med The Necks. Og måske det netop er pointen. At det er dét, der er med The Necks.
Stort set er det hele ellers så genkendeligt. På scenen ligner The Necks en arketypisk jazztrio (klaver, trommer og kontrabas). Medlemmerne er anstændige – næsten gennemsigtige – mænd i deres bedste alder og de tilbagevendende genrereferencer er jazz, krautrock, ambient og minimalistisk kompositionsmusik. Men hvad de er mest, synes her mere end 20 år efter de udgav deres første plade, stadig umuligt af bestemme. Til trods for at de gennem alle årene har været mere end tro mod deres lyd og form.
Vil man vide, hvem The Necks er i musikalsk familie med, så er det bare at tage en tur på nettet. Det giver en ganske god ide. Men for mig er The Necks mere end genrer og tradition. Så for i fuldt omfang at forstå kvaliteten af The Necks, må man også lede uden for genrebegreberne. For mig er The Necks nemlig også: liv og musik.
Liv
The Necks laver lange improviserede numre (op til 70 minutter), som mere end tålmodigt slentrer afsted, lægger til, justerer, retter ind og bygger op og ned igen. Mønstre gentages uafladeligt med mikroskopiske forandringer fra gang til gang, og lytter man blot et par minutter lyder The Necks af stilstand. Men over et helt nummer er orkestrets sans for dramaturgi uovertruffen. Når den sidste tone klinger ud, undres man over, at have gennemlevet så store følelsesudsving, musikalske udtryk, dynamikker og accentueringer. Hvordan endte vi lige her?
Det er er en af de kvaliteter, der er særegent og bærende ved The Necks. De kan som intet andet orkester jeg kender mime et afgørende forhold ved livet: nemlig at livet primært udspiller sig i et hav af gentagelser. Dine kollegaer, venner og familie er de samme fra dag til dag, du børster tænder på samme måde, går på arbejde hver dag osv. Det meste er det meste af tiden det samme. Men gentagelsen af de ubetydelige små livsmønstre med deres små daglige forskydninger er en altafgørende formende faktor for vores liv, selvforståelse og forståelse af verden.
The Necks udgør på den måde et væsentligt korrektiv til den herskende fortællemodel i kunst og medier, nemlig at menneskers liv primært formes af brud (skilsmisse, død, ægteskab, børn osv). Brud er væsentlige, men det er kontinuitet og de daglige mønstre også. Kontinuiteten (det effektløse) er bare et sværere kunstnerisk stof at arbejde med og et mere tålmodighedskrævende stof for modtageren at konsumere.
Musik
“Gennemsigtige” kaldte jeg The Necks tidligere. Det elsker jeg dem også for. Jeg kan ikke mærke dem, men mærke musikken. I en personfikseret musikindustri og -kultur er det mere end befriende med et orkester, hvor interessen for personerne bag er lig nul, hvor personerne ikke giver sig til kende.
Live spiller de sammen, der er ikke samspil. Ingen stikker af i en solo, ingen jagter applaus og performerpoint – alle er med på holdet. Det er ikke engang et hold. The Necks er en organisme, som leverer og ånder musik uden tvang. Intentionsløs musik, pur og evig på samme tid – skabelse og tilintetgørelse i en klingende fortætning. Sproget og tonen er dybt personlig, men personerne bag fraværende. Det er som om de tre er forstærkere af musikken selv i sin reneste form.
The Necks har just sendt sit 17 studiealbum, “Open”, på gaden. Et album der gør sig perfekt til tålmodige hjemmeaftner eller regntunge cykelture gennem byen. Et godt sted at starte for de endnu ikke omvendte. En forrygende plade, der endnu engang beviser, at The Necks har sit helt eget almengyldige musikalske sprog og univers.
Men det helt rigtige sted at opleve The Necks, er altså live. The Necks er først og fremmest et orkester med en unik evne til at improvisere det evige ind i nuet – og derfor bør de først opleves live og derefter på plade.
Epilog: Det understreges, at jeg er biased som pokker. Jeg er booker på Jazzhouse, hvor The Necks spiller den 8. november. Derfor kan dette indlæg have karakter af product placement, men det er ikke intentionen. Det er skrevet i anledning af, at The Necks 29. september udsendte den 17. plade – “Open” – og er først og fremmest en kærlighedserklæring til dette specielle orkester, som jeg har elsket gennem mange år.
Info: Læs et længere interview med The Necks i ZINE #4 der udkommer den 2. november (link), The Necks giver koncert i Jazzhouse den 8. november med Bill Orcutt (RSVP).
