Passive/Aggressive

Acre – Grime til en post-humanistisk fremtid

Blog June 4 2018 ACRE-foto

Af Emil Néné Rasmussen

Den britiske DJ og musiker Acre har med sit nyeste udspil, “Hollow Body”, begået en aldeles anden plade end debuten “Better Strangers” fra 2015. Lyden er nu hårdere, afpillet og udgør et, i for sig, voksent afbræk fra både debutpladen og EP’erne. ”Hollow Body” er ude på (et nu udsolgt) kassettebånd via Opal Tapes, der i de seneste år har udgivet mange personlige favoritter så som E-Saggila, Patricia og D.Å.R.F.D.H.S. I en tid med mange elektroniske DIY-labels er størrelsen og kvaliteten på Opal Tapes’ katalog i en klasse for sig.

Acres nuværende lyd blev indvarslet af sidste års EP, ”City”, der bød på pitchet, indeklemt vokal fra sangerinden Chiba omringet af klikkende trommer. Et sparsomt udtryk til bass-genren. På samme måde holder Acre sig kun til en række grundingredienser på ”Hollow Body”. Noise-forvrængningen er ikke længere skinger, men dyb og fyldig. Hvis man ligesom undertegnede har nydt soundtracket til ”Blade Runner 2049”, ved man, hvad det drejer sig om her.

Det er dog stadig den samme IDM-influerede cut-up-stil af grime og bass, som vi kender det fra Acre. Tematikken står da også stærkt på skuldrene af diverse cyberpunk-æstetikker med titler som ”Trial 6”, ”Android”, ”Suicide Drone” og titelnummeret ”Hollow Body”. Post-humanismen hersker altså, og mens numre som ”Love” og ”Ophelia” på debutalbummet svælgede i bass-følelser, så er alt det sat til side til fordel for en kold, struktureret udgivelse. Det her er fremtidens grime til menneskefyldte gader, hvor alting bevæger sig hurtigt, men taktfast.

”Hollow Body” står stærkest på sit titelnummer, hvor en langsom basdrone udelukkende akkompagneres af ekstremt hurtige cuts og et gentaget ”I’ve got something for you”-sample. Generelt er sidste halvdel af udgivelsen decideret langsom af en bass-udgivelse at være og bliver desto mere dyster (og dystopisk) af den grund. Sporadisk brug af trommer og samples kendetegner hele udgivelsen, men dyrkes stærkest på numre som ”Android” og ”DNT”. Numre som ”Taking Over” lyder helt anderledes som en nedbrænding af en sjælden melodi, der helt dør og langsomt klippes i stykker. Næsten inkarnationen af ”high tech, low life”. Maskinelt, men uden nogen tilstræbt finesse.

Info: “Hollow Body” udkom på Opal Tapes i april.