Passive/Aggressive

Anders Boserup – Simuleret virkelighed

Blog March 15 2016 andersboserup

Af Simon Christensen

Alle kan sample internettet og kalde det en post-digital virkelighed. Men få danske repræsentanter slipper så godt af sted med det som den yderst aktive producer Anders Boserup, der er en af initiativtagerne til Vellness Plader og organisationen Urgdotorg.

Hans seneste ep, “Simulator”, er, hvad den giver sig ud for at være. Den er en sampling i konkret forstand af interface-lyde, programmeret synth og meditation over ny dansksproget rap/recitation – og i mere billedlig forstand over de sidste års musikalske trends fra hypnagogisk popmusik, autotune og hyper-virkeligheden, som den lyder på bl.a. James Ferraros “Far Side Virtual”.

Ep’en åbner med “2016”, et pophit i et poetisk hjørne og det eneste på udgivelsen, hvor der er vokal med endda rimeligt reflekterede tekster om ansigter og toner, der langsomt forsvinder. Derefter slår det over i et mere syntestisk udtryk, hvilket bliver helt åbenlyst med samplinger af computerens egne lyde på “Ode to Macintosh”. På “Simulator” og “Simulation” er lydbilledet ret smadret og overfyldt med effekter inden for en ramme af hiphop og baleariske beats.

Når det på en eller anden måde giver mening, skyldes det, at Anders Boserup har gjort det til sin praksis at udsende numre løbende i vidt forskellige stilarter inden for relativt kort tid, ofte med bare 1-2 ugers mellemrum. Det gør han både i sit eget navn, under det clubbede alias Patricia International og i andre sideprojekter under Vellness Plader og Urgdotorg, som alle har det til fælles, at det er hjemmelavede undergrundsudgivelser. På den måde bliver man selvfølgelig ikke anmeldt i de rigtige medier, men som kunstnerisk udfoldelse har summen af hans projekter alligevel en mærkeligt sammenhængende appel, selvom der bevidst bliver handlet i forskellige strømninger. Faktisk virker netop den metode meget autentisk for den måde, vi tænker og bruger musik på internettet i dag.

Info: Anders Boserup udgiver musik i en fri strøm på soundcloud.com/andersboserup5700.