Alexander Weile Klostergaard & Jonathan West Carstensen – Jeget i ubalance, skrøbeligt, tvivlende, i sine følelsers vold
Alexander Weile Klostergaard / Jonathan West Carstensen “Rosenkammer” (Arena, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Efter at Bob Dylan modtog Nobelprisen i litteratur, er der åbnet for, at alle sangskrivere kan kravle op på poesiens tinder og smykke sig med to kreative titler: musiker og digter. Man kan så diskutere, om den nobelpriskomité er til at stole på efter de seneste måneders drama, der minder om skolegårdsfnidder, og som nær har opløst den prestigefyldte institution.
Nogle af de hjemlige sangskrivere, der vover sig selv som poeter, er Alexander Weile Klostergaard og Jonathan West Carstensen fra First Flush, som har imponeret de seneste par år med deres særlige bud på, hvordan luftig, kompleks guitarpop kan lyde på dansk, når det tilsættes desperate vokaler og vocoder. De har fået et stort udvalg af deres sangtekster, fra deres første sange fra “På Tinden” til det helt nye album “Spira”, udgivet på det hæderkronede Arena, der var modernismens og forfatternes forlag tilbage i 50’erne og 60’erne, mest kendt for at udgive Peter Seeberg. Så det er en stolt tradition, de træder ind i.
Og selvom de stadig har unge fødder, kan de sådan set godt ramme fodsporene helt hæderligt. De har dog heller ikke svunget sig længere op, end at de genre-kvalificerer teksterne som “sange” på forsiden. Men de har alligevel sat teksterne op som digte med forskudte linjer ned over siden i klassisk modernistisk stil, nogle gange endda med parallelle sætninger. Det er muligvis for at gengive First Flushs desperate stemmeføring, digterjegets ubalance, den ekstrakommunikative dimension musikken er, som åbenlyst mangler i en skriftversion.
For jeget er i ubalance, skrøbeligt, tvivlende, i sine følelsers vold. Og det er ret tydeligt et du, som skubber til denne balance: “roserne ved vejen står og bløder / røber sårene fra nattemøder / du er så smuk som dine øjne er / åndedrag på gløder / vejen elegi til glædesskår / vi har roserne som vidne når vi står / som krigere uden våben / og som sårede uden sår” (fra “Al min venlighed”). Langt de fleste af sangene er henvendt til et du, et afløb for frustrationer og begær. Og som i citatet foroven er naturen ofte en forlængelse af jegets følelsesliv.
“For jeg kan se igen: det regner / rød, forreven og rå / af nætter / som falder på” (“Bæger”). Sådan har samlingen en altmodisch tone, der kun bliver forstærket af den udbredte brug af patos som eksempelvis i “På tinden”: “undertiden løfter jeg / den mægtige sten min stolthed var før / jeg ringer med frihedens klokke”. Men sangene kan også hurtigt blive mere jordnære: “kort efter står hun på trappen / halser ned ad Thorkildsgade” (senere i “På tinden”).
Der er noget klassisk over samlingens tone, metaforer og temaer. Den svirrer konstant om tid, minder og klassiske modsætninger som lys/mørke, du/jeg og de fire elementer. Jeg efterlades i en anden stemning med teksterne alene, end når de følges af musikkens mere sammensatte lyd og især den dybe, desperate vokal. Her fremstår teksterne mere sarte, jeget mere skrøbeligt, men de kan sagtens stå alene til trods for, at det på nær enkelte hypermoderne ord er svært at se, at de er skrevet i 2018. I det hele taget er det en fornøjelse at læse sprogligt opmærksomme sangtekster. Det er desværre en mangelvare bredt set i musiklandskabet.
Info: “Rosenkammer” udkom den 26. april. First Flush har i øvrigt netop udgivet deres nye LP “Spira” på eget label Visage.
